Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lindgreen, Ferdinand Ludvig Vilhelm, 1770-1842, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev han stærkt anvendt i den ham saa kjære Holbergske Komedie.
Der er næsten ikke et eneste af Mesterens Lystspil, uden at L.
har medvirket deri, snart i de ubetydeligste, snart i de største
Roller. Henrik’erne laa for ham lige saa godt som Arv’erne, hans
Gert Westfaler skal man hverken før eller senere have set Mage
til, Arlequin i «De usynlige», Chilian i «Ulysses v. Ithacia» og
Sganarel i «Melampe» nævnes som komiske Præstationer af første
Rang, men Kulminationspunktet naar han 25. Febr. 1805, da han
første Gang spiller «Jeppe paa Bjærget». I denne Rolle havde
han set Gjelstrup og bevarede trofast alle de geniale Smaatræk,
hvormed denne havde udstyret Figuren; men hertil føjede L. alt,
hvad han selv som ung havde afluret Bønderne paa «Bjærget»,
gjennemsyrede Figuren med hele sit rige Lune og vidste i et og
alt at finde det adækvate Udtryk for Jeppes mange skiftende
Stemninger, var burlesk det ene Øjeblik for at blive næsten elegisk
i det næste, men var bestandig naturtro og selv i sin Drukkenskab
omsvævet af Gratierne. I det danske Theaters Historie staar L.
overhovedet som en af de allerypperste Holberg-Fortolkere, stor i
mange Roller, uovergaaet i enkelte.
Et Talent som hans var imidlertid for rigt, til at det ikke
skulde kunne spænde over flere Felter, og derfor ser man da ogsaa
L. anvendt i de mest forskjellige Rollefag. Men hvor meget
dygtigt han end ved sin Flid og Naturtroskab præsterede, kunde han
dog i de alvorlige og rørende Roller – hvilke egentlig vare ham
langt kjærere end de komiske – aldrig drive det til mere end
Respektabilitet; hvad der her var ham imod, var hans lavstammede
Figur, hans Sprog, der ikke var tilstrækkelig urbant, og en vis
monoton Klynken, der hos ham skulde være Udtrykket for den
dybere Følelse, men som forfejlede sin Virkning, fordi den ikke
var ganske ægte. I den specifik danske Komedie var han derimod
paa sin rette Hylde; her var alt hos ham Natur og Sandhed, og
som særlig dansk – ikke kjøbenhavnsk – Skuespiller staar han
maaske uovertruffen. Med sit ejendommelige Lune, der snart var
tørt, snart sprudlende, kunde han som ingen anden spille fjollede
Knøse, ondskabsfulde Karakterer, godmodige Sladderhanke, joviale
Gamlinger og saligglade Drankere saa naturlig, til den Grad tagne
paa Kornet, at de frapperede ved deres Natursandhed og gjorde
den største Virkning. Som Exempler herpaa kan af hans omfattende
Repertoire anføres: David i «De Vonner og Vanner», Forvalteren
i «Ægteskabsskolen», Grip i «Den forladte Datter», Jacquinot i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
