Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sunesen, Anders, o. 1167-1228, Ærkebiskop og Skolastiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortrædeligheder og ramt af en ulægelig Sygdom (efter senere
Overlevering Spedalskhed), hvorfor han bad Paven om at fries for sit
Embede. Pavestolen indvilgede paa visse Betingelser deri (1222),
men endnu gik der over et Aar, før A. S. kunde nedlægge sin
Stav. I sin sidste Embedstid virkede han ivrigere end nogen Sinde
for Præsternes Cølibat, støttet af den pavelige Legat Gregorius de
Crescentia og Kirkemødet i Slesvig (1222). I Følge Saxo har han
dog udrettet mest ved det Exempel, han altid havde givet ved
stræng Afholdenhed, og det lykkedes ham ikke ved de ydre
Foranstaltninger at føre Cølibatssagen til afgjørende Fremgang. I
denne Tid indledede han ogsaa et nyt Afsnit af Danmarks Klosterhistorie;
tilskyndet af en dansk Discipel af den hellige Dominicus,
Broder Salomon fra Aarhus, omdannede han nemlig en af sine
Gaarde i Lund til det første danske Dominikanerkloster (1222).
Som andre af Skjalm Hvides Ætlinger var han tillige Cisterciensernes
Ven og Velgjører; foruden andre Gaver skjænkede han
saaledes Sorø Kloster sine Værdighedstegn, hvorved Abbeden fik Ret
til at bære Bispehue og Bispestav og fik Rang foran de øvrige
Abbeder. Tommerup og andre Klostre fik ogsaa Gaver; men
fremfor alt berigede han Lunds Domkapitel, bl. a. ved Oprettelsen af
2 nye Præbender, og efter hans Død fik Kapitlet hans kostbare
Bogsamling, hans Relikvieskrin og øvrige Skatte. – Trods Sygdom
varetog han Embedspligterne til det sidste, saaledes da han paa
Markederne ved Skanør forbød Handel med Relikvier og Helgenbilleder
(1223); men Modgangen knugede ham, han var allerede som
en død blandt de levende. Overrumplingen af den store Konge
paa Lyø og den paafølgende Forvirring i Landet droge ham
yderligere bort fra Verden, og i Efteraaret 1223 trak han sig tilbage
til Ivø, østligst i Skaane, hvor han næsten levede som Eneboer,
indtil Døden udløste ham fra hans Lidelser 24. Juni 1228. Han
jordfæstedes i sin Domkirke. Da Graven undersøgtes (1833), fandtes
Skelettet af en høj Mand paa lidt over 60 Aar; hans ene Ben
havde været brækket og var ved Sammenvoxningen blevet kortere.
I Lund holdt man den lærde Biskops Minde højt i Ære. Han
er da ogsaa en af Valdemarstidens ædleste og betydeligste Mænd.
Sommelius, De meritis et fatis Andreæ Sunonis (1796).
P. E. Müller, Vita Andreæ Sunonis (1830).
Saxonis Grammatici Hist. Danica, ed. P. E. Müller.
Helveg, Den danske Kirkes Hist. til Reform. I.
F. Hammerich, En Skolastiker og en Bibeltheolog.
Hammar, Kyrkan i Skåne.
Andreae Sunonis filii Hexaëmeron, ed. M. Cl. Gertz.
Nord. Tidsskr. f. Filologi 3. R. I, 135 ff.
H. Olrik, Konge og Præstestand II.
Hist. Tidsskr. 4. R. VI, 449 ff.
Hans Olrik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
