Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 3. Kærlighed. Afgørende Egenskaber. Forældres "Raad"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
herefter nogle trolove hinanden, og den ene ikke findes efter
Trolovelsen saa rig, som den havde sig angivet, og den anden for
slig Aarsags Skyld vil saadan Trolovelse omkaste og ikke holde,
da skal de dog derfor ikke maatte skilles ad, efterdi det synes
en meget stor Let færdighed, at nogen skulde sig udi
den vigtige Handel med hverandre indlade, førend
de vel kender hinanden"[1].
*
Naar man selv havde truffet sit Valg, ja muligvis endog begge
de Paagældende var blevne enige, var Sagen dog meget langt fra
derfor at være afgjort. Valget skulde først godkendes af
begge Parters Slægt. Denne ældgamle Bestemmelse var
mere end en blot Forsigtighedsregel lige overfor Pengevilkaarene,
en Hidkalden af mange Øjne til Hjælp ved Gennemsynet af
Regnestykket, hvori den unges Blik saa let kunde have overset
en Fejl. Grundbetragtningen var endnu videre omfattende.
Forudsætningen var, at den enkelte Person kun udgjorde et Led af
hele Slægten. Det var Ættens Velfærd, der stod paa Spil, naar
et enkelt Medlem agtede ved Giftermaal at knytte Forbindelse
med en ny Æt. Det var derfor den samlede Æts Ret og Pligt at
varetage det fælles Tarv ved at godkende eller afslaa
Forbindelsen.
Denne Oldtidens Betragtningsmaade var endnu lyslevende og
livskraftig i det 16de Aarhundrede. Sit retslige Udtryk fandt den
i, at den Kvinde, der giftede sig uden sin nærmeste Frændes
Samtykke, derved forbrød Brugsretten til sit Arvegods. Religiøst
føjedes den saaledes ind i den lutherske Tankegang: "Forældre.
Slægt og Venner er Guds Meddelere, ved hvilke han tilføjer
hver sin Ægteperson"[2]. Eller,
som det et andet Sted hedder:
"Gud aabenbarer sin naadige Vilje ved vore Forældre, Slægt og
gode Venner, hvilke han selv til denne Sag indgiver gode Tanker
og Anslag, regerer og hjælper dem, at de deres Børn og Venner
udser de retskyldige Ægtemager"[3]. "Er de imod din Begæring,
da er det af Gud, som ikke vil give dig den Person, men en
anden, som kan være dig meget bedre"[4].
Naar man altsaa havde "beraadt sig med sit eget Hjerte og
[1] H. Rørdam: Danske Kirkelove
II 345.
[2] Nicolaus Palladius: Imod Ecteskabs
Dieffle. (Kbhfn. 1557) Bl. E2.
[3] Casp. Melisandri
Ecteskabs Bog paa Danske verteret af Rasmus Pedersøn Rauffn.
(Kbhfn. 1647) 12mo. Bl. 24.
[4] Niels Hemmingssøn:
Om Ecteskab. (Kbhfn. 1572) S. 130.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:02:08 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/9/0057.html
