Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sibbern, Frederik Christian, 1785-1872, Filosof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
være Udslaget af en Enhed, en ideel-reel Magt, der gjennemvirker
Mangfoldigheden eller det reelle, Substratet, ved deri at indorganisere
sin hele ideelle Indholdsfylde, de evige Sandheder. Som disse
maa den ideelt-reelle Magt, Guddommen, det alvirksomme, selv
være evig og allestedsnærværende, paa én Gang hævet over og
iboende i Verden, kort sagt saaledes beskaffen, at hele Tilværelsens
Beskaffenhed deraf lader sig forklare, en Forklaring, som den
enkelte Filosof i Følge S. dog ingenlunde vil kunne naa. Ogsaa
Substratet, i sidste Instans «Molekulerne», de primitive
Værenselementer, maa imidlertid, om vi skulle undgaa Dualisme, udspringe
fra det alvirksomme og vedvarende bæres oppe af dette. De ere
altsaa ikke absolute Selvstændigheder, medens man paa den anden
Side dog maa tilskrive dem en vis relativ Selvstændighed, i det
de kunne yde det alvirksomme en vis Modstand. Vel nærmest af
Føjelighed mod Romantikernes Sky for det faste kalder S. dem
ikke Substanser, men «Subsistenser». Al Væren er jo Virken,
Funktion, og til syvende og sidst Funktion af Guddommen. Deri
ligger Garantien for, at den hele Verdensudvikling til sidst vil ende
i Harmoni. Paa Grund af Elementernes relative Selvstændighed
vil Vejen imidlertid ikke altid blive ganske retlinet, og da den
hele Udvikling er at forstaa som en reel Proces i Tiden, vil den
altsaa i ethvert givet Øjeblik være uafsluttet. Vi finde derfor alle
Vegne i Verden noget «sporadisk», spredt, ufuldkomment; i den
ydre Natur, i Menneskesindet, i Staten, i Samfundet.
Mangfoldigheden er endnu ikke samlet til Enhed. De simpleste
Organisationer ere de mekaniske, hvorved f. Ex. et Solsystem danner sig
af en Urtaage; dernæst de kemiske, hvorved de sammensatte Stoffer
dannes af de enkelte. De første Organismer ere sikkert opstaaede
ved en generatio spontanea, og Mennesket er sikkert fremkommet
som sidste Led af en Række Dyreformer. De mere sammensatte
Dannelser ere imidlertid mere end direkte Resultater af de simplere,
i det det alvirkende lader en ny Fylde træde til ved enhver
saadan Sammenslutning, saa at en højere Funktion dannes. Saaledes
er f. Ex. Sjælen en Funktion af det alvirksomme og ikke af det
legemlige. En højere Funktion er atter det selvbevidste, selvbestemmende
Jeg. Disse højere Subsistenser eller Væsener have indre
Uudtømmelighed og «kunne gaa ud over deres bestemte Maadehold»,
hvorved Udviklingen kan forsinkes, og Livets Kamp opstaar.
Men i det saadanne Frihedsvæsener, som endog kunne vinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
