Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238 1692. 15. Marts. Nr. 10.
ikke uden denne virkelige Hjælp kunde yde Kejseren Hjælpelropper eller
indlade sig ien saa vidtudseende Krig 1. De engelske og nederlandske
Ministres Modsland mod Elbtolden formindskedes ikke. Liliencron kunde
endog indberelte, at de sammen med de svenske og brunsvig-lgneborgske
Minislre havde søgt Audiens hos Kejseren og anmodei denne om ikke
at bevilge Elbtolden. De undte gerne Kongen Salisfaklion, men den
maaite skaffes paa en Maade, der ikke skadede deres Undersaatlers Han
del. Naar del fra dansk Side hævdedes, at det kun skulde være en mid
lertidig Told, mindede de om, at Christian IV i 1623 ogsaa havde paa
lagt en saadan Told paa kun 1p. Cl. og for IAar, men ikke desto mindre
havde han forhøjel den og opkrævet den lige til 16k3, da Krigen gjorde
Ende paa den 2.
Ahlefeldl og Lente fik paany Ordre til at beklage sig over de en
gelske og nederlandske Ministres Optræden, da Kongen umuligt kunde
tro, at de handlede efter Ordre, eftersom de engelske og nederlandske
Ministre i København havde udialt sig helt anderledes angaaende Elb
iolden. Hverken i England eller i Nederlandene vilde man dog love mere
end ikke at ville modsætte sig Elbtolden. Kong Vilhelm fremhævede endog,
at det var ham seiv personlig, der havde taget denne Beslutning, da Ge
hejmeraadet sikkert vilde have krævet Modstand mod Elbtolden af Hen
syn til de engelske Undersaatlers Handel, men deraf fulgte, al han ikke
seiv kunde befordre Sagen. Greven af Portland, som Ahlefeldl søgte ai
vinde for Elbtolden, gjorde ogsaa gældende, ai England ikke kunde virke
for Elbtolden, da Brunsvig-Lyneborg og andre Magter, hvis Hjælp Eng
land ikke kunde undvære, rejste saa stærk Modstand mod denz.
Den danske Gesandt i Berlin, A. W. Haxlhausen, indhereltede ogsaaT
at man i Berlin ansaa Elbtolden for uigennemførlig, da alle var bange
for, at man ikke skulde kunne blive af med den igen og al det vilde gaa
med den som med Elsflelhertolden. Berlinerhoffel henviste ogsaa til, al
Sverrig og Brunsvig-Lyneborg havde Iruel med at ville forlade de Allic
rede, hvis disse bevilgede Danmark Elbtolden. Del hjalp ikke, at Chri
stian V tilbod at give al ønskelig Garanti for, at Tolden ikke skulde blive
stedsevarende; efter den Toldrulle, som Kongen havde tilbudl 1677, vilde
Tolden ogsaa blive saa ringe, at den ikke kunde skade Elbhandelen. Der
var heller ingen Fare for, at Sverrig og Brunsvig-Lyneborg vilde forlade
de Allierede, hvis Elbtolden bevilgedes. Saa vilde Alliancen med Danmark
gaa i Orden, og Sverrig vilde da ikke vove al skille sig fra de Allierede’1.
I Wien gik Forhandlingerne nu helt i Staa. Minislrene undskyldle
sig med, at der var saa mange vigtige Sager, der skulde afgøres og ingen
1 Rei. fra Liliencron 2% 1690 (Kejseren B). 2 Rei. fra Liliencron
24/8 169 0 (Kejseren B). 8 Rei. fra C. Lente 23/& 1690 (Nederl. B); fra H.
H. Ahlefeldt 26A>, 24/io, 7/n 1690 (England B). 4 Rei. fra Haxthausen 28/s,
7/a 1690 (Brandenborg B). Chr. Vt. Haxthausen ®/e 1690 (Geh. Reg.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
