- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Benedicte Arnesen-Kall

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Knyttet nær til Sille Beyer baade ved Venskabsbaand, ved Livssyn og fælles Studier var

Frøken Benedicte Arnesen-Kall,

(1813--95),

der gennem sit lange Liv og sin flersidige Virken vandt Sympati i alle Lejre og i det hele er en af Kvindelitteraturens nobleste Skikkelser. Hun var født i Slagelse, hvor hendes Fader, den siden som lærd Leksikograf bekendte Islænder, Paul Arnesen, var Rektor. Moderen, født Wexels, var af norsk Slægt. Frøken Benedicte voksede op i et aandelig rigt Hjem, der tidlig drog sine guldrandede Spor i Sjælegrunden. Poesi, Kunst og Videnskabelighed holdtes i Barndomshjemmet højt i Ære; og under kærlige og kyndige Hænders Vejledning indsamlede hun sine første Livsværdier og modtog en grundig Undervisning. Hun synes at have været sin lærde Faders Yndling, vistnok fordi hun tidlig listede ind til ham i Studerekammeret, kiggende med Ærefrygt paa de tykke Værker i Reolerne, og fordi hun viste sig i Besiddelse af et let og hurtigt Sprognæmme.

Efter at Faderen i 1820 var flyttet til København, kom hun gennem en længere Aarrække i nøje Forbindelse med mange af Datidens mest udmærkede Mænd, især blandt Videnskabens Bannerførere. Meget nøje knyttedes hun til den ansete Kall'ske Slægt, særligt til den lærde Abraham Kall, i hvis Hus hun fandt som et Hjem; og senere hen kom hun endog til at føje det Kall'ske Navn til sit eget, idet hun adopteredes af Kammerraad, Registrator J. C. Kall.

Som voksen Dame førte hun en noget vekslende Tilværelse. I nogle Aar var hun Guvernante i Oberst Wilsters Hus, og hun havde her til Elev den for sin energiske Virken i Dyrbeskyttelsessagens Tjeneste saa vel kendte Fru Julie Lembcke, født Wilster. Senere foretog hun længere Rejser til Norge og Tyskland; i sidst nævnte Land gjorde hun et fleraarigt Ophold hos en nær Slægtning og vendte først hjem til Danmark i 1841. Fra 1845--55, der danner første Periode af hendes Forfattervirksomhed, levede hun et yderst ensformigt Stilleliv paa Frederiksberg, hvor hun med Omhu og stor Opofrelse plejede en gammel svag, til sidst blind Dame, af den Kall'ske Slægt, sin »Kassandra«, som hun kaldte hende. Her begyndte Frøken Arnesen at sysle med Litteraturen, som hun alt under sit Ophold i Udlandet var bleven ført ind i. Men det gik hende, som det er gaaet saa mange andre Forfatterinder. Hun skrev i Begyndelsen blot »for at have den Lykke at producere« og paa Offentliggørelse tænkte hun foreløbig slet ikke. I det højeste betragtede hun selv sine mange lyriske, dramatiske og episke Udkast som »Forarbejder og Øvelser«. Endelig vovede hun sig til anonymt at udgive en større Romancecyklus: »Grev Bothwell i Norge« (1853). Hun mente at have paa Hjerte noget, som skulde siges. Men vilde nogen høre hende? Det var ikke uden Ængstelse, at hun udsendte sine første Forsøg. Man mærker det i et Vers som følgende:

»Den første Sang, de første sagte Toner
vemodig stige fra en Lyres Gem --
hvorhen? Til hvem? Blandt Livets Millioner
hvo har en Velkomsthilsen huld til dem?
Hvo vil til den ukendte Sanger lytte,
hvo venligt, mildt, hans første Kvad beskytte?«

Denne Debut er en fin og blød Efterklang af Romantikens Storaander, en rig og varm Kvindesjæls spinkle Udtryk af ædle og skønne Stemninger, men savnende en udpræget Individualitets intensive Kraft og Oprindelighed. I det nævnte Tidsrum forfattede hun endvidere fire større Fortællinger, af hvilke dog kun de to er udgivne, nemlig: »Min Søns Breve« (1853) og »Zillerdal« (1855). Hun har heri med behørig Fiktion og Tilsætning skildret alt, hvad der »har gæret« i hende indtil hendes Hjemkomst til Danmark 1841. Vi finder i disse fordringsløse Fortællinger mange Vidnesbyrd om Forfatterindens store Dannelse. Der er ogsaa baade Opfindsomhed og en sindrig Slyngning af Begivenhedernes Traade, der er et lyst og tiltalende Syn paa Menneskene og Naturen, og der banker igennem det alt et Hjerte, som helt vel kender baade Kærlighedens Lyst og dens Smerte; og paa mange Steder præges Fremstillingen af Sandhed og Ærlighed. Blivende litterær Værdi tør man dog næppe tillægge dem.

Anden Periode af Frøken Arnesen-Kall's Virksomhed er fra 1862--72. Den knytter sig til hendes Ophold paa den i Sorøegnen liggende Herregaard Tersløsegaard, hvis Hovedfløj hun i en Aarrække lejede af daværende Kammerherre Grüner. Hun syslede her særlig med dramatiske Arbejder. Allerede som helt ung Pige havde hun forsøgt sig i denne Retning, og Mænd som Oehlenschläger og Heiberg havde opmuntret hende til fortsat Virksomhed. Hun indleverede ogsaa senere flere Stykker til det kgl. Teater, men ingen af dem blev antagne. Heiberg, der nærede megen Agtelse for hende, sagde engang til hende, efter at have læst et af hendes Dramaer: »De maa have læst meget!« Denne Bemærkning var i Virkeligheden baade træffende og karakteriserende, thi hendes første dramatiske Forsøg var nemlig langt mere Frugten af mange Studier end af virkelig digterisk Inspiration og friskt strømmende Sjælsliv. Det maa derfor betragtes som meget heldigt, at Frøken Arnesen nu vendte sig til fremmede Dramatikere og paabegyndte et omfattende Oversættelsesarbejde, til hvilket hun medbragte adskillige heldige Betingelser. Tidligt var hun gennem sin ældre Veninde, Sille Beyer, bleven ført ind paa Studiet af den spanske Litteratur. Nu fortsatte hun baade med denne og med den franske. Hun elskede Holberg, og meget faa har haft et fortroligere Kendskab til hans Værker. Det var saaledes ret naturligt, at hun søgte til hans store Forbilleder, særlig da Molière. Enhver, der har Sans for komisk Poesi, vil glæde sig over denne gamle Mesters Værker med de ypperlige Karaktertegninger, den fine, lette Ironi, den overlegne Satire, den varme erotiske Følelse og det fuldendt klassiske Sprog. Men næsten 200 Aar var forløbne, og endnu forelaa ingen Fordanskning af Frankrigs største komiske Lystspildigter, i hvert Fald havdes kun enkelte Arbejder. Frøken Arnesen-Kall satte sig den Opgave at give en fuldstændig Oversættelse, og hun gennemførte med lykkelig Haand sin Plan. 1869--70 udgav hun i 3 Bind den store Mesters 24 Lystspil, forsynede med Noter, Kommentarer o. s. v., alt vidnende om baade Flid og Lærdom. Arbejdet indledes med en Afhandling om »Molière og Holberg« og slutter med en anden: »Om Molières Død og Begravelse, samt om den franske og den danske Alexandriners Fremkomst og Udvikling.« Uden at djærve sig til at kalde Frøken Arnesens Oversættelse fuldkommen, kan man dog ikke andet end anerkende, at det er et i høj Grad respektabelt Arbejde, en afgjort Vinding for vor dramatiske Litteratur. Det er lykkedes hende at holde Lokaltonen, Stilen og det fint komiske Lune i Mesterens Aand, saa Oversættelsen helt igennem er ham værdig. Enhver, som i Original har læst blot ét Stykke af Molière, t. Eks. »L'ecole des femmes« eller »Le misanthrope«, vil vide, hvor vanskeligt det er at gengive et saadant paa Dansk, saa at Aand, Stemning og Tidsfarve bevares. At Frøken Arnesen paa ethvert Punkt skulde have truffet det heldigste, er utænkeligt. Der kan let paavises Brist og indre Svagheder i en saadan Oversættelse, men her bør man mindes Destouches Ord, at »la critique est aisée et l'art est difficile.« Frøken Arnesen-Kall fortjener stor Tak for sit Arbejde, som bødede paa et virkelig følt Savn. Alene denne Oversættelse maa sikre hende en blivende og hæderlig Plads i vor Litteratur.

Hun sad dog ingenlunde stadig ved Skrivebordet, gaaende op i et stille Studielivs rolige Syssel. Tidlig droges hun bort til de store Vidder, og hun ejede baade Rejselyst og mandigt Rejsemod. Kun faa danske Kvinder har set sig saa grundigt om i Verden, som hun. Foruden at have gjort længere Rejser til saa nærliggende Lande som Norge, Sverige og Tyskland, har hun endvidere til forskellige Tider opholdt sig i Frankrig, Schweitz, Italien, Tyrkiet og Orienten. Selv paa sit Stammeland, det fjerne Island, fik hun set sig godt om. Erindringerne fra Islandsfærden har hun nedlagt i 2 Bind: »Smaaskitser fra en Islandsrejse i Sommeren 1867.« I disse giver Forfatterinden helt og holdent sig selv, og det lykkes hende at sætte Læseren just i den Stemning, ud fra hvilken Værket er skabt. Man kan ikke andet end beundre den mandige Energi, hun som Kvinde lægger for Dagen paa denne anstrengende Rejse. Med Koldblodighed rider hun over »Geitlandsà« og »Nordlingafljot«, sætter gennem »Fnioskà« og »Hórgà« midt om Natten, ja, hænger tværs over et Bræt midt ude over den vilde »Bygisà«! Hun betænker sig end ikke paa et 15 Mile Langt Ridt over den øde, triste »Grimstungaheide«, hvor den tunge, sorte Fjældtaage »Mistur« ruger, og hvor hun ved en Fejltagelse fra Førerens Side kommer til den berygtede og med overtroisk Rædsel betragtede Hule »Surtshellir«; hun »svømmer« endog paa Hestens Ryg over den stridigste af alle Islands Elve, den frygtelige rivende »Blandà«. Hun fortæller lærerigt og interessant og forstaar at levendegøre sine Indtryk, saa Læseren ser det hele klart for sig: de vanskelige, stenede Fjældveje, de rivende Elvedrag, den snesjapdækkede »Kalldidalr«, Hedeørkenen og det »strenge, frygtelige Jókelbælte«, der ligger der »med alle sine bratte Skrænter, med sine hængende Iskarme og sine underlige søgrønne Furer, saa koldt og roligt som det græske Fatum over en Menneskeskæbne.«

Jævnlig slaar hendes Begejstring ud i improviserede Vers. Blandt andre Steder forherliger hun det gamle »Lovbjærg«, om hvilket det hedder:

»Lovbjærg, du hellige Plet, saa hviler jeg da paa dit grønne,
blomstersmykkede Stal, hvor Ordet, det frie, har tonet;
hvor henved tusinde Aar det klang med sin Kraft over Landet,
hvor det i Landnáma-Old blev Berømmelsens herlige Vugge,
og hvor det længere hen med vidunderlig Klarhed forkyndte,
at hverken Ildstrømmens Glød, eller Geysers knaldende Vandskud
vidner om Gudernes Vrede som Straffens dæmoniske Magter,
men at den skabende Kraft, Guds Kærligheds evige Aande,
højt over Klippernes Brag og Jordens rystende Grundvold,
uudgrundelig, herlig, i Kristendommen udgyder
Naadens lifligste Strøm, Alverdens Slægter til Frelse!«

I den Tid, Frøken Arnesen boede paa Tersløsegaard, skrev hun ogsaa Digtsamlingen: »I Sorg og i Glæde«, der maaske er hendes kendteste. Den præges, som de fleste af hendes andre Digte, af en ren og mild Aand, medens det ikke overalt lykkes hende at give de smukke og sunde Tanker en tilsvarende kunstnerisk Udformning. I samme Periode blev ogsaa de mange »Tersløseviser« til, men de optoges først i en senere Digtsamling; det er jævne smaa, oftest improviserede Viser, vel mente og uden Prætention paa kunstnerisk Rang.

[fra kap. III. Kvindelitteraturen efter 1870]

Idet vi nu atter gaar over til Omtale af de enkelte Forfatterinder, vender vi først tilbage til

Frøken Benedicte Arnesen-Kall,

der flittigt fortsatte sin Virksomhed (se Side 43) ogsaa efter 1870 i samme Spor og i samme Aand som tidligere. Paa eget Forlag udgav hun: »Gennem Kirkeaarets Evangelier« (1872), et Forsøg paa at udsætte de evangeliske Beretninger paa rimede Vers. Det er ikke det første Forsøg af denne Art. Forfatteren har i et tidligere litterær-historisk Arbejde om Vedel Simonsen paavist, at ogsaa denne i sin Alderdom havde syslet med et saadant Arbejde, men hans Løsning af denne Kæmpeopgave er kun lidet tilfredsstillende, og det er ikke gaaet Frøken Arnesen-Kall bedre. Ganske vist havde hun hengivet sig til dette Arbejde med hele sin Personlighed, men denne var ikke storslaaet eller oprindelig nok til, at den kunde præge en saadan Digtning med den Aandskraft, Dybde og Inderlighed, som kunde sikre den blivende Værd. Selv omfattede hun dette Arbejde med særlig Forkærlighed. Paa et Eksemplar til Forfatteren skrev hun endog: »Min kæreste Bog -- til« o. s. v. Ja, endnu blot en Maaned før sin Død kaldte hun det sit »Yndlingsbarn«; og dog er det afgjort et af hendes svageste. Hun dømte bestandig ganske ukritisk om dette Arbejde; men Grunden dertil er let at forstaa. Hun elskede det, fordi, som hun siger i et af sine Breve, det havde beredt hende »lykkelige, ja uforglemmelige Timer under Udarbejdelsen«. Som skønlitterært Værk er det kun af ringe Værdi. Det indledes med et ret varmt følt Digt, der dog ikke er uden Formfejl:

»Giv mig, o Herre, Beskuelsens Gave,
giv mig en Røst til at synge for dig!
Løs alt det bundne, som end er en Slave
af disse Jordkaar, som nedtrykke mig!
Væk mig af Dorskhed til Aandens Forklaren,
hæv mig fra Sløvhed i Troens Bevaren!«

Der er i Samlingen adskillige Enkeltvers, som baade er smukke og stemningsrige; men gennemgaaende fattes der virkelig poetisk Fylde og Højhed, eller, for at bruge et betegnende Udtryk af P. A. Fenger: Orgeltonen mangler! Bogen staar derimod som et ærligt Vidne om Forfatterindens varme og religiøse Sindelag, som jo ogsaa skimtes gennem alle hendes øvrige Frembringelser. Ogsaa et dramatisk Arbejde af hende fortjener at nævnes, nemlig »Robert Bruce« (1873). Med den største Sympati dvælede hun ved denne det skotske Riges Genopretter, hvis Historie hun nøje havde studeret, og varmt og følsomt har hun skrevet sit Drama, der var forfattet længe, før det udkom, og som er det eneste trykte af de mange, hun har skrevet. Længe nærede hun de mest levende Ønsker om at faa det opført, men heri skuffedes hun, som hun overhovedet altid skuffedes, naar hun skrev Dramaer. Stykket er fuldt originalt, har mange varmt følte Scener og godt udarbejdede Vers, savner heller ikke stigende Spænding og Effekt, men Sceneordningen er upraktisk, og Handlingen for stillestaaende og ensformig til at vedligeholde Interessen gennem de 5 Akter, hvoraf det bestaar. Dets dramatiske Liv er næppe kraftigt nok til, at det nogen Tid vil kunne holde sig paa Scenen. Dramaets Opgave er jo -- langt strengere end i nogen anden Digtart -- den: at livgive, hvad der dybest rører sig i Menneskesjælen. Men Frøken Arnesen-Kall var ikke begavet med særligt psykologisk Blik, hvorfor hun heller ikke ret magter de dramatiske Opgaver.

Sidste Afsnit af hendes litterære Virksomhed, fra 1872--95, har ikke mange store Værker at opvise, men til Gengæld enkelte, som hører til hendes bedste. Hun udgav i denne Periode særlig en Del Foredrag, hun havde holdt. Blandt disse skal anføres: »Fru Gyllembourg og hendes Værker«, der, trods den noget gammeldags Form og Tone, er en baade aandfuld og fint forstaaende Karakteristik; »For eller imod Kvindesagen« (1880), ubetinget det bedste, grundigste og mest moderate Indlæg, der i denne Sag er fremkommet fra Kvindehaand. Det udkom da ogsaa hurtigt i 2det Oplag. Af megen Interesse er Digtsamlingen: »Fra det stille Liv« (1883), en stor Bog, som giver adskillige Bidrag til Forfatterindens Karakteristik. I mange Aar skrev hun enten anonymt eller under det beskedne Mærke »Benedicte«. Denne Digtsamling derimod bærer hendes fulde Navn og afslører samtidig Anonymiteten, idet de fleste af hendes Arbejder anføres under Navnet paa Tittelbladet. »Fra det stille Liv« er tilegnet Biskop Martensen og er baaret af den samme milde og fredelige Aand, det samme lyse Syn og den varme Tro, som vi alt har truffet i tidligere Arbejder. Men her er baade heldigere Formevne og mere Personlighed. Betegnende for Forfatterinden er Digtet: »Mit Grantræ«, og da særlig følgende Strofer:

»Vi var i Slægt! To Nordens Børn,
foruden Blomst i Vaaren,
som voksed mellem Krat og Tjørn,
med Helteblod i Aaren,
med grønne Naales tætte Hær,
som trodsed Stormrusk og Besvær
og aldrig skifted Farve.

Hvad har vi ej tilsammen set,
o dyrebare Frænde,
Partier op, Partier ned,
der sig bestandig vende,
Poeter kom, Poeter gik,
og smaa Noveller Prisen fik,
mens vi ej skifted Farve!«

Gennemgaaende er der ikke nogen egentlig høj Poesi, udpræget Oprindelighed eller særegen Sprogkunst at finde i Frøken Arnesen-Kall's Digtning som Helhed. Men stundom støder man dog paa overraskende gode Enkeltheder, klare, sunde Tanker formede knapt og koncist. Hun skrev saaledes et Digt til Professor N. M. Petersens 70-aarige Fødselsdag, hvori hun træffende karakteriserer ham saaledes:

»En Digters Fylde og en Granskers Flid,
en Sprogets Mester, Lærer og Forsvarer,
med aabent Øje for din egen Tid,
dog hvert et Fortidsmindes tro Bevarer:
saa har vi kendt dig i de svundne Aar,
saadan du hædret af din Samtid staar!«

Smukt er ogsaa følgende Vers af »De første Sange«:

»Hvorfra kom denne Higen,
som selv jeg fatted ej,
mod Tankernes Berigen
og Bjærgenes Bestigen
ad hidtil ukendt Vej,
med Arbejdslystens rige,
vidunderlige Evne
til ej at ville vige
men modigt fremad stævne?«

Det mærkes overalt, at der staar en alvorlig Personlighed bag Ordene, selv der, hvor det ikke lykkes hende at give os ny Tanker i ny Dragt. Dybt i sig selv ejer hun den Poesiens rene Kilde, hvoraf hun øser. Var Drikken, hun skænkede os, ikke særlig stærk eller pikant, saa var den til Gengæld sund, ren og uforfalsket. Hendes Digtning har et ægte nationalt Præg, der, Forening med det religiøse, har banet Vej for den til mange beslægtede Sjæle. En priselig Fasthed er at finde deri fra først til sidst. Hun kvad ikke de Viser, som Nutiden helst gad høre, hun gjorde ingen Indrømmelser paa Bekostning af egen Overbevisning; men hun forblev tro mod sin Ungdoms Idealer, saa det er fuldt betegnende, naar hun siger, at

.... »Granbarduft og Harpikssaft
var Vidne om den stille Kraft,
der aldrig skifted Farve.
«

Foruden en velskreven Levnedstegning af sin lærde Fader: »Paul Arnesen, Islænder« (1884) udgav hun det meget læseværdige lille Skrift: »Den spanske Trilogi« (1884). Titelen er lidt vildledende. Bogen indeholder en Række grundige og livlige Studier over de 3 berømte spanske Digtere: Cervantes, Lope de Vega og Calderon, der jo er de lysende Navne, til hvilke den kraftige Opblomstring af Spaniens litteratur i det 16de og 17de Hundredaar knytter sig, samtidig med Landets voksende Magtstilling udad til. Frøken Arnesen-Kall var saa hjemmevant i denne Digtning, at hun bliver en livlig og kyndig Fører, som vi med Interesse følger, glædende os over hendes sunde Forstaaelse. Bogen er rosværdig kort og klar. Spredt i Blade, Tidsskrifter, Almanakker o. s. v. findes ogsaa en stor Del Bidrag fra Forf.'s Haand. Navnlig har »Dyrevennen« haft en varmhjertet og flittig Medarbejder i Frøken A.-K., der mangfoldige Gange med Djærvhed har talt »de stummes« Sag, ligesom hun tit med Liv har fortalt for Ungdommen talrige Smaatræk fra Dyrenes Verden, for hvilken hun altid havde et opladt og mildt forstaaende Blik. Nu og da dyrkede hun ogsaa historiske Studier og skrev endog under Titelen: »Den oldenborgske Stamme i Danmark« Kong Kristian den Førstes og Kong Hans's Historie, et Arbejde, der dog ikke har været Forfatteren for Øje, og som, saa vidt vides, kun er trykt som Manuskript. Sluttelig skal nævnes hendes »Livserindringer« (1889), et virkeligt interessant Værk, der indeholder meget af blivende kulturhistorisk Værd og giver mange Træk til Belysning og Forstaaelse af dansk Aandsliv, navnlig i Tidsrummet mellem 1820--50. Hun havde et overordentligt Litteraturkendskab, og selv de sværere Forfattere veg hun ikke tilbage for at gøre omfattende Studier hos, saaledes især Søren Kierkegaard, hvem hun kendte som kun faa, ligeledes Martensen, Rasmus Nielsen o. fl. Selv paa sine gamle Dage dyrkede hun med Flid moderne fransk Litteratur: Zola, Daudet, Flaubert, Mallarmè; men hun erkendte som sit Valgsprog, at »kun det gode skænker Personlighed«. Den overordentlig livlige, noble og elegante Skikkelse med det lysende Blik og den fine, klædelige Hovedbøjning var i sine Velmagts Dage en sjælden tiltalende Repræsentant for de danske Kvindeforfattere: aandfuld, kundskabsrig og medbringende ligesom en Luftning derude fra de store Nationer, fra udbytterige Rejser og mærkelige Udfærder. Endnu i sin høje Alderdom syslede hun med en 2den Del af sine Livserindringer; men mange Hindringer: svækket Syn, Svagheder af mange Slags og navnlig Forlæggervanskeligheder nødte hende til at opgive det, hvad der voldte hende stor Skuffelse. Endnu ganske kort før sin Død skriver hun til Forfatteren: »Det er min store Sorg, at jeg har maattet opgive dette Arbejde, som jeg saa gerne vilde have ført frem«.

Trods den høje Alder, som Frøken Arnesen-Kall opnaaede, holdt hun sig længe ung i Sindet. Hun citerer selv Mester Eckardt's Ord: »Jeg vilde sørge, dersom jeg ikke i Dag var yngre end i Gaar«. Hun havde ogsaa taget levende Del i alt, hvad der rørte sig i Tiden, og gerne havde hun villet være med at fremme al sund og god Udvikling, ikke mindst den kvindelige. Hun vilde, at Kvinden skulde vokse i Intelligens, klart Tankeliv, og at hun skulde naa frem til frit og selvstændigt Virke i Samfundet. Men nødig vilde hun, at Kvinden gik uden for sine naturlige grænser, eller at Udviklingen skete paa Bekostning af det Følelsesliv, som dog er og bliver »conditio sine qua non« for en normal Kvinde. Hendes eget lange Liv bragte hende adskillige ensomme Timer, og skønt hun havde en god Del udvortes Betingelser for Lykke, fik dog ogsaa hun sin Del af Kampe og Sorger, der imidlertid kun yderligere bidrog til at modne hendes stærke Sjæl. Som Forfatterinde var hendes Stilling temmelig isoleret. »Min Livslod er falden i Skyggen«, siger hun i sine »Livserindringer«, men Arbejdet og den dermed forbundne aandelige Fremgang var mit Livs Lyst, min Styrker og Opholder i det indre Væsen, der altid hævede mig nærmere og nærmere mod Lysets og Sandhedens Kilde«. Hun øvede en ikke ringe Gerning ogsaa i Kærlighedens Tjeneste, og hun vil blive mindet med Tak af alle dem, der gennem hendes personlige Væren og gennem hendes Ord har mærket Pulsslaget fra hendes varme Hjerte.


For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:41 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/arnesben.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free