Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
1621.4./l4.Maj. Nr. 25.
de felgende Forhandlinga* mellem Gesandterne og Kansler Kristian Friis,
Sten Brahe og Dr. Jonas Charisius erklærede de Danske, at Danmark
af forskellige Grunde foreløbig ikke kunde tiltræde det almindelige evan
geliske Forbund, særlig var der den Vanskelighed, al Christian IV saa
maatte kræve Overledelsen af Forbundet. Nåar disse Hindringer var
fjærnede, vilde Christian IV gerne tiltræde Forbundet, men det vilde
kræve længere Forhandlinger og kunde udsættes; derimod havde det Hast
med Bremen. De nederlandske Gesandter vilde dog ikke indlade sig i
Underhandling med Danmark om Forsvaret af et bestemt Stift, med
mindre Danmark ogsaa vilde forpligte sig til at forsvare de andre Stif
ter. Det naturligste var, som sagt, at Danmark tiltraadte den alminde
lige evangeliske Alliance, der ogsaa indbefattede Forsvaret af de evange
liske Slifter. De kunde i det hele tåget ikke gaa ind paa noget, hvorved
det fri Biskopvalg i Bremen kunde præjudiceres. Christian IV lovede
ogsaa, at han ikke i Ærkebispens Levetid vilde besætle Stiftet. Under
Forhandlingerne tilbed de Danske, at deres Konge vilde give Afkald paa
alle Forbund, som han havde afsluttet, saafremt de i nogen Maade kunde
komme Generalstaterne til Skade; man havde ventet et lignende Tilbud
fra nederlandsk Side, da man fremfor alt ønskede at faa Forbundet mel
lem Generalstaterne og Hansestædeme opløst, men de nederlandske Ge
sandter erklærede kun, at Generalstaterne ikke kunde ophæve de bestaa
ende Forbund.
Med Hensyn til Generalcertifikaterne erklærede de nederlandske Ge
sandter, at disse efter indhentede Oplysninger fra de handlende vilde volde
stort Besvær og være uigennemførlige, hvorefter man fra dansk Side lod
Fordringen om dem falde. Hvad Ostindien angik, var man i Nederlan
dene villig til at stille sig venligt til de danske Ostindiefarere, men man
haabede dog, at Kongen af Danmark vilde gøre Søtog for at finde uop
dagede Lande, hvilket vilde indbringe ham stor Ære, og de gav i den
Henseende Danskeme Anvisning paa Vestindien. Derimod kunde de ikke
godt tillade de Danske at deltage i Handelen paa de nederlandske Besid
delser, da det nederlandske Kompagni havde anvendt saa store Bekostnin
ger paa Ostindien med Bygning af Fæstninger og andet og stadig maatte
underholde en stor Flaade der, hvilket det ikke kunde gøre, hvis man
helt eller delvis berøvede det dets Fordele. Generalstaterne var ogsaa
nødt til at overholde den Oktroj, de havde givet Kompagniet. De Danske
mente dog, at Fordelen ved Handelen paa Ostindien var saa slor og
Landet saa udstrakt, at Nederlænderne nok kunde unde de Danske nogen
Fordel. De Danskes Begæring om, at Generalstaterne skulde tillade de
res Undersaatter at tjene paa danske Skibe til Ostindien, i alt Fald fol
en enkelt Rejse, afsloges ogsaa, da der 14. Dec. 1617 var udstedt en Pla
kat, der forbød nederlandske Undersaatter at tjene paa fremmede Skibe 1.
1 J. P. Arend, Algemeene Geschiedenis des Vaderlands III. 3 S. 32—39
(efter Gesandtskabsrelationen i Rigsark. i Haag og Generalstafs ResoL). Chr.
IVs Skrivekal. (Nyerup, Mag. f. Reise-Iagttag. IV. 426 f.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
