Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnus (Henriksen), -1161, svensk Modkonge - Magnus (Eriksen), -1176-, Frillesøn af Erik Lam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Magt. Dernæst overfaldt han Kong Erik Jedvarsen i Østre Aros,
det nuværende Upsala, dræbte ham (1160) og gav dermed Sverige
dets Folkehelgen. M. gjorde nu sin Broder Regnald til sin Jarl
og herskede som Konge. Hans Stilling syntes ret stærk, fordi
Kong Inge i Norge var hans Svoger. Men Inge faldt i Slaget ved
Oslo (Febr. 1161), og deres fælles Halvbroder Orm maatte flygte
til M. S. A. var det til Ende med dennes Herredømme: Carl
Sverkersen rejste Svenskerne og fældede M. og Regnald ved
Ørebro. M.s Hustru var Brigida, Datter af den norske Konge Harald
Gille; tidligere havde hun været gift med den mægtige vestgøtiske
Jarl Carl Sunesen, efter M.s Fald ægtede hun den berømte Jarl
Birger Brosa (af Folkungeætten), men forlod ham atter for at ende
sine Dage i Riseberga Cistercienserkloster i Nerike.
Hans Olrik.
Magnus (Eriksen), –1176–, Frillesøn af Erik Lam, var under
den store Tronstrid ivrig Tilhænger af Svend Grade og blev i
dennes sidste Kamp med Valdemar (1157) tagen til Fange; men
Valdemar behandlede ham mildt og søgte at vinde ham ved at
give ham en ærefuld Stilling i sin Tjeneste. I Begyndelsen syntes
denne Højmodighed ikke at være forgjæves. M., der slægtede sin
Fader paa som fyrig Kriger, udmærkede sig i alt Fald paa
Vendertogene; 1167 anførte han sammen med Absalon og den unge
Christoffer Toget mod Tribsees, og paa Toget mod Pomrerne 1170 satte
han ved sin Dristighed Livet i Vove og blev kun reddet ved
Absalons Raadsnarhed. Men enten nu M. ikke saa sig tilstrækkelig
belønnet, eller han var forbitret over, at Valdemar havde sikret sin
Søn Knud Tronen, vist er det, at han tillige med Ærkebiskop Eskils
Dattersønner Knud og Carl dannede en Sammensværgelse mod
Valdemars Liv i Haab om derved selv at bane sig Vej til
Kongestolen. Planen blev imidlertid røbet, og M. flygtede til
Sachserhertugen Henrik Løve, som søgte at udsone ham med Valdemar
(1176). En dansk Sendefærd paaviste imidlertid Hertugen M.s
Brøde, men M. vilde da godtgjøre sin Uskyldighed ved Tvekamp.
Sendefærden svarede, at dansk Lov krævede Jærnbyrd, og da M.
ikke vilde underkaste sig denne, var hans Stilling hos Hertugen
svækket, og han maatte love at indfinde sig hos Valdemar, dog
med frit Lejde. Paa et Hirdstævne i Viby ved Aarhus kom M.s
Sag da for. Imidlertid vare nogle af hans Breve blevne opsnappede
og tjente som Vidnesbyrd imod ham. Absalon, som havde
Medfølelse med sin gamle Krigskammerat, søgte at redde ham ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
