- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Cornelia Levetzow

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

I mange Aar saa man kun den beskedne Signatur »I« paa de talrige Bøger, som Forfatterinden til »En ung Piges Historie« udsendte. Først for en halv Snes Aar siden blev det bekendt, at den Dame, som skjulte sig under nævnte Mærke, var

Frøken Cornelia Levetzow.

Hun er født 1836 i Ringkøbing og er Datter af Kammerherre D. V. Levetzow og Hustru Edle Vilhelmine Fog, og den yngste af 5 Søskende. Sin Barndom tilbragte hun i den lille vestjydske By, hvor den ejendommelige tungsindige Natur, den mørke Hede, den udstrakte Fjord og Klitternes bugtede Bræmme med den fattige Vegetation tidlig gav hendes Indre en vis vemodig Grundstemning og vistnok vakte Poesien til Live i hendes Sjæl. Tidlig elskede hun Digtekunsten og tidlig lagde hun Forfattertalent for Dagen. Dette hørte ikke til Slægtens Traditioner. Hendes Forfædre var af en gammel meklenburgsk Adelsslægt, hvis fleste Repræsentanter havde tilhørt Godsejernes Kreds, eller ogsaa Officers- og den højere Embedsstand. Fire og tyve Aar gammel debuterede Frøken Levetzow med: »En ung Piges Historie« (1860). Den slog an og vakte ikke saa lidt Opmærksomhed, og siden har den opnaaet en efter danske Forhold endog ganske ualmindelig Succes, idet den til Dato er udkommen i 8 Oplag, ligesom den ogsaa i Udlandet har fundet en enstemmig gunstig Modtagelse og er oversat paa Svensk, Tysk, Hollandsk, Fransk. o. s. v. Bogen har i kunstnerisk Henseende let paaviselige Mangler, og hverken Indhold eller Form har Nyhedens Interesse. En simpel Analyse vil vise os, at det i Virkeligheden er den gode, gamle Historie om »Askepot«, der blev Dronning, eller, om man vil, en fattig ung Piges Eventyr, berettende om, hvorlunde hun efter megen Modgang og mange Forurettelser til sidst bliver lykkelig og kommer til Ære og Værdighed. Sproget minder paa mange Steder om H. C. Andersen. Der er ogsaa stor Lighed mellem »En ung Piges Historie« og Elisabeth Martens's: »Hvad er Livet?« Begge Bøger er Jeg-Fortællinger, begge har en ung Pige til Hovedperson, og Skildringen af denne er ens hos begge. De tegner os den dydige, lidt æteriske, religiøse og altopofrende Kvindetype, der kan resignere og spagfærdig lide Uret uden at blive bitter og uden at klage. En saadan ædel Skabning med lutter ædle Tanker og Følelser kan maaske nu og da forekomme, kan maaske tænkes at være et virkeligt Menneske med Kød og Blod; men i Reglen tør den vistnok betegnes som en rara avis blandt jordbaarne Væsener med Ufuldkommenheder og Lidenskaber. Men disse Typer er ret naturligt fremgaaede af Forfatterindernes eget blide og ideale Livssyn og af en grundreligiøs Personlighed. »En ung Piges Historie«, sætter heller ikke stærke Kræfter i Bevægelse hos en; men den er underholdende i Ordets bedste Forstand. Vi føres sammen med en hel Del elskværdige Mennesker: den blide, englelige Fru Staal, Datteren Minna, den unge Pige, Marie, Bogens Hovedfigur, den gamle Professor Lange, Gehejmeraadinde Trolle, Præsten Gustav Bang, der alle er højst sympatetisk tegnede og fremtræder i hyggelige, om ikke særlige karakteristiske Rammer. Saa er der jo ogsaa en Del mindre elskværdige, over hvilke dog Undskyldningens og Humanitetens bløde Klædebon er bredt af den mildt dømmende Forfatterinde. De enkelte Personers Træk er gennemgaaende lidt vage, malede med en noget for blød Pensel. Men hvad der er absolut fortrinligt i Bogen, skildret med ligefrem forbløffende Troværdighed, er det forunderlig opløste og rent ud utaalelige Bärenschild'ske Hus, hvor alt flyder sammen uden noget forenende Midtpunkt. Lyslevende, sikkert-træffende og uden mange Ord har hun tegnet os Billedet af den unge Piges Introduktion i dette Hjem, hvis Hovedskikkelser ogsaa er fortræffelig klare, saa vi ser dem tydeligt for os ; den buldrende, krudtfuttende Oberst, den selviske, arrogante og mistænksomme Oberstinde, den lune- og fordringsfulde Frøken Amalie og den nonchalante, altid let-spottende, men inderlig godmodige Løjtnant Due. Den unge Pige, Marie, der -- som Mamsel Staal -- i dette Hjem er Genstand for utallige Ydmygelser og Krænkelser, er Idealet af en opofrende, taalmodig og engleblid Kvinde. Skildringen vækker vor Sympati, selv om vi finder, at hun er alt for spag og bly, og Bogen vil vistnok endnu længe kunne hævde sin Anseelse; den kan læses med Interesse af enhver, der ikke er enten umoden eller overmoden, eller paa Forhaand en Modstander af den gammeldags idealistiske og religiøse Livsanskuelse, Forfatterinden forfægter. Som den blide opofrende Marie handler i »En ung Piges Historie« saaledes vilde vistnok Forfatterinden selv handle under lige Omstændigheder. Enhver, der kender noget til Frøken Levetzows Liv, vil vide, at hun bestandig har bestræbt sig for at forene sin ideale Livsanskuelse med Virkelighedens Krav. Vil man ikke kunne sætte hende højt blandt de virkelige Digtere i Kunstens Rige, kan man dog ikke nægte, at hun er i Besiddelse af et fint og smukt lille Talent, og, dette bør absolut frem-fremhæves, hendes menneskelige Personlighed staar i Niveau med Talentet. Derfor er hendes Bøger sunde og opdragende, og har haft deres uomtvistelige Betydning, navnlig som læsning for unge Piger. Just dette fremhæves undertiden som noget nedsættende, men deri gør man aabenbart megen Uret. Det er altid vanskeligt at skaffe fornøden god Læsning for unge Piger, og man søger at berige vor Litteratur med Oversættelser af fremmede Forfatterinders Bøger, f. Eks. Louise Alcott's og H. S. Mackarness's, der i Virkeligheden intet har forud for de fleste af vore egne hjemlige Forfatterinders. Er det ikke nok at læse vore store Digtere, henvises der i vore Dage saa meget til de moderne engelske og franske Forfattere. Men der ligger heri en Fare. Naar man vil give den ubefæstede Ungdom Bøger i Hænde, tror vi, at de fleste Forældre og Opdragere vil tiltræde den Mening, at man hellere bør vælge saadanne, som vækker ædle Følelser og moralske Tanker, selv om de er ringere Kunstværker, end mange af de, hvis Moral er slap eller tvivlsom.

Allerede Aaret efter sin heldige Debut udgav Frøken Levetzow: »Fem Fortællinger« (1861) og »Tre Fortællinger«. En Del af de i disse Samlinger optagne Smaating var i Grunden Forfatterindens tidligste litterære Forsøg og alt skrevne før »En ung Piges Historie«. Det viste sig hurtigt, at den pseudonyme Forf. havde vundet sig en stor Kreds af Venner ved sit første Arbejde; thi de to sidstnævnte Samlinger var hurtigt udsolgte og foreligger allerede i 4de Oplag. Samme Held fulgte alle hendes Arbejder i Tredserne: »Skitser af Hverdagslivet« (1862), »Anna« (1863), »To fortællinger« (1866) og »Smaaskitser« (1869). De foreligger alle i talrige Oplag.

[fra kap. III. Kvindelitteraturen efter 1870]

Som vi har set (S. 116), fulgte et temmelig enestaaende Held den unge Forfatterinde

Frøken Cornelia Levetzow,

da hun havde udsendt sin Debut: »En ung Piges Historie«. I Halvfjerdserne var det kun lidt, hun udgav, nemlig: »Livsbilleder« (1874), der siden har oplevet flere Oplag. Denne Bog var et Særsyn midt i Realismens Vaarbrudstid, saa gammeldags og lidet virkelig, som var der intet til, der hed Aarsag og Virkning. Den første lille Fortælling: »Hvad Farmor fortalte« handler om, hvorledes en ung Pige i en Haandevending lærer at afhjælpe fattige Menneskers Savn og Nød i Stedet for at bortødsle sine Penge til kostbare Kniplinger og lign. Pynt. Den anden: »Knud Nielsen« viser, hvorledes dennes Søn, da han bliver en studeret Mand og velhavende Sagfører, mer og mer bliver fremmed for sin gamle, simple Fader. Længe skammer Sønnen sig ved ham og Forholdet er koldt og stygt; saa kommer der pludselig en velgørende Forsoning. I »Julebesøget« lærer vi at kende en ung Mand, der er Plejesøn af et rigt og fornemt Hus, men som efterhaanden bliver fremmed for Hjemmets Velsignelse, for Kærlighed og Gudsfrygt. Ved et Besøg i en Præstegaard, hvor han holder Jul sammen med en Ven, forvandles han og bliver et godt og ædelt Menneske. Alt dette er fint og kønt fortalt, men rigtignok ganske uden sjælelig Motivering. Den unge Verdensdames bratte Omvendelse, Sagførerens og den unge Mands lige saa hurtige Forvandlinger kan se meget nette ud; men i Virkeligheden gaar det i Livet anderledes til. Frøken Levetzow's Typer er ikke fra Livet. De skildrede, saa elskelige Præstefolk, vi føres ind til i »Julebesøget«, har vist næppe haft deres virkelige Forbillede ude i en rigtig Præstegaard. Men man maa indrømme, at det er kønne Idealer af Præstefolk.

I 1875 tildeltes der Frøken Levetzow det Anckerske Rejselegat. Hun fik Lov til at dele det i to Aar og tilbragte derefter i 1875 et Fjerdingaar dels i Sverig, dels i Norge og i 1876 samme Tid i Norge alene og vendte hjem beriget med mange ny og skønne Indtryk. Efter en længere Standsning udkom: »Fra det daglige Liv« (1881) hos Boghandler Reitzel, hvor ogsaa alle de senere er udkomne, og blandt hvilke vi endnu skal nævne: »Fra Vej og Sti« (1884), »Ved Daggry« (1888), »Fremtidsplaner« (1891), »Nye Dage« (1893), »Agentens Datter og Birthe Marie« (1894) o. fl. De ligner hinanden, disse Smaahistorier, smukt og fint fortalte, virkelig poetiske, men væsentligst savnende psykologiske Motiver, Kraft og Aktualitetspræg. Personerne kommer stadig, som oven for vist, ind under Forvandlingens Lov. Men det hele sker i utrolig kort Tid. Saaledes t. Eks. i »Leddehuset«, en Fortælling fra »Vej og Sti«, hvor baade den fattige Kone, Manden og den optrædende Baron bliver til ny Mennesker i Løbet af faa Øjeblikke, eller dog faa Dage. Det samme er endnu i højere Grad Tilfældet med Kontorchef Langes Frue og med ham selv i »Nye Dage«. I Løbet af ganske kort Tid, uden at man fatter Grunden dertil, forvandles Fruen fra en Verdensdame, der mister Lysten til Guld og Glimmer, og bliver et kristeligt Dydsmønster. Manden, der er stolt og forfængelig, er ganske fremmed for Kristendom, for Kirkegang og Salmesang, men ender snart med at gaa over til Konens Anskuelser. Det er en Slags Missionshistorie, underlig vemodig og tung og ikke ganske i den Aand eller ud fra det lyse Syn, som Forfatterinden oprindelig lagde for Dagen; men efterhaanden er hun mere og mere kommen ind paa at skrive saadanne smaa Omvendelseshistorier, der i visse Kredse maaske kaldes aktuelle og vistnok ogsaa vil finde deres paaskønnende Læsere. Var disse Smaaskitser mere vel begrundede, vilde de være fuldt saa tilfredsstillende. Frøken Levetzow har sin Styrke i Skildringen af den selvopofrende, blide Kvindetype, saadan, som hun første Gang viste os den i »En ung Piges Historie« hvor bande Fru Staal og Plejedatteren, Marie, er skaarne over samme Læst. Denne blide og spage Type gaar saa temmelig uforandret igen under forskellige Navne i Frøken Levetzows mange Bøger. I de fleste Tilfælde tænker og handler hun ens, stundom dog skejende lidt uden for det moralsk forsvarlige, som naar hun i »Et Offer« ved en ligefrem Usandhed paatager sig Skylden for en Broders Forbrydelse, sit eget Livs Lykke til Forlis. Det er et absolut Fejlsyn, naar det fremstilles som noget ædelt og priseligt at nedværdige sig selv for en andens Skyld. Denne fromme Kvindetype viger ogsaa blufærdig tilbage for de sig nærmende Mænd. Selv om hun elsker en af dem, dybt og inderligt, hun tør dog aldrig gøre noget første imødekommende Skridt! Ikke saa sjældent formummer denne Type sig ogsaa i en Students Skikkelse og gør ham overvættes æterisk, ja, den fordrister sig endog til at klæde sig i baade Præstekjole og Lægepels og optræder i disse Skikkelser som det ædles og sandes, som Kærlighedens og Offervillighedens mest ideale Repræsentant. Og her har vi det karakteristiske ved dette Forfatterskab, der fra først til sidst er idealistisk, hævende Hovedfigurerne op i en højere Sfære, vigende ud fra den sande Virkeligheds mange aabenbare Skrøbeligheder. Og hvor Forfatterinden fører os ind i Sorgens, Smertens og Elendighedens triste Tilværelse, spreder hun et forklarende Lys over de grelle Farver og lægger et eget fint og dæmrende Skønhedsskær over selv den mest pauvre Arnekrog. Forfatterinden vil det saaledes og føres dertil i Kraft af sin egen Individualitet, der er blid og blød og kvindelig fin og maa give sig Udslag derefter. Følger Frøken Levetzow altsaa en gammel Retnings Spor, saa er det ingenlunde, fordi hun bevidst tjener en bestemt Kunstretning, ikke fordi hun synes, at der maa smykkes paa Tilværelsen med ideale Blomster og højere Værdier paa samme Tid, som man fra anden Side søger at gøre alt saa søgnt og skønhedsfattigt, som muligt. Hun er Idealist, fordi hendes Sjæl mistrives i Uhygge og stødes tilbage fra den arbejdstunge, dagtørre og smittebærende Virkelighedsfære. Hun higer mod renere og skønnere Egne, hvor Menneskeaanden uafhængig af jordbaarne Kaar holder sin højtidsfulde Andagt i uforstyrret Stilhed. Hun evner ikke altid at give det bedste i Sjælens Dyb det mest formfine Udtryk, eller at lægge saa lødig og ægte en Værdi i sin Produktion, at den kan adresseres til den store Kunst's Helligdomme. Og dog maa der i hendes eget Sjæleliv være det, som er i Slægt med vort Folks; der maa, om end i det skjulte, være et eget Racepræg, som Folket kender som sit, et Aandsmærke, der giver hende Indgang. Thi det er lykkedes hende, frem for de fleste mandlige Forfattere, at faa Tusinder af forstaaende Læsere i Tale, ikke blot i sit Fædreland, men langt ude i de store Kulturstater. Herhjemme er der alene solgt henimod 50,000 Eksemplarer af hendes Skrifter. Det, en Digter søger, er at finde Aand af sin Aand, er at blive læst og sympatetisk forstaaet. Frøken Levetzow har haft denne Lykke, man give hende saa for øvrigt hvilken Plads, man vil, i Litteraturen.


For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:42 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/levetcor.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free