Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Navne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der ofte en smuk, men meget fremmedartet Klang. Ikke enhver
vilde saaledes falde paa, at Professor Hans Jensen Alanus hed
saa, fordi han var født i Landsbyeft Ala i Halland, eller
Venusinus, fordi han var født paa Hveen. I høj Grad betegnende for
de nordiske Folks forskellige Karakter var imidlertid den Maade,
hvorpaa denne ejendommelige Klang virkede paa Øret. I
Danmark fulgte man tydeligt nok kun med, fordi det var Mode i
Tyskland. Skøndt Melanchthon selv havde givet Eksemplet og
oversat sit Navn (Schwarzerd?) paa det endnu finere Græsk,
saa var der dog kun meget faa i Danmark, der efterlignede dette.
En af de faa var Ole Gyldenmund, der oversatte sit Navn til
Chrysostomus. Og selv de, der kun havde antaget et latinsk
Navn, synes i Hjemmet at have haft en lidt trykket Fornemmelse
derved. I det mindste var det ikke usædvanligt, at de atter
enten oversatte det igen tilbage til Dansk eller gav det en
dansklignende Klang. Som Eksempel kan anføres Historikeren,
Hofpræsten Anders Sørensen, der efter sin Fødeby Vejle havde
antaget Navnet Vellejus, men bagefter omdannet det til Vedel.
Og hvad vedkommende ikke selv gjorde, det besørgede
Datiden og Eftertiden for dem. Kun ganske faa af det 16de
Aarhundredes latiniserede Navne er naaet i Behold til Nutiden.
Selv Navnet Palladius, som dog ikke blev forplantet, har man
ment at burde forandre til Plade. Og af alle hine lidt senere
Oversættelser: Laccoppidanus (Søby), Pontoppidans (Broby),
Calundanus (Kalundborg), Paludanus (Kjær) o. s. v., har Eftertiden
omhyggelig brudt den latinske Endelse.
Ganske anderledes var Udviklingen i Sverige. Den fremmede
Klang tiltalte aabenbart Øret, og læg som lærd var lige villige til
at gentage disse nye Tonefald. Hver Præstegaard blev saaledes
Midtpunktet for en lille latinsk Udstraaling. Med Ærefrygt
lyttede Bønderne til disse kirkeviede Navne, og i Slægten selv
kunde sene Led lære Begyndelsesgrundene i Latin med Slægtens
eget Navn som Eksempel.
Den Sans for Vellyd, som saaledes var til Stede i Sverige,
gav sig alt til Kende i selve Navnedannelsen. De svenske Navne
var i Reglen bedre lavede end de danske. Medens mange af
disse faldt besværlige at udtale, som f. Eks. Arhusiensis,
Randrusienis, Slangendorpius, Roscheldensis, havde de svenske som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
