- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Henriette Dorthea Birgitte Nielsen

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Alle de i Fyrrerne debuterende Forfatterinder er forlængst døde med Undtagelse af den gamle, mere end firsindstyveaarige

Frøken Henriette Dorthea Birgitte Nielsen,

der lever i København. Hun udfoldede i mange Aar en ikke ringe litterær Virksomhed, mest i novellistisk Retning, uden dog nogen Sinde at opnaa videre Betydning. Hun stammer fra Jylland og er Datter af Forligskommissær N. C. Nielsen og Hustru Marie Benstrup paa Torup Strandgaard i Vester Hanherred, hvor hun fødtes 1815. Hendes væsentligste Udvikling er foregaaet i Hovedstaden, men hendes jydske Natur fornægter sig ikke. Tidlig følte hun sig hendraget til Poesiens Skønhedsrige og begyndte at sysle med forskellige litterære Studier. Hun læste en Mængde Digterværker og sværmede for Teatret. 1842 debuterede hun med Fortællingen: »Fanny«, der udgaves under Pseudonymet Theodora. Den vakte kun ringe Opmærksomhed hos Samtiden, var heller ikke betydelig i nogen Henseende og gled snart over i Glemselens Skyggerige. Hun tabte dog ikke Modet og snart fulgte under Mærket H. T.: »To Noveller« (1845), indeholdende »Ønsket« og »Balkavaleren«. Samtiden sværmede vel ikke meget for sødladne Damenoveller, men var dog ikke nær saa kræsen som Nutiden, naar det gjaldt om at dømme et Arbejde, i hvilket Personerne alle var konstruerede ud fra Tankens Verden og enten ligefremme Engle eller sorte Skurke. Hendes næste Bog: »To Episoder af mit Ungdomsliv« (1846) vakte mere Opmærksomhed, skønt dens Skavanker let falder i Øjnene. Fortællingen er uden Dybde, Sujettet oftere benyttet; men Forfatterinden forstaar ret tiltalende at slynge og atter løse Begivenhedernes Knuder. Hun bygger paa Erindringer og Sceneri hjemme fra det jydske Barndomshjem, og hun viser sig i Besiddelse af en levende Fantasi og Sans for det romantisk-effektfulde. Fremstillingen grænser rigtignok flere Steder det eventyrlige betænkelig nær; men det vil man finde ret naturligt, naar man tager Hensyn til det Standpunkt, fra hvilket Forfatterinden skriver og til det Skema, efter hvilket man endnu den Gang konstruerede Dameromaner. »Naar Digteren fremstiller sin Romanverden for os,« siger Forfatterinden, »udfolder han os et fortryllende Fata Morgana, hvori det jordiske vel sandt afspejler sig, men i himmelsk Belysning, som kun alt for godt lader os føle, at Romanverdenen er et Noget mellem Himmel og Jord, som vi kun halvt tilhøre.« Efter denne Oplysning kan vi ikke vente, at Begivenhederne skal være helt virkelige. Men Bogen har sine gode Sider: den er underholdende og holder Spændingen vedlige, saa Læserne med Interesse hører om den svage Moder, der, til sin Søns, Storbedrageren John Jakobsens Fordærvelse, følger ham »med en Verden af Kærlighed«, indtil de begge, i et sidste fortvivlet Forsøg paa at flygte bort fra Retfærdighedens Haandhævere, gaar til Bunds i Bølgedybet. Mindre heldig var Forfatterinden med »En af Esberns Skolehistorier« (1858) og »Esberns Skolehistorier« (1862). De sidste indledes paa højtidelig Vis med en »Undskyldnings-Epistel« og derefter følgende »Præludium« og »Ouverture«, som vækker Forventninger om en særlig udsøgt Nydelse. Men Ouverturen, som skulde stemme os forstaaende og forberedende, er i ualmindelig Grad kedelig, hvorved Interessen svækkes for det efterfølgende. Frøken Nielsen savnede egentlig ikke Blik for Virkelighedslivet; men den romantisk-idealistiske Retning, hvortil hun hørte, havde ikke synderlig Brug for den sande Virkelighed, og Forfatterinden følger simpelt hen Traditionen. Man mærker dog paa mange Punkter, at hun gør meget gode Iagttagelser, hvad tydeligt fremgaar af »Skolehistorierne« og ikke mindst af en lille Novelle fra en senere Tid, Begyndelsen af Halvfjerdserne: »Else eller ikke Else«, der giver højst naturtro Skildringer fra det daglige Liv paa Landet. Den forfinede »Fremskridtsbonde« Gregers, hans jævne, ærlige Kone og Datteren Else eller »Elisabethe«, der med Vold og Magt skal forvandles til Frøken i Følge sin Faders Vilje, er godt skildrede og har sikkert haft deres Forbilleder i det virkelige Liv. Forfatterinden har levet stille, og hendes eget Liv har ikke været hverken stærkt bevæget eller særlig rigt paa Begivenheder, og da hun har holdt sig temmelig fjernt fra det stærkt pulserende Liv uden om hende, er det ikke at vente, at dette med Klarhed skal afspejle sig i hendes litterære Produktion.

Langt mere paaskønnet blev Frøken Nielsen for sit lille kvikke, dramatiske Arbejde, Vaudevillen: »Slægtningerne« (1849). Den opførtes samme Aar paa det kgl. Teater og slog straks an, opnaaede en lang Række Opførelser og blev ligeledes i Provinserne modtaget med stort Bifald, ja, kom snart til at høre til Dilettantkomediernes faste Repertoire. Og dog var det hele kun en dramatisk Bagatel; men den blev ligesom Fru Heibergs Amageridyl, med hvilken man ikke kan undgaa at drage Sammenligning, en Succes paa Grund af den nationale Tone, der straks anslaas, naar Tæppet gaar op, og de garnbødende Fanøkvinder istemmer den bekendte Sang:

»Fanø, ak Fanø, o, hvor er du skøn!
Hvid er din Strandbred, din Bølge saa grøn.
Hvor er de Bakker, og hvor er de Skær,
hvor er det Flyvesand hvid're end her?«

Stykket satte sig fast i Publikums Gunst ved sin ejendommelig uskyldige Naivitet og ved de kønne i al deres Simpelhed tiltalende Sange, der til heldige Toner i kort Tid blev utrolig populære. Ikke blot var det Fanøsangen, der tralledes af hver en Skoledreng Landet over, men ogsaa flere af de andre vandt en næsten enestaaende Udbredelse, saaledes Vekselsangen mellem Jens og Helen: »Min lille søde Pige, jeg elsker dig saa inderlig« samt »Farvel du Hus, hvor min Fader bor« og »Lærken under sin Lyngtop brun.« Disse Sange kan man endnu høre sungne mange Steder. Det fandt ogsaa Vej til Udlandet, blev bl. a. oversat til Tysk af Advokat Fr. Stallknecht i New-York og under Titelen »Das Fischermädchen von Fanöland« opført paa det derværende tyske Teater 1862 og vandt megen Yndest.

Ellers er Frøken Nielsens Arbejder ikke meget erindrede. Hun drager ikke Linierne med den fornødne Fasthed; alle Konturer er underlig udviskede, alle Farver douce. Forfatterinden kan heller ikke siges fri for adskillig Sentimentalitet, og det skorter hende mange Steder paa sand Naturlighed, ikke mindst i Repliken. Men hendes litterære Produktion hviler paa en lys og smuk Livsanskuelse, er fremgaaet af et ægte dansk Sind og viser tilbage til en lidet ejendommelig, men elskværdig og ideal anlagt Personlighed. En langt dybere Natur var


For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:41 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/nielsheo.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free