- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Camilla Eegholm

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   
Blandt Tredsernes mange Debutanter maa ogsaa nævnes

Fru Camilla Eegholm.

Hun blev født i København 1847 og var Datter af den bekendte Læge, Professor A. Thornam, der var en flersidig begavet Mand med varm Interesse for Litteraturen, hvori han selv forsøgte sig. Hjemmet var et Samlingssted for en Mængde intelligente Personligheder, særlig Digtere og Kunstnere, af hvilke kan nævnes: H. C. Andersen, F. L. Høedt, Bjørnstjerne Bjørnson, Topsøe, Carl Bloch o. fl. Camilla Thornam's alvorlige Natur paavirkedes tidlig af denne æstetiske Omgangskreds, og allerede som Skolepige skrev hun Noveller i Smug. Det blev dog til sidst opdaget, og meget beskæmmet maatte hun frem med sine ungdommelige grønne Forsøg. Skønt dette, i det mindste for en Tid, tog Duften af det hele Skriveri, kunde hun dog ikke kue Skrivelysten, og endnu forinden hun var konfirmeret havde hun fuldendt en større Fortælling. Den udkom i hendes nittende Aar endog paa Hegels ansete Forlag, 1866. Den hed: »Olga Lindal«, og var, trods Forfatterindens store Ungdom, ingenlunde ueffen, og navnlig er der i Fortællemaaden en Friskhed og Naturlighed, man ikke skulde have tiltroet saa ung en Pige. Ikke uden Humor og en vis djærv Gaaen paa skildrer Olga Lindal sin ældre, temmelig ubehagelige Søster, Petronella, der ligner et Fugleskræmsel. Baade hun og hendes tilkommende, Skolelæreren, er meget levende tegnede. I Scenerne med Skurken Manderstrøm er der en Modenhed og Energi, man maa beundre, naar man erindrer sig, at Bogen er skrevet næsten af et Barn. Paa god gammeldags Vis gøres der paa Bogens sidste Blad udførlig Rede for alle de omtalte Personers senere Skæbne. Det er karakteristisk, at der allerede i denne Forf.s Debut paa forskellige Steder gøres smaa Udfald mod de »lærde Damer«, noget, der siden træffes overalt i Fru Eegholms Fortællinger. Naar man ved, at »Olga Lindal« i Grunden kun er en Skolepiges Præstation, kan man ikke andet end indrømme, at den er lovende. Den pur unge Forf. maa have været tidlig moden og have læst meget, hvortil kommer en stor Aandslivlighed. Det lille Arbejde er ogsaa kun et Produkt af nævnte Faktorer, og man vil ikke kunne vente, at det skal være Budbringer for ny og vægtige Tanker eller et rigere udviklet Sjæleliv. Under Mærket L'amica skrev hun i »Illustr. Tid.« et Par humoristiske Smaafortællinger: »Hvad en stum kan fortælle« (1868) og »Udfaldet af et Indfald« (1869), begge ret kvikke og baarne af godt Humør.

[fra kap. III. Kvindelitteraturen efter 1870]

Fru Camilla Eegholm,

havde, som tidligere nævnt (S. 129), tilbragt sin Barndom og Ungdom i et udmærket Hjem, hvor Datidens kunstneriske og litterære Verden samledes. Skønt hun er en særdeles livlig Natur, var der dog i Ungdommen ligesom noget forpuppet ved hende. Hun havde vel bande Lyst og Trang til at kaste Puppen, men hun kunde ikke, og det rigtig glade og lystige Pigeliv har hun aldrig kendt, skønt Hjemmet bød paa megen Selskabelighed og Morskab. Hun syntes alvorlig og dybsindig af Karakter og elskede væsentligst litterære Sysler. Meget tidlig vaktes hendes Fædrelandskærlighed, der efter Krigen 64 gjorde hende saa bitter mod Tyskerne, at hun ikke var at formaa til at besøge deres Land. Ja, da hun engang paa Gennemrejse til sacksisk Schweitz passerede Berlin, blev hun i flere Timer siddende paa Stationen for ikke at se de tyske Pikkelhuer. 1871 ægtede hun Grosserer Eegholm, og der forløb nu en Del Aar, i hvilke hun ganske opgav litterær Virksomhed for alene at hellige sig sine Pligter som Hustru og Husmoder; hun deltog meget i Selskabslivet og foretog hvert Aar Rejser til Udlandet. Hun havde imidlertid søgt at udvikle sin Aand og sine Erfaringer; egentlig moden Kvinde blev hun først i sit Ægteskab, og der var meget at indhente fra det drømmende, indadvendte Ungdomsliv. Efter 22 Aars Hvil fremkom 1888 hendes Bog: »I det norske Lysthus«. Forfatterinden viser sig her som en fuldblods Idealist og Romantiker. Det var den litterære Radikalisme, der havde kaldt hende frem; hun mente sig kaldet til at værne om Idealer, som krænkedes. Bogen er livlig skrevet, og det ses klart, at Forf. forholder sig yderst skeptisk over for den moderne Litteratur. Det kommer ikke an paa et Navn, mener hun, men paa et Indhold. Redaktøren af »Fremtiden« ønsker kun Bidrag fra Mænd med Navn og vrager overlegent en indleveret Damenovelle; derimod modtager han med Tak og Begejstring et Bidrag fra en højt anset Professor, og saa er det netop den forsmaaede Dame-Julenovelle, som denne har faaet i Hænde, og i Betragtning af dens Værd indsmugler under sin Avtoritet; og han siger til Redaktøren: »Følg med Strømmen, naar det ikke kan være anderledes, men lad den ikke drive Dem videre, end at De altid kan naa Land; hold altid Veje aabne, at det gode, det rene, det ophøjede kan slippe ind, naar der er Chance . . . Saa stil Dem da ikke hæmmende mod det ny, der maa komme, tidligt eller sent, stop ikke Kanalerne, bort med Mudderet -- og hold Ideens Fane i det mindste gemt herinde« (i Brystet). Forfatterinden er konservativ, men ikke stillestaaende, hun hylder Fremgang og Reformer i enhver god Retning; hun støtter Kvindesagen, men holdende sig til Middelvejen, frygter hun dens yderliggaaende Konsekvenser. Hun er Modstander af »Hvad vi vil-Kvinderne« og af de lærde, meget studerende unge Damer. Hun vil, at Døtrene i Familierne først og fremmest skal være »rigtig naturlige, sande, sunde, levende Mennesker«, de skal være »unge Piger, nyde deres Ungdom, se paa Livet -- være glade og friske«. De samme Strenge spilles der paa ogsaa i de senere Bøger: »Ebbe og Flod« (1893) og »Smaa Kanaler« (1894). Førstnævnte er en rigere Bog end »I det norske Lysthus«. Man faar Indtryk af, at Forfatterinden har en levende Kærlighed til Naturen, som hun skildrer poetisk forstaaende, og hun evner ogsaa at tegne menneskelige Karakterer, om end noget ensidigt. Hun skildrer dem nemlig ikke efter psykologiske Undersøgelser, men ud fra sin egen Individualitet. Bogen byder paa 2 Typer: Den studerte, uelskværdige og udeltagende Eva og den huslige, omsorgsfulde og rare Edith. Eva er gennem Studielivet bleven kritisk, kold, stolt og ukærlig. Hun forbitrer Livet for Moderen, Søsteren og den fortræffelige Kandidat, der elsker hende, Hr. Hoyer, som lige har taget sin Eksamen med Udmærkelse. Han bryder omsider med hende og vinder den huslig hyggelige Edith. For øvrigt tror vi ikke, at Eva med sine Evner og Tilbøjeligheder tabte noget ved at miste denne i en sjælden Grad »huslige« og blødsødne Kandidat, der trods sin store Eksamen alene lægger for Dagen, at han er sin Moders kære Søn, men ikke ved en eneste Replik leverer Bevis for, at han har fortjent sit egregie. Han synes netop som skabt for Edith. Eva skuffes siden bitterligt i alle Retninger og kommer som en skibbruden til sidst i Huset hos en ualmindelig fint dannet og ædel Læge, der er næsten for sympatetisk skildret. Han bringer hende lidt efter lidt til at indse, at Studierne ikke har gjort hende til et virkelig alsidig dannet Menneske. Hun ender omsider som den fortræffelige Læges fortræffelige Hustru, og for saa vidt toner jo alt i skøn Harmoni. Figuren Oluffa er blot et mere udartet og temmelig frastødende Eksemplar af Eva-Typen og vistnok lavet »för tilfället«. Der vanker mange drøje Skoser til de rygende, drikkende og mandfolkeagtige Kvindestudenter! Alt i alt er der en ikke ringe Energi i Bogen, Forfatterinden vil noget, har Mod til at sige det, og har et Maal at stille de unge Piger for Øje. Det er utvivlsomt hendes betydeligste Arbejde. »Smaa Kanaler« er ikke fuldt saa godt lykkedes. Den har til Hovedfigur en ung Pige, som har vage, ubestemte Længsler, en uklar Higen mod det ny i Tiden, det, der muligt kan skænke hende den aandelige Frihed, hun endnu ikke kender. Hun forelsker sig i en moderne Litteratus, Repræsentant for alle radikale Nyideer: den fri Tanke, den fri Kærlighed o. s. v. Denne, Hr. Buntzen, hedder han, paavirker den unge Piges Broder saaledes, at denne forfatter en Bog, der slaar kraftigt til Lyd for alle frivole Anskuelser. Dette strider i Grunden mod hans egen inderste Overbevisning, men han gør det for at vinde Navn og Anseelse gennem den moderne Klike, der samler sig om Buntzen. »Man merkt die Absicht«! Den stortalende Fører er imidlertid kun en ganske simpel Forfører og i Grunden blottet for Aand og Overlegenhed. I rette Tid reddes dog Doris, den unge Pige, af en fra Amerika hjemkommen Onkel. Men det er utroligt, at Pigebarnet har kunnet lade sig imponere af Buntzens Talemaader, thi han er en overmaade flad Personlighed. I det hele lykkes det ikke rigtig Fru Eegholm at vække vor stigende Opmærksomhed for Personerne i denne Bog, der desaarsag kun efterlader et svagt Indtryk. De 3 nævnte Bøger har alle en tydelig Tendens, der næppe har været til Gavn for Poesien i dem. Forfatterinden har paa en Maade kastet sig ind i Dagens Strid, og hun har ført sit Vaaben og hejst sit Banner med den Kraft, hun som Kvinde ejer. Hendes Hug har dog næppe gjort synderlig Virkning, men hun har vist, at hun har Mod og Energi. I flere Aar har hun udfoldet en betydelig journalistisk Virksomhed, der i sin Helhed nærmest har været rettet mod Radikalismen. Det ligger uden for vor Plan her at komme nærmere ind paa denne, ganske vist ikke mindst betydelige Del af hendes Virksomhed. Særlig har hun været knyttet til »Avisen«, men ogsaa i »Nationaltid.«, »Berlingske Tid.«, »Nordslesvigsk Søndagsbl.«, »Aaret rundt« o. s. v. vil man finde mange Artikler, Smaaskitser og Rejsebreve fra hendes flittige Pen. Ogsaa »Dyrevennen« har hun været en varm og virksom Støtte, ligesom hun jævnlig har ladet høre fra sig i »Børnenes Julegave«, »Ny illustr. Tid.« o. fl. Som Journalist har hun mest benyttet Mærket »C. E.« Hele denne Virksomhed ligger vistnok særlig godt for hende. Hendes ildfulde Natur, omfattende Litteraturkendskab, talrige Rejser, udstrakte Bekendtskab og store Erfaring giver hende adskillige gode Betingelser. Fra 1890 er en stor Del af hendes Fortællinger og Skitser blevne oversatte til tyske Blade ved Fru Mathilde Mann, navnlig til »Die Post«, »Hamburger-Fremdenblatt« o. fl., ligesom hendes Bog »Ebbe og Flod« blev oversat 1894 under Titelen: »Ebbe und Flut«.

Fru Eegholms Liv har i de fleste Henseender været rigt og lykkeligt, og hendes sociale Position har ryddet mangen Hindring af hendes Vej. Stor Livfuldhed lyser hende af Øje, Energi af hendes hele Skikkelse, og hendes rastløse Aand fordrer Virksomhed og vekslende Indtryk. Selv i ganske smaa Skitser er der Aand og Liv, som baner dem Vej viden om. Saaledes, for at nævne et Eks., »Distancerytteren«, der 1892 var optaget i »Avisen«, men snart gik over i en Mængde andre danske Blade, samt i det tyske »Echo« og fl. Fru Eegholm har været forvekslet med Pseudonymet »Silvia Bennet« alias Fru O. Sandstrøm, født Levysohn, ja, »Katalog for Fyns Stifts Læseforenings Bogsamling« (1894) gør hende (S. 45 og S. 139) ligefrem identisk med denne, hvilken Fejl vi benytter Lejligheden til at rette.


For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:42 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/eeghocam.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free