Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sophie, 1557-1631, Dronning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sophie, 1557—1631, Dronning, Datter af Hertug Ulrik af
Meklenborg-Schwerin og Kong Frederik I’s Datter Elisabeth (IV,
497), blev født i Wismar 4. Sept. 1557. 14 Aar gammel blev hun
1571 forlovet med sin Fætter Kong Frederik II, 20. Juli 1572
fejredes deres Bryllup paa Kjøbenhavns Slot, og Dagen derpaa
foretoges Dronningens Kroning i vor Frue Kirke. Ægteskabskontrakten
tilsikrede hende Krongodset paa Laaland og Falster som Livgeding
efter Kongens Død. Forbindelsen havde ingenlunde været sluttet
under de gunstigste Varsler; den 37aarige Fyrste havde ikke
indgaaet den af personlig Tilbøjelighed for den 14aarige unge Pige.
Ikke desto mindre blev Ægteskabet fredeligt og roligt og efter al
Sandsynlighed lykkeligt. Hun knyttede sig til ham med oprigtig
Ømhed, og han var hende trofast og hengiven. Hun blev Moder
til 7 Børn, fulgte ham paa hans Rejser igjennem Landet, deltog
med ham i Hoffets Fester og Jagtens Glæder, plejede ham ogsaa
med Omhu, naar han var syg. Hun var huslig og økonomisk,
viste ogsaa Interesser i flere Henseender, saaledes ved gjentagne
Besøg hos Tyge Brahe paa Hven og ved at opfordre Anders
Sørensen Vedel til at udgive Folkeviserne. Af aandelige
Spørgsmaal var hun dog mest optaget af Kjærlighed til den lutherske
Orthodoxi og Had til Kalvinismen, dette Djævelens Værk. Men
fuldstændig havde Kongen holdt hende ude fra alt Kjendskab til
Regeringens Anliggender, og dette havde til Følge, at hun trods
alt stod som en fremmed i Danmark, kun knyttet til dette Land
ved sine Børn og sin Ægtefælle. Da denne døde 4. April 1588,
stod hun alene og følte sig alene i sit nye Hjemland.
Men da var det ogsaa, at hun pludselig viste sig som en hel
anden end den, der kun havde været sin Konges Dronning. Næppe
havde nogen anet, at der i den hidtil saa lidet fremtrædende
Kvinde laa gjemt et heftigt Temperament og en Kampiver, der
skulde præge Danmarks Historie i de nærmest følgende Aar. Med
en vis storslaaet Ensidighed traadte hun i Skranken for, hvad hun
ansaa for sin Ret. Overbevisningen om denne blev Ledestjærnen
for hendes Færd. Og hvad hun saa som sin Ret, var at erhverve
sit Livgeding paa den fordelagtigste Maade og dernæst at kunne
vaage over sine Børns Opdragelse, faa sine Døtre gifte og
udstyrede saa godt som muligt og hindre, at hendes 2 yngre Sønner,
Ulrik og Hans, tilsidesattes for den ældste, Tronfølgeren Christian
IV. Hun udviklede i Kampen herom med Rigsraaderne og en
stor Del af Hertugdømmernes Ridderskab en bitter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
