Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm, –1074, Biskop - Vilhelm, o. 1127–1203, Abbed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
selve Helligdommen, og at Venskabet mellem dem ikke des
mindre var saa inderligt, at V. ved Budskabet om Svends Død lod
grave en Grav til sig ved Siden af Graven til Kongens Lig,
hvorpaa han drog Sørgetoget i Møde og sov hen, da det nærmede
sig. Dette skjønne Sagn er dog uforeneligt med de historiske
Kjendsgjerninger. V. døde nemlig 10. Maj 1074, altsaa før Kong
Svend, der ogsaa vides at have indsat hans Efterfølger, og saa vel
Fortællingens sene Opkomst som Kirkens daværende Afhængighed
af Kongemagten gjør Svend Estridsens Ydmygelse ved Kirkedøren
meget usandsynlig; snarest har man her kun en Gjenspejling af
den gamle Beretning om Kejser Theodosius’ Kirkebod for Biskop
Ambrosius af Milano.
Script, rer. Dan. I, 378; VII, 155.
Saxo ed. Müller.
Hist. Tidsskr. 6. R. III. 602 ff.
Hans Olrik.
Vilhelm, o. 1127—1203, Abbed, af fransk Adelsslægt og født
i Paris, blev i ung Alder Kannik ved St. Genovevas Kirke uden
for Seinestaden og vakte ved sin munkeagtige Levevis Uvilje hos
sine Medkanniker, som ikke vare «regelbundne». Forgjæves vilde
de lokke ham til at blive Cistercienser i Pontigny, og da hans
Onkel og Opdrager, Abbed Hugo i St. Germain-des-Près, paa
uregelmæssig Maade fik ham gjort til Diakon, blev deres Modstand
mod V. end større. Og vel var det en Slags Sejr for V., da
Pave Eugenius III og Kong Ludvig VII gjorde Genoneva-Samlaget
til et regelbundet Kapitel, hvis Grundstamme blev Klosterbrødre
fra St. Victor (1147); men ogsaa under de ny Forhold havde han
Sammenstød med sine Omgivelser. Da en nyvalgt Prior i Klosteret
efter Sædvane havde søgt Kongens Stadfæstelse, blev V. i sin
kirkelige Iver saa hensynsløs, at han skubbede Prioren til Side og
hindrede ham i at opfylde sine Embedspligter, og dernæst brød
han Klostertugten, i det han flygtede til Pave Alexander III i Sens;
men denne sendte ham tilbage, og Klosterets Abbed idømte den
oprørske Munk Stræng Straf, der dog blev mildnet af Paven (1164).
Under sine Studier i Paris havde Absalon lært V. at kjende,
og da han ønskede at reformere det lille Samlag af Kanniker paa
Eskilsø, tænkte han, at den fyrige Franskmand vilde være Manden.
Ved Provst Saxo (XIV, 618) fik han da udvirket, at V. og 3 andre
Augustinerkanniker sendtes til Danmark (1165). Valdemar I og
Absalon modtog dem i Ringsted, og V. blev nu Abbed for
Klosteret paa Eskilsø. Kuede af Kulde og Armod vendte V.s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
