Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann: Døden. En apokalyptisk Novellette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 133 —
Skikkelse — ligesom en af Figurerne i
Normands-dalen paa Fredensborg.
Skikkelsen mælede ikke et Ord, lukkede Munden
automatisk op — slog Kjæverne sammen igjen,
ståk den ene Haand frem og sagde:
»Passérseddel ?«
Hun rakte ham Seddelen, han saa paa den
med stive Øjne, ståk den ind i Munden, slog
Kjæverne sammen og sagde:
»Passér!«
Hun havde rigtignok tænkt sig St. Peder noget
anderledes. Men hun var glad over at være sluppen
saa nemt fra Spørgsmaal og Svar, og hun ilede
skyndsomst videre.
Saa trættedes hun; * de stakkels svage Ben
ømmede sig ved at bære hende længere — og dog
forekom det hende, at hun havde en uendelig Vej
tilbage, inden hun naade did, hvor den stærke
Lysning udstrømmede fra.
Hvad det var for en Vej, hun møjsommelig
bevægede sig hen ad, det forstod hun ikke ret og
tænkte i Grunden heller ikke over. Det forekom
hende, at den havde nogen Lighed med den lange
Herskabsallé, som derhjemme førte op til Godsets
Hovedbygning. Maaske var den dog noget længere
og endnu stivere.
Og som hun nu saa sig til Siden, opdagede
hun, at Vejen hegnedes af en underlig Slags
blomstrende Planter — en saa at sige fortløbende
Urtegaard — hvor Zwibel stod ved Siden af Zwibel
— lilla, blegrøde, lyseblaa — "Vajende langsomt
frem og tilbage — frem og tilbage — i Evighedens
milde Brise.
Luften omkring hende var næsten beklumret
opfyldt af den uendelige Blomsteraande. Og hun
blev ganske sær til Mode ved at se, hvor de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
