- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:311

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thomasine Gyllembourg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

over hende. En klar og, som det synes, i alt væsentligt upartisk Redegjørelse
for dette Forhold har Johanne Luise Heiberg givet i den Bog,
hvortil der ovenfor er hentydet: "Peter Andreas Heiberg og Thomasine
-Gyllembourg".
De efterladte Breve, hvorpaa Beretningen er støttet, giver
et mærkeligt levende og fængslende Billede af Dramaets Hovedpersoner.
Forholdet mellem P. A. Heiberg og hans Hustru havde aldrig været godt,
sikkert i lige høj Grad utilfredsstillende for begge Parter, og næppe heller
har det været Heibergs Ønske, at hans Hustru skulde følge med ham ud
af Landet, saa meget mindre som han havde vanskeligt nok ved at klare
for sig selv. Men hertil er endnu at føje, at der nogen Tid før Landsforvisningsdommen
faldt, var optraadt en ny Person i det ægteskabelige
Drama. Blandt P. A. Heibergs udenlandske Bekjendte, der jævnlig kom i
hans Hus, var den svenske Baron Ehrensvärd, der havde været indviklet i
Sammensværgelsen mod Kong Gustav den Tredie og nu som landsforvist
opholdt sig i Danmark, hvor han havde antaget sin Moders Navn, Gyllembourg.
Efter de Skildringer, der foreligger, var Baron Gyllembourg-Ehrensvärd
en fin, beleven Personlighed, ridderlig i sit Væsen, vel uden fremragende
Begavelse, men ganske intelligent og af uplettet Retskaffenhed.
Han fandt ofte Thomasine Heiberg alene hjemme med sin lille Søn, og
Forholdet mellem dem udvikledes næsten umærkeligt. "Hun behandledes
af ham med en Ærbødighed, en Opmærksomhed, der var vidt forskjellig
fra de Franskes Courtoisie. Hun var langt mere tryg og fri i hans Nærværelse
end i hines, hvor man følte, at man maatte være paa sin Post for
ikke at gjøre eller sige noget, som kunde misforstaaes og misbruges. Der
var en rolig Tryghed i Omgangen med denne Mand, som i høi Grad tiltalte
hendes frygtsomme Natur."

Den stilfærdige Følelse af Venskab og Sympati forvandledes imidlertid
snart til en lidenskabelig Kjærlighed fra begge Sider, og ligesaa lidt som
der er Grund til at tro, at Thomasine Heiberg har brudt sin ægteskabelige
Troskab, medens hun delte Hjem med sin lovmæssige Ægtefælle,
ligesaa naturlig synes den Antagelse at være, at hun og Gyllembourg har
følt sig saa fri, at de med Rette kunde tilhøre hinanden, fra det øjeblik,
da Ægteskabet realiter var opløst ved Heibergs Bortrejse fra Landet.
Thomasine Heiberg havde al Aarsag til at gaa ud fra, at hendes Mand
ikke havde bevaret nogen Kjærlighed til hende; han havde endogsaa selv
erklæret, at han aldrig havde været forelsket i hende, og paa hendes Hentydning
til, at hendes Hjærte kunde være udsat for at opfyldes af en anden,
havde han svaret: "Gjør i den Henseende, som jeg ikke var til."

Da Heiberg havde forladt Landet, maatte Sagen derfor stille sig saaledes
for hans Hustru, at hendes første Skridt burde være at gaa aabenlyst
til Bekjendelse om, hvorledes det stod til med hende, og bede ham om at
give hende Frihed til at blive forenet med den Mand, hun havde kjær -
en Bøn, som hun ikke tænkte sig, at han vilde nægte at opfylde. Først
fordi hun kjendte hans Kjærlighed til Frihed og Sandhed, og dernæst fordi
hun troede sig selv af ringe Værd for ham.

Brevet fra Thomasine til P. A. Heiberg - der i Brevsamlingen kaldes
la lettre remarqnable - er et interessant, i høj Grad sympatetisk Aktstykke,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0417.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free