Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sammenligning med de Betingelser, de har havt for at fængsle Generation efter
Generation af dansk Ungdom og blive den allerpopulæreste Folkelæsning.
Ikke mange Digtere har grebet stærkere og inderligere ind i Folkets Hjærte,
end Ingemann har gjort det med de Vers, hvormed han indleder "Valdemar
den Store og hans Mænd":
"Aarhundreds-Stjernen for tolvte Gang
Sig over Golgathas Kors opsvarig;
Længst østens Straale i Norden lyste,
Men Danmarks Hjerte i Dødskamp gyste:
Tungt Herrens Haand over Folket laa;
Det var, som Dannemarks Tid var omme,
Som skulde Gudherrens Dom nu komme,
Og Folk og Rige og Navn forgaa.
- Stig op af Graven, Du Slægt, som døde!
Forkynd dit Fald og afmal din Brøde!
Advar os for Udslettelsens Dom
Og viis os, hvorfra din Frelse kom!
Men I, som lyste i Tider dunkle,
Som klare Nordlys ved Midnat funkle!
I store Aander, som over Jord
Med Frelsens evige Banner foer,
Der Herren mægtig sin Haand udstrakte
Og Folkeaanden til Liv gjenvakte!
Lys atter for os fra natlig Tid,
I Aandekæmper i Herrens Strid!
Og blunder atter i Blødheds Drømme
Mit Fødeland ved de dybe Strømme -
Hvad heller raser i blinde Lyst
Forvildet Slægt mod sit eget Bryst -
Da ryster Sjælen og vækker Aanden,
Og styrker Hjertet og ruster Haanden
Til dansk og stor og til herlig Id -
Til Danmarks Frelse i Nødens Tid."
I "Valdemar den Store og hans Mænd" gjør den lyriske Understrøm,
der gaar gjennem hele Digtet, sig fuldt saa gjældende som den historiske
Fortælling. I de efterfølgende national-historiske Digtninge opgav Ingemann
den metriske Form og valgte Romanens, hvad der utvivlsomt yderligere
banede dem Vej ud i Folket. 1826 udkom "Valdemar Sejer", 1828
"Erik Menveds Barndom", 1833 "Kong Erik og de Fredløse", 1835
"Prins Otto af Danmark og hans Samtid", og Aaret efter, 1836, sluttede
Ingemann denne betydningsfulde Del af sin Digtergjerning med det historiske
Digt "Dronning Margrete", hvori han vendte tilbage til den bundne Stil.
Fænomenet fra Ungdomsdigtningens Tid gjentog sig under Udgivelsen
af de fædrelandshistoriske Romaner: Læseverdenen modtog disse Digtninge
med uskrømtet Glæde og Bifald, men Kritiken var ikke Digteren god. Og
dog var B. S. Ingemann i Sorø jo nu en helt anden en den blod- og
marvløse Poet, der havde "Blanca" og "Varners poetiske Vandringer" paa
sin Samvittighed.
Denne Gang var det især Chr. Molbech, der rettede et skarpt Angreb paa
Ingemann for den Maade, hvorpaa han i sine Romaner behandlede
Historien og historiske Skikkelser. Det gav Anledning til, at Ingemann
blev indviklet i sin første og eneste literære Fejde. "Nu da jeg stod paa
et aandeligt Standpunkt", siger han, "hvorfra jeg med klar Selvbevidsthed
kunde overskue, baade hvad jeg havde naaet og hvad jeg stræbte efter,
blev denne ubillige og avindsyge Miskjendelse mig utaalelig." Ud af denne
Stemning skrev han "Huldregaverne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr"
(1831), hvori han drog tilfelts mod, hvad han kalder, sine aandelige
Antipoders Livsanskuelse, dog uden at lade det gaa ud over Æventyrets
poetiske Ide. "Huldregaverne" kaldte en ny Modstander frem, og det selve
H. C. ørsted, der tog til Gjenmæle mod Ingemanns umiskjendelige, om
end digterisk iklædte Angreb paa den empirisk-rationalistiske Livsanskuelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0297.html
