- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:592

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Pontoppidan

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Jordsmon, der trædes paa, og i alle de Karakterer og Figurer, han har
skabt, er det nationale Træk og Ejendommeligheder, der belyses.

Samler man saa denne Mangfoldighed af jydske og sjællandske
Landskaber med deres Befolkning af Præster og Bønder og Højskolefolk, og
alle Kvindetyperne, unge som gamle, med deres Oplevelser og Skæbner,
saa faar man et Stykke af Nutidens Danmark saa stærkt og levende belyst
som ingen anden Forfatter har gjort det. Og heri ligger maaske Henrik
Pontoppidans allerstørste Betydning. Han er sanddru som meget faa andre,
han betænker sig ikke paa skaanselsløst at blotte Hulhed og Humbug og
al Slags paaklistret Flitter, hvor som helst han finder det, selv om han
derved kommer i Opposition til, hvad der skal gjælde for ideale Livsmagter.
Men han er ikke nogen kold Spotter. Han behager sig ikke i sin Satire;
han er langt snarere som Lægen, der blotter Saaret for at helbrede det.
Han ser paa én Gang ædrueligt og varmhjærtet paa Tingene; han synes,
at der er saa overordentlig meget, der burde være anderledes, men han ved
ogsaa, hvor vanskeligt det er, og hvor langsomt det gaar med at reformere
Verden. Saa indskrænker han sig til at fortælle om Fænomenerne, saaledes
som han kjender dem efter nøje Prøvelse, og hans Skildringer faar det Præg
af Sandhed og Liv, hvormed de brænder sig ind i Erindringen.

Ligesaa selvstændig som han er i sine Iagttagelser og i sit Livssyn,
er han ogsaa i sin kunstneriske Form. Fra Begyndelsen af sin
Forfatterbane strider han mod enhver Art af Paavirkning; han er udelukkende sig
selv, og han udvikler sig hurtig til at blive vor betydeligste Prosadigter.
Hans Stil er klar og distinkt, paa samme Tid som den ejer Varme og
Styrke, og den er i Ordets bedste Forstand fornem, fordi den holder sig
lige fjærn fra det banale og det søgte. Dette hænger nøje sammen med
Henrik Pontoppidans hele Forfatterpersonlighed, der er saa velgjørende fri
for alt blødagtigt Koketteri. Hans Digtning har al den mandige Styrke og
al den kunstneriske Vilje, som hører til for at rejse en Bygning, der vil
blive staaende uanfægtet, naar meget andet er sunket i Grus.

*



Navnet Pontoppidan har fra gammel Tid Klang i dansk Literatur, og
Traditionen er bleven bevaret af Navnets Bærere indtil den nyeste Tid.
Foruden Henrik Pontoppidan har ogsaa hans Brødre, Præsten og
Højskolemanden Morten P. og Lægerne Erik og Knud P. vundet literært Ry. Deres
Fader, Præsten Dines Pontoppidan, var en flittig teologisk Forfatter, der
bl. a. har meddelt en Række interessante „Aktstykker af H. A. Brorsons
Liv og Virken som Biskop i Ribe“. Han stod den grundtvigske Retning
nær og nævnes som „en Stræng og alvorlig Mand, men hjærtensgod som
faa“. – Henrik Pontoppidan er den yngste af de fire, her nævnte
Sønner og er født den 24de Juli 1857 i Fredericia, hvor Faderen paa den Tid
var Sognepræst. I 1863 blev Dines P. Sognepræst for St. Mortens Kirke i
Randers, og her tilbragte H. P. de fleste af sine Barndomsaar, medens han
frekventerede Byens Latinskole. Efter syv Aars Skolegang tog han i 1873
Realafgangsexamen og i 1874 Adgangsexamen til Polyteknisk Læreanstalt.
Hans Biograf, Forfatteren Niels Møller siger om ham: „Her som i Skolen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0698.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free