Print (PDF)
- On this page / på denna sida
- Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1875). - Digtsamlingen "En Eftervaar" (1877). - Opførelsen af "Fulvia" (1881). - Digterpolemik. - "Brændende Spørgsmaal". - De sidste Aar. - Død 27. April 1885. - "Efterladte Digte".
*
Der er den rigtige Sangfuglenatur i en Digter som H. V. Kaalund.
Han elsker Friheden, han flagrer saa vidt omkring, som Vingerne vil bære
ham, og naar han synger, er det altid af fuldt Bryst. Men - desværre,
han tilbringer en stor Del af sit Liv som en fangen Fugl i Bur, og hans
Sang lyder sparsomt.
Et spænstigt Sind, en let vakt Følelse hører til Grundelementerne i
Kaalunds Digtertemperament. Han er, som han selv siger, ladet med Elektricitet,
og han vedbliver at være det indtil sine sidste Aar. Hans Ungdom
er lidt af en "Sturm und Drang-Periode". Han forsøger sig som Billedhugger
og Maler, før han bliver Digter. Han drømmer om at foretage lange Rejser,
drage til Nordamerika og leve blandt Indianerstammerne, eller i alt Fald
tilfredsstille sin Drift til Æventyr ved at gjøre en Fodrejse til Rom. Han
priser Sømandens frie Liv i sit Digt: "Til Trankebar", der slutter:
"O, var jeg dog en Sømand nu,
en lystig sorgløs Gut som Du -
Da rystede jeg Støvet af
og fløj derud paa Verdens Hav.
Da blæste vel en Nordenvind
de syge Griller af mit Sind."
Men der bliver intet af de æventyrlige Planer. Han maa i Ungdomsaarene
nøjes med at tage ud paa Andejagt i Kalvebodstrand og ved Sommertid
søge til Farum og Furesøen; han maa paatage sig de slidsomste og
møjsommeligste Hverv for et tarveligt Udkommes Skyld, og han lærer sig
efterhaanden Resignationens vanskelige Kunst; men under alt dette er han
stadig Friluftslivets og Naturens trofaste Tilbeder, og hans Naturglæde og
sunde Naturtilbedelse giver ham hans Kjendemærke som lyrisk Digter. Han
bliver ganske vist fortrinsvis Efteraarets Sanger - ligesom Chr. Richardt
er Foraarets - men der er en mandig Følelse bag hans Resignation og
hans Vemod, og selv hvor han i en fremrykket Alder gjør op med sig selv
og har ladet Drømmene om at flyve højt og viden om langt bag ved sig
- selv da er hans Sind fuldt af Sundhed og Livsmod. Han siger:
"Paa det Jevne, paa det Jevne!
- ikke i det Himmelblaa! -
Dér har Livet sat Dig Stævne,
dér skal Du din Prøve staa!
Alt hvad Herligt Du kan nævne,
Alt hvad Højt din Sjæl kan naa,
skal hernede paa det Jevne
fast sin Rod i Livet slaa."
Og videre:
"Paa det Jevne skal Du bygge,
paa det Jevne skal Du bo!
Ej som Krøbling, ej paa Krykke,
ej med Dyrets dorske Ro!
Med dit Savn og med din Lykke,
med dit Haab og med din Tro
skal Du paa det Jevne bygge
op til Stjernerne en Bro!
Paa det Jevne! Paa det Jevne!
Altid i min Sjæl det klang,
naar med Fantasiens Evne
kjækt jeg mig fra Jorden svang.
Alt det andet vil sig hævne,
er kun Splid og Undergang;
- Paa det Jevne! Paa det Jevne!
Det er Livets Sejerssang!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 20 10:01:44 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
http://runeberg.org/dandig19/0588.html
