Skønt
største Betydning som Kunstnerinde er paa et helt andet Felt end det litterære, maa vi dog ganske kort dvæle ved hende her, da hun ogsaa som Forfatterinde har ydet Arbejder af blivende Værd og gennem disse lagt en ejendommelig Naturbegavelse for Dagen. Johanne Louise Pätges blev født i København 1812 og er et Skud af en tysk Rod i dansk Jordbund. Faderen var Værtshusholder, og Kaarene i Hjemmet var kummerlige, saa det var kun mørke og triste Minder, der knyttede sig til hendes Barndom. Skønt rigt begavet, nød hun i mange Aar ingen Skoleundervisning, da Forældrene ikke havde Raad til at betale derfor. Tidlig følte hun Skam og Blusel over Hjemmets elendige Forhold. Hun havde ualmindelige Evner, og da der tillige tidligt ytrede sig en vis Stolthed i hendes Natur, var det dobbelt svært for hende at føle sig som èt med dette Hjem. Faderen, der var en svag Karakter og slet Økonom, blev med Aarene drikfældig, hvorimod Moderen, der var Jøde, besad megen Energi og Dygtighed. Fra det sørgelige Liv i Hjemmet kom Johanne Louise tilligemed en Søster til Balletskolen, hvor hun hurtig gjorde gode Fremskridt og snart vakte Beundring for sin gratiøse Dans. 13½ Aar gammel forsøgte hun sig allerede som Skuespillerinde, idet hun den 22de April 1826 optraadte paa det kgl. Teater som »Trine Rar« i Heibergs »Aprilsnarrene«. Hun gjorde stormende Lykke, ikke mindst ved sin kønne, følelsesfulde Sang. Fra det Øjeblik af fattede Heiberg en levende Interesse for hende og var hende i den følgende Tid til megen Støtte. Snart helligede hun sig helt til Skuespilkunsten, og lysere Tider oprandt for hende. I forholdsvis kort Tid naaede hun frem til at være Nationalscenens første Kunstnerinde, hvem alle sværmede for og kappedes om at bringe Hyldest. Efter et Ophold i det bekendte Wexshall'ske Hus, kom hun til den gamle aandrige Fru Gyllembourg, Heibergs Moder, som alt længe havde været hende en moderlig Veninde. 1831 blev hun Professor Heibergs Hustru. Det klinger som et Eventyr, at denne fattige Pige fra et af Hovedstadens tarveligste og i mange Henseender ulykkeligste Hjem, allerede i saa ung en Alder hæves op til at indtage Husfruens Plads i dette aandsaristokratiske og fintdannede Digterbo, hvor en Kreds af Samtidens mest udmærkede Mennesker samledes om Heiberg og hans Moder. Dog viste hun sig hurtig Pladsen voksen og indtog alle ved sin naturlige Ynde og milde Værdighed.
Hun var ikke nogen almindelig »Aladdinstype«, der paa underfuld Vis faar Lykken i Haand. Hun fremstiller sig selv (i Livserindringerne) som en naiv, uskyldig, meget alvorlig, ja, temmelig tungsindig ung Pige, der, under det kummerlige Hjems Tryk, vokser op som en lille forkuet, forskræmt og forknyt Fugleunge. Men dette er næppe ganske korrekt. Da den gamle Kunstnerinde nedskrev sine Minder, og efter det rigt bevægede Kunstnerliv saa tilbage paa Barndomstiden, viste denne sig utvivlsomt for hende lidt anderledes farvet, end den egentlig var. Vistnok har den unge Johanne Pätges som Barn været kvik og livfuld, i Besiddelse af Skælmeri og Lune; og netop denne lykkelige Natur har hjulpet hende til at bære Hjemlivets Uhygge og Kval uden at synke sammen derunder. Og saa ejede hun i rigt Maal Sympatiens Gave frem for de fleste, saa hun let og hurtigt vandt Mennesker, der med aabne Arme og kærlige Hænder kom hende i Møde. Hun besad en ualmindelig aandelig Smidighed og en særegen Evne til fortrolig Indtrængen i andres Sjæleliv; thi hun var født Psykolog. Det høje Dannelsesmaal, som hun hidtil havde været langt fra, traadte hende nu paa en Gang nær og vinkede hende fremad. Udpræget Viljes- og Flidsmenneske, som hun var, tog hun snart alle sine Evner i Brug, og hun var i høj Grad perfektibel. Desuden fandt hun i sin intelligente og kærlige Ægtefælle, saa vel som i den fintdannede gamle Fru Gyllembourg, til hvem hun bestandig stod i det hjerteligste Forhold, baade fortræffelige Mønstre og Vejledere. Efterhaanden udviklede hun sig overraskende i alle Retninger, og som scenisk Kunstnerinde er hun utvivlsomt Hundredaarets betydeligste, i hvert Fald var hun sin Tids ypperste.
Da hun stod paa sin Kunst's Højde, fik hun Lyst til at forsøge sig ogsaa paa den litterære Arena. Hendes første trykte Forsøg pegede imidlertid slet ikke i den Retning, i hvilken hun senere kom til at gaa, idet de handlede om Emner af ringe æstetisk Interesse, saaledes: »En Modeartikel«, der optoges i Heibergs »Intelligensblade« (1844) og »Om Børneopdragelse«, der langt senere fremkom offentlig i Hertz's »Ugentlige Blade« (1859). Da hun aldrig selv havde været Moder og heller ikke havde virket som Lærerinde, maatte det sidste Emne synes at ligge fjernt fra hendes Erfaring. Derimod havde hun en lykkelig Haand, da hun efter Heibergs Eksempel skrev sine to smaa Vaudeviller: »En Søndag paa Amager« og »Abekatten«. Den første opførtes midt under Krigen 1848 og modtoges med stort Bifald, hvad der gennem mange Aar vedblev at blive den til Del. Dens Indhold berettiger, kunstnerisk set, ingenlunde til den store Lykke, den gjorde. Den er i Virkeligheden saa ukunstnerisk som vel muligt. Om egentlig Handling er der jo slet ikke Tale. Det hele er en Række løse Situationer, der mer eller mindre behændigt knyttes sammen, og Stykket staar og falder med Sangene. Men det kgl. Teaters første Kræfter medvirkede, Fru Heiberg selv var fortryllende som Lisbet, og Tidspunktet for Opførelsen var særdeles heldigt valgt, idet mange, hvis Sind til daglig var mørkt og nedtrykt, som det let under urolige Krigstider bliver, følte en øjeblikkelig Glæde, en friere, løftet Stemning, ved at se det kønne lille Stykke, der virker som en kvik og munter Spøg, og dog alligevel baade gennem Øje og Øre sætter sig fast hos Tilskuerne. Dernæst har det, trods let iøjnefaldende Mangler, visse Fortrin, som absolut maatte sikre det en Yndlingsplads paa Repertoiret. Det er, hvad vi passende kan kalde, nationalt-lokalt, naivt-dansk, anslaar en jævn folkelig Tone, har kvikke Sange til smukke, iørefaldende Melodier -- og endelig -- det hele tager sig ud paa Scenen! Da det præsenterer sig som Vaudeville, kan man lettere tilgive, at Forfatterinden kun tegner Karaktererne med faa og løse Rids, og at der ikke er saa meget som et Tilløb til psykologisk Begrundelse. Hvad er t. Eks. den grædende Rasmus ikke for en unaturlig, ganske uvirkelig og tarvelig Godtkøbsfigur! Men man maa beundre, at Fru Heiberg selv har sat Sangene i Musik, har komponeret disse virkelig kvikke og kønne Melodier, der, harmoniserede af Frølich, allerede ved Førsteopførelsen gjorde fortjent Lykke. Det er ogsaa disse Sange, den lille Vaudeville kan takke for sin Succes og for den lange Række af Opførelser gennem Aarene. -- Stykket er udkommen i flere Oplag og vandt en overordentlig Udbredelse. Mest populære blev Sangene: »Min kære lille Søsters, »Lisbet, Lisbet! O, hvor er du sød og net!« »Paa Søen, naar den skummer vred« og »I Kongelunden skal Brylluppet staa«. Stykket virker forunderlig gammeldags nu med sine alt andet end naturlige Repliker. Versenes Formskønhed lader ogsaa paa flere Steder adskilligt tilbage at ønske, ligesom man stundom vil finde Tankerne noget tynde. Rasmus og Lisbet har bl. a. følgende Vekselsang:
Rasmus.
»Kom min Skat, hør Dansen kalder os!
Træd nu kønt i Rækken med mig!
Lisbet.
Slip min Haand, jeg siger: straks giv los!
Danse vil jeg nu ikke med dig.
Rasmus.
O, du grumme! vær dog ej saa haard!
kun med dig jeg danse vil.
Lisbet.
Ja, saa se, hvorledes du danse faar!
Danse med dig vil jeg ej! Nej!«
Som man ser, er det ikke den store Kunst, der øves, og naar man læser disse og flere lignende Vers, kan man nok give Phister Ret, da han sagde, at Heiberg ikke var Forf. til Stykket, der som bekendt fremkom anonymt, da han hellere »slog sin Fader og Moder ihjel, end han skrev saadanne Vers.«
»Abekatten« gjorde fra først af ikke saa megen Lykke som »En Søndag paa Amager«, men satte sig dog snart fast i Publikums Gunst og opnaaede en anselig Række Opførelser og vistnok fuldt saa megen Udbredelse. For øvrigt vandt begge Stykker Indgang i alle Samfundsklasser Landet over, og vi yngre har jo alle i vor Opvækst faaet disse Sange saaledes indsungne, at de sent vil glemmes. Af »Abekatten« var det især de tre: »Naar alle andre sover«, »Dengang jeg var i Deres Aar« og »Drik kun!« der blev mest populære. Gennemgaaende er ogsaa »Abekattens« Melodier, der, med Undtagelse af to, skyldes Fru Heiberg, smukke og livlige og slutter sig fortrinligt til Ordene. Ligesom »En Søndag paa Amager« blev ogsaa »Abekatten« særlig velkommen til Dilettantforestillinger, navnlig i Provinserne, og Bogen har oplevet ikke mindre end fem Oplag. Forfatterinden holdt gennem mange Aar med en vis Fornemhed paa sin Anonymitet, trods alle Gætninger. Man har betegnet disse den berømte Kunstnerindes beskedne Smaastykker med Navnet »Duftvaudeviller«, et Navn, der baade ærgrede og bedrøvede Fru Heiberg i hendes Alderdom, men som i Virkeligheden i ingen Henseender forringer hendes Arbejder, der jo ikke er andet end dramatisk Spøg.
Medens, som vi har set,
ikke blev nær saa stor i Udøvelsen af dramatisk Kunst i Litteraturen som paa Scenen, saa kom hun dog senere, i sit Livs Aftenstund, til at skænke os Arbejder af uomtvistelig Betydning og af endog mer end almindelig Interesse. Saaledes udgav hun i 1882: »Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg«, et fint forstaaende og i psykologisk Henseende saare interessant Livsbillede, der navnlig kaster Lys over den hidtil uopklarede og aldrig sandt forstaaede Skilsmisse mellem P. A. Heiberg og hans begavede Hustru. Fru Heiberg havde staaet sin Svigermoder saa nær og var saa indlevet med denne, at hun med sin mærkelige Evne til fortrolig Hengivenhed maatte have de bedste Betingelser for Udgivelsen af dette Arbejde, der da ogsaa vakte al ønskelig Opmærksomhed, og om hvis Paalidelighed der saa meget mindre kunde tvivles, som den hele Beretning støtter sig til efterladte Breve fra de omhandlede Personer. Det har oplevet flere Oplag og gav bogstavelig Anledning til en hel Speciallitteratur. Om muligt endnu mere klart forstaaaende og sympatetisk er den i al sin Korthed ypperlige Karakteristik af Fru Gyllembourg, hvilken Fru Heiberg skrev til Ledsagelse af 3dje Udgave af dennes samlede Skrifter 1883--84. Den giver os et sjældent godt Indblik i den gamle Fru Gyllembourgs Karakter baade som Menneske og som Digter.
Men intet andet Arbejde blev dog saa sensationsvækkende som Fru Heibergs
egne Memoirer, der under Titelen: »Et Liv genoplevet
i Erindringen« udgaves af den ansete Historiker A. D. Jørgensen
i 1891--92. De udgør 4 Bind og er af betydeligt Omfang. Forf.
har ikke alene havt til Hensigt at give os sit eget Livsbillede, men Opgaven
har tillige i væsentlig Grad været den: at værne om sin
Mands Minde, at rense det for enhver Plet og samtidig vise Efterverdenen,
at J. L. Heiberg havde lidt Uret af sin Samtid. Hun havde elsket denne Mand
over alt, hvad ikke var saa sært, og hun saa op til ham med
Ærbødighed, og vedblev at leve i Mindet om ham. Men denne hendes
store Kærlighed og Beundring har tillige gjort hende til en mindre
upartisk Dommer, og hendes Syn paa Heiberg er, som venteligt, meget ensidigt.
Vi kan heller ikke helt igennem underskrive de Domme, hun fælder over
andre, særlig over Personer, der ikke har været saa heldige at
vinde hendes Ægtefælles eller hendes eget Bifald. Nu og da vil
man heller ikke undgaa at stødes over, at Forfatterinden for
meget stiller sit eget Jeg frem i temmelig flatterende Belysning og
med Hensyn til flere Begivenheder er mindre historisk nøjagtig. Heller
ikke synes hendes Refleksioner synderlig dybsindige; men
alt dette er dog kun Smaating i Sammenligning med den virkelige Intelligens
og det psykologiske Finblik, som Fru Heiberg i dette store Arbejde lægger
for Dagen. Gennem lange Tider vil det usvækket bevare sin Anseelse
som et højst værdifuldt Bidrag til et vigtigt Tidsafsnits
Kulturhistorie i Danmark. Og saa giver det os Billedet af denne mærkelig
store Kvinde, der ikke undgaar at fængsle, selv
der, hvor hun frastøder, og hvis rige Liv er som et Eventyr, farvet
af et romantisk erotisk Skær, tegnende sig paa en Baggrund af
Menneskehyldest og Menneskeforgudelse! Stor har hun været. Hun kalder
sig selv for Dilettant i Skrivekunsten, og dog har hun ikke des mindre kunnet
berige Litteraturen med saa betydelige og tungt vejende Værker, som
de oven for nævnte, alle rige paa ægte og stor Stemning, saa
personlig stærke, at vi yngre, som ikke har set hende paa sin Kunst's
Højde, dog godt forstaar, at hun engang var Stjernen, der
lyste fra Scenen, som ingen anden har lyst, aandfuld, smuk, dragende og daarende
Romantikens entousiastiske, let henrevne Slægt.
