291 |
1761—1821, Præst, Digter, fødtes 26. Jan. 1761 i Stavanger af Forældrene, Regimentsfeltskær Sigismundus Z. og Mette Christine f. Magnus. Faderen døde, da Sønnen laa i Vuggen, og Moderen, der som Enke ægtede Apotheker Andreas Bosse, døde, da han var 11 Aar gammel. Stedfaderen var god mod ham og føjede hans Lyst til at studere. 1775 kom han i Bergens Latinskole, havde som andre fattige Skoledisciple Kostdage, bl. a. hos J. N. Brun (III, 145), der snart kom efter hans digteriske Anlæg, fattede Interesse for ham, blev hans faderlige Ven for bestandig og fik stor Indflydelse paa hans Udvikling og hans Syn paa Livet og hvad den bevægede Tid førte med sig. 1780 blev han Student og havde allerede da optraadt som Poet. Han maatte strax efter
292 |
Det skyldes vel ikke mindst J. N. Brun, at Z. tidlig var at finde mellem de mest udprægede norske Patrioter, om han end aldrig sluttede sig til de politiske Opponenter eller paa anden Maade lagde nogen fjendtlig Stemning mod den danske Konge og Regeringen for Dagen. Da han anden Gang var i Kjøbenhavn, søgte han med Jonas Rein og nogle andre at gjenoplive norske Selskabs Traditioner, og skulde nogen Digter her have Betingelserne, saa maatte det være Z., denne «Glædens Sanger» med de harmløse Viser, der have haft saa vanskeligt for at dø. Han var en ægte lyrisk Natur, saa Livet fra den lyse Side, glædede sig over Tilværelsen og sang sin Glæde ud. Om hans nationale Sange er der sagt, at de manglede J. N. Bruns Kraft og Claus Frimanns folkelige Tone, men han var dog beslægtet med dem begge, og med disse, Edvard Storm o. a. har han været med at fremkalde det Billede af den norske Odelsbonde, der skulde faa en langt større Betydning, end han og de anede. Det var som Kongens trofaste Mand, Z. priste den norske Bonde, og i Konservatisme og Fjendskab mod Revolutionstidens Ideer gav han J. N. Brun intet efter. De sidste 30 Aar af sit Liv tilbragte han paa Landet, blev her helt og holden Bondens Ven og med Claus Frimann en Almuens Sanger. Forskjellen mellem dem er dog betydelig, og Z. taler i sine «Sange for den norske Bondestand» (1795) mere som Præst og Moralist end som Digter, og man maa vel i det hele sige om ham, at hans Poesi er svag, naar han kommer uden for den muntre Visedigtning. Han har leveret adskilligt i den beskrivende Digtart, nogle Salmer i evangelisk-kristelig Salmebog og et Par — meget uheldige — satiriske Stykker.
I de 20 Aar Z. var Præst paa Stavangerkanten, havde han rig Anledning til Deltagelse i det højere Selskabsliv i sin Fødeby, da han var besvogret med dens mægtigste Familie, Kielland. Selskabslivet var her rigt paa materielle Nydelser, og Z. var altid færdig med sine Lejlighedssange, som man satte stor Pris paa. At den megen Selskabelighed kunde sætte sine Mærker paa en
293 |