- Project Runeberg -  Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar /
Johanne Schjørring

(1896) [MARC] Author: Anton Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Til de mest yndede og mest læste af vore Forfatterinder hører

Fru Johanne Schjørring,

der i de henved 25 Aar, i hvilke hun har virket i Litteraturen, har været ualmindelig produktiv og alt kan se tilbage paa ikke mindre end en Snes Arbejder.

Hun er født 1836 og Datter af Sognepræst til Hem m. fl. Sogne, Ludolf Krohn. Han var en Mand af den gamle Skole, streng i Former, fin og kølig i Optræden; men han var tillige en meget dannet og en meget human Personlighed, hvis storartede Gæstfrihed var kendt viden om. Han forstod at samle en stor Kreds af Venner omkring sig og kunde da være ualmindelig elskværdig, jævn og mild; og Livet i den hyggelige gamle Præstegaard havde i Grunden en ganske egen Charme, som vistnok endnu vil erindres af mange. I dette ægte patriarkalske Hjem voksede Johanne Krohn op. Som eneste Datter var hun med sin livfulde, varme og rigt begavede Natur ligefrem forgudet af Forældre, Brødre og Gæster, og der blev anvendt den største Omhu paa hendes Opdragelse og Undervisning. Men allerede i sit 16de Aar mistede hun sin Moder, og den unge Pige maatte overtage Styret som Husmoder, hvad der naturligvis paalagde hende en stor Del ikke helt lette Pligter. I en Række Aar fungerede hun nu som en altid venlig, imødekommende og gæstmild Værtinde, der gjorde alt for at bevare Hjemmets smukke, hyggelige Præg. Hun forstod den vanskelige Kunst at dele sin Tid. Trods alle huslige Forretninger læste hun en Mængde Værker, studerte endog Latin hos Faderen og skrev Digte i Smug. Men hun færdedes ogsaa meget i den ejendommelige Natur deroppe omkring Limfjordens blinkende Strøm og ude paa den mørke, vemodige Hede. Egentlig levede hun et eget lyst og friskt Friluftsliv, der tilførte hende baade legemlig og aandelig Sundhed. Sammen med sin Fader, sine to Brødre og en Huslærer, der var en vældig Nimrod, strejfede Frøken Krohn ofte viden om paa lange og højst fornøjelige Jagtture med Bøssen slængt over Akslen. Vistnok vilde hele dette ejendommelige og interessante Præstegaardsliv i Hem i hine Aar have afgivet et ypperligt Motiv for en Thomas Lange.

I Aaret 1862 blev Frøken Krohn gift med en ung meget begavet og lovende Jurist, Kandidat I. B. Schjørring, der senere ansattes som Fuldmægtig i Justitsministeriet. Det var lykkelige Aar, der nu oprandt for Fru Schjørring; hun elskede sin Mand dybt og inderligt, og hun fandt hos ham, hvad hun hidtil havde savnet: Forstaaelse af det ejendommeligste, det dybeste i sin Natur. Medens Faderen i det hele lod hende have fri Hænder og frydede sig over at se hende glad, smilende og fuld af Liv, var der dog hos ham en Skal, hun aldrig formaaede at trænge igennem, saaledes, at det blev muligt helt at aabne sin Sjæl for ham og lade ham se og kende hendes sande Jeg. Der var og er hos Fru Schjørring en vis Dualisme i hendes Natur. Paa den ene Side: den sprudlende Livlighed, Smilet og den venligste Imødekommen, Jævnhed og Naturlighed over for alle, paa den anden: Hang til Grublen over mangehaande Livsspørgsmaal, en afgjort Tilbøjelighed til dyb og isoleret Sørgmodighed, en egen Sindets Stolthed og mimosesart Finfølelse. Egentlig havde hun Lyst til at blive scenisk Kunstnerinde og ejede utvivlsomt Evner i denne Retning. Herom vilde hendes Fader dog intet høre, og som gift Kone gav hun frivillig Afkald, skønt hendes Mand gav hende Lov til at forsøge sig. Han søgte i det hele at vejlede hende til et fast Maal for de Evner, han saa, hun besad, og som han agtede højt, og han søgte at faa hende ind paa Litteraturens Felt. Hun havde imidlertid en stor Skyhed for at træde offentlig frem; hun havde levet sit drømmeagtige Liv for sig selv og kunde ikke tænke sig de lyse Syner og solgyldne Drømme lagt frem til Beskuelse for andre. Efterhaanden overvandt hun dog denne Undseelse. Hun følte mere og mere Trang til at producere, og altsaa maatte hun frem med, hvad hun havde levet og drømt i de svundne Aar.

Men de lyse og lykkelige Dage, hun havde levet, hørte brat op, og Sorgen i sin mørkeste og tungeste Skikkelse blev hendes Gæst, da hun i 1871 mistede sin trofaste Ægtefælle, paa samme Tid som hun selv laa farlig syg, svævende mellem Liv og Død; og til Fuldstændiggørelse af Smerten døde hendes gode og hjælpsomme Fader det følgende Aar. Hun var nu Enke med 2 smaa Børn, hvis Tal et Par Maaneder efter Mandens Død øgedes med endnu 1. Revet ud fra en smuk og lykkelig Samfundsstilling, berøvet sine naturlige Forsørgere, maatte hun under smaa og trykkende Forhold begynde den svære Kamp for Tilværelsen. Det gamle Ord siger jo: »Facit indignatio versum« ;*) men snarere kunde man her sige, at det var Sorgen, som gjorde Fru Schjørring til Skribent. -- Optaget af Arbejdet for Hjem og Børn, levnede Dagen hende ikke megen Tid til Studier. Saa tog hun de stille Nætter til Hjælp. Naar hun havde endt sin ofte anstrengende Gerning og bragt de smaa til Ro, satte hun sig ved Skrivebordet. Under disse Omstændigheder saa hendes første Arbejder Lyset. Det var mest Smaafortællinger og korte Skitser. Hendes Debut var: »Den tavse Mund«, en ejendommelig fint og varmt følt Historie, der optoges i »Fædrelandet«. Siden samlede hun sine første Forsøg i »Fortællinger og Skitser« (1874). De udkom paa Hegels Forlag og vandt fortjent Bifald. Fru Schjørring udgav derpaa i det følgende Tiaar: »Havets Datter« (1875), »Fra Vaar til Høst« (1876), »Rige Dage« (1877), »Flyvende Sommer« (1878), »Fem Fortællinger« (1880), »Den gamle Herregaard« (1881), »Skilles og mødes« (1882), »Esters Historie« (1884). De fleste af disse er udkomne i ny Oplag, »Havets Datter« endog i 3. Den nævnes gerne som Forf.s Hovedværk; men maaske næppe med Rette. Den højtidelige Begyndelse er stemningsfuld, og Interiøret passer godt til den gamle vestjydske Præstegaard, ligesom Naturbeskrivelserne gennemgaaende er smukke. Men selve Historien om »Filia Maris« byder intet nyt hverken i Retning af Opfindsomhed eller magtfulde Tanker, og adskilligt kunstlet vil støde det for sand Naturlighed fintmærkende Øre. Men der findes mange heldige Enkeltheder. Den unge Pige, Filia, er nydelig og fint tegnet, og den gamle Dr. Berg er en særlig ypperlig Figur. Der er i denne Bog megen Varme og inderlig Følelse, og Fru Sch. fortæller livligt og interessant. Vi faar Sympati for de skildrede Personer, medens derimod de mange Refleksioner og Aforismer ikke helt tilfredsstiller. Bogens betydelige Udbredelse viser noksom, at Forf. har det rette Greb paa at faa det store Publikum i Tale. Ogsaa i Udlandet har den gjort stor Lykke. Den oversattes paa Tysk af L. Fehr og udkom i 1886 i Stuttgart under Titelen: »Die Tochter des Meeres«, som Led i Rækken af Engelhorn's »Allgemeine Romanbibliothek« og var ledsaget af Biografi og Portræt af Forfatterinden. De største tyske Blade, t. Eks. det ansete »Kreutz-Zeitung«, bragte højst anerkendende Udtalelser om den. Den grundfæstede med èt Forf.s Ry i Tyskland, hvor alle hendes Bøger efterhaanden er blevne omplantede. »Rige Dage« staar dog i ingen Henseende tilbage for nævnte; den er endog en modnere Bog og langt mere karakteristisk for Forf. Hun skildrer nemlig her et ulykkeligt Forhold mellem Mand og Hustru, deres Kamp for at finde hinanden i sand Forstaaelse og deres endelige Sejr. Og just dette er Hovedemnet, hvortil Fru Sch. bestandig vender tilbage. I »Fem Fortællinger«, særlig i den, der hedder »Dybets Perle«, skildres den nævnte Stræben efter Forstaaelse smukt. Fru Sch. er Talsmand for den sande, dybe og ægte Kærlighed, den, der aldrig bliver gammel, men er altid ung. Hustruen maa eje sin Mand helt og fuldt og kan ikke nøjes med mindre end dette rige »Alt«, naar Ægteskabet skal kaldes lykkeligt. Stundom hører vi Toner fra en dyb, vemodig, næsten smertelig Streng klinge med i Fru Schjørrings ellers saa livlige Spil. Det skyldes sikkert den nævnte Tvehed i Forf.s egen Sjæl,. men er utvivlsomt tillige Genminder fra de tunge Sorgens Tider i hendes Liv. Det hedder i »Fem Fort.«: »Jeg tror, at Sorgen, den dybe, sande Sorg, er en Gave, lige saa udpræget som Haabet og Kærligheden« . . . . »Sorgen er en Vogter, en lønlig Ven, hvem den først har favnet, beholder den omslynget i Dage, i Aar og stundom vel for bestandig.« Betegnende for Forfatterinden er ogsaa følgende Strofer, der lægges en om flakkende Sanger i Munden:

»Hvad gavner mig derfor vel al min Sang?
Jeg synger om fremmede Glæder,
men ingen mærker i Tonernes Klang,
at sangeren lønligen græder!«

Fru Sch. har ikke sin Styrke i Karakterskildringen og den psykologiske Analyse. Ikke des mindre tegner hun ofte sine Personer med særdeles skarp Profil. Typer som Etatsraadinde Berger i »Skilles og mødes«, den lærde, men spagfærdige Ægtefælle, Sønnen, den fine, kølige og stolte, men ædle Gustav og hans Ungdomselskede, Therese, træder klart og tydeligt frem og vil mindes.

Et andet Hovedpunkt i Fru Sch.'s Produktion er hendes Pigetyper. Egentlig er der kun èn, den, hun første Gang rigtig udarbejdede i »Havets Datters, Filia Maris. Vi træffer den siden overalt i hendes Bøger, en Gang imellem med et lidt stereotypt Præg. Fru Schjørrings unge Piger er vidt forskellige fra Frøken Bjørnsen's og Frk. Levetzow's. Det er ikke de jævne, huslige, taalmodig-blide, hvis hele Liv kun synes at være Hengivelse og Liden. Fru Sch.'s unge Piger er slanke, elegante Skabninger med en superb Teint, mørke, glansfulde Øjne og en Fylde af rødlig-blondt eller gyldenblankt Haar. De ynder smagfulde Toiletter, soignerede Herrer og muntre Baller. De færdes helst i lyse, stilskønne Rum og træder dæmpet paa bløde, tykke Tæpper, der ligesom kærtegner deres smaa Fødder. Forøvrigt er de i Reglen sprudlende livlige, de ler med en høj klangskær Latter og taler i hurtigt Tempo; men i Grunden er de temmelig lunefulde, ømtaalige og over for Mændene yderst fintfølende; der er ogsaa i deres Natur en tydelig Dualisme. Snart er de svært kølige, snart »milde og varme som en Solstraale«. I deres Karakter er der tit »et Spil af Lys og dæmrende Skygge« .

En enkelt Gang præsenterer Forf. os en rigtig uvorn og stædig Afart af Hovedtypen som Jutta i »En Nutidsbegivenhed«. Denne lille mondaine Tingest ræsonnerer som den mest fuldblodige Naturalist.

I det næste Tiaar udkom: »For Vind og Vove« (1887), »Beslægtede Naturer« (1888), »Fra Jyllands Vestkyst« (1889), »En Krise« (1892), »Skiftende Tider« (1893), »Familien paa Søgaard« (1894) og »Svundne Drømme« (1895). Efter udenlandsk Mønster lader Forf. flere af disse Bøger danne Fortsættelse af tidligere. Det er stadig Forholdet mellem Mand og Kvinde, hvortil Forf. vender tilbage, og netop som i det virkelige Liv er Lykken sjælden fuldt til Stede. Der er Kamp og Søgen, og et Væld af Smerte kan gennnemstrømme Sjælene og gøre Samlivet bittert og uudholdeligt; men Forf. sætter Personerne i en Prøvelsesskole, i hvilken de lutres, og hvorfra de gaar ud som ny Mennesker, der har Sejren i Haand. Fru Sch. er optimistisk i sin Livsbetragtning. Hun tror paa, at det gode i et Menneske kan faa Overtaget, kan overvinde det onde, der bærer Straffen og Nederlaget med sig. Af denne Grund har hendes Bøger været af Betydning i Kulturens Tjeneste. Ikke egentlig Psykolog lader hun sine Personer tjene den bestemte Idé, hun vil virke for. Livssynet viser sig overalt at være idealistisk-religiøst, med Troen, Haabet og Kærligheden som Centrum. Kærligheden er for Fru Schjørring den til evig Tid stærkeste Magt. I »Fra Vaar til Høst« hedder det: » Naar jeg ikke kan tro paa noget evigt i Menneskelivet, (noget), der som en levende Traad kan fortælle om, hvortil vi egentlig stunde, kan jeg ikke udholde Livet. Kan Kærligheden ikke være denne Magt, hvad er der saa? Ungdom, Skønhed, Sorg og Glæde farer hen; kan Kærligheden ikke holde ud, hvad er der saa i et Menneskeliv, som er Livets Møje værd?« Forf. ynder ikke Kvindesagens Yderligheder. »De Kvinder, som sætte sig samme Maal som Manden,« siger hun, »er end i Nutiden Undtagelser, hvis Livsskildring tilhører en kommende Slægt.« Fru Schjørring's Hovedforkyndelse samler sig i denne Sætning: »Det, en Kvinde mest begærer, er at blive lykkelig sammen med den, hun elsker«. I denne Betragtning mødes hun med en saa moderne Forfatterinde som Fru Edgren, der ogsaa stadig vender tilbage til Skildringen af Forholdet mellem Ægtefæller, i det hele til Forholdet mellem Mand og Kvinde. Hendes Fremstilling har rigtignok det forud for vor danske Forfatterindes, at hun reflekterer mindre og forholder sig ganske objektivt til sit Stof. Men deri mødes de helt, at for dem er den sande, ægte, trofaste Kærlighed det inderligste og dybeste i Tilværelsen, en Livsbetingelse for Menneskelivets Vækst og fuldkomne Udvikling, Samlivets stærke og eneste Baand.

Fru Schjørrings hele Produktion kommer ind under Kategorien: Familielæsning. Dertil har hun bestemt den, derfor lægger hun ikke Hovedvægten paa psykologisk Analyse af sine Personers Sjæleliv, stringent gennemførte Karakterskildringer, eller er særlig undersøgende og belærende. Hun lægger derimod Vægten paa det underholdende, det jævne, det hyggelige, det fredelige og prætentionsløse. Et let godmodigt dansk Lune, Livlighed og Friskhed og dog et Stænk af Vemod, en enkelt Tone fra en dæmpet Smerte, det er det, der stemmer, rører og tiltaler i denne Forf.s Bøger. Om de er skrevne med større eller ringere Kunst, er ikke her det afgørende. Hos en virkelig folkelig Forfatter, der har vundet stort og vidt Terrain, spørges der ikke saa meget om formel Fuldkommenhed, som om. det varme, ædle Hjertelag; og der er i Fru Schjørrings Skrifter noget af vort danske Folks eget jævne og trofaste Hjerteliv! »Ja, misforstaa mig ikke«, som Bjørnson siger i »Leonarda«, »hun har sine Fejl«. Men hvilken Forf. har ikke det? Og er der i hendes mange Arbejder tydelige Brist og kunstneriske Ufuldkommenheder, saa har hun heller ikke været skaanet af Kritiken. Faa danske Forfatterinder har været Genstand for en mere overlegen og haanende Bedømmelse. Det var Synd at sige, at hun har været baaren frem af velvillige Venner, der har udbasuneret hendes Talent i Pressen. Hendes Arbejder maa altsaa have talt for sig selv hos det store Publikum; de oversættes nu i Tyskland, Holland, Schweitz, Ungarn og Amerika. Ansete Æstetikere har ydet dem deres Anerkendelse, selv en Autoritet som Fr. Scherer i Wien. Duer disse Arbejder altsaa intet, maa Smagen jo overalt være lige slet.

Foruden nævnte har Fru Sch. skrevet et dramatisk Arbejde og en Mængde spredte Bidrag, deriblandt en Række Artikler under forskellige Mærker i Bladet: »Vort Hjem«, som hun en Tid redigerede. Hun har foretaget en Del Udenlandsrejser og paa mange Maader søgt at arbejde paa sin aandelige Udvikling og Fremgang.


Forfatterens noter til ovenstående sider:
*) Harme gør en til Digter.

For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Thu Dec 20 01:12:42 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/danforf/schjohel.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free