Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eskil, -1181, Ærkebiskop i Lund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sendebud overgaaet Udplyndring, og at Kongen
ved samme Tid anerkjendte den af den skismatiske
Pave gjenindsatte Biskop i Slesvig, Aage (I, 7),
hvem Ærkebispen derefter lyste i Band. Stor var
Forbitrelsen paa begge Sider, Ærkebispen truede
med en Kirkefejde, Kongen besvarede denne Trusel
med at bemægtige sig Ærkebispens befæstede Gaard
ved Roskilde; derover tabte saa E. Modet, og da
han sagtens har erkjendt, hvor ene han stod med
sine Anskuelser, i det foruden Kongen de fleste
af Landets Bisper nu hyldede Pave Victor, bestemte
han sig til at forlade Danmark (1161). I de 7 Aar,
han derefter opholdt sig dels i Clairvaux og dels i
Sens hos den ligeledes landflygtige Pave Alexander,
og i hvilke det bl. a. faldt i hans Lod at indvie
Sveriges første Ærkebiskop, Stephan (1164), foregik
der imidlertid et Omslag hos Kong Valdemar, i det han
efter Pave Victors Død (1164) nærmede sig Alexander;
dog om at lade Ærkebispen komme tilbage var der endnu
ikke Tale. Først efter at Pave Alexander 1166 havde
bedet Kongen at tilbagekalde E. og havde opfordret
Biskop Absalon og de andre Bisper til at arbejde for
den samme Sag, kunde E. i Foraaret 1168 atter betræde
sit Fædreland.
Det er næppe tænkeligt, at de 7 Aars Landflygtighed
var gaaet sporløst hen over E.; tørste efter
Kongeblod, som Valdemar under det sidste Sammenstød
havde sagt om ham, gjorde han sikkert ikke mere; han
havde lært at bøje og indordne sig. Efter hos Paven
at have støttet Valdemars Bestræbelser for at faa sin
Fader kanoniseret foretog han 25. Juni 1170 i Ringsted
den højtidelige Skrinlæggelse af Knud Lavards Ben og
kronede ved samme Lejlighed Valdemars ældste Søn. Det
følgende Aar var han med paa et Tog til Venden;
skjønt godt til Aars var han altsaa endnu langt
fra at være affældig. Alligevel længtes han stærkt
efter Klostercellens Ro, bort fra det bevægede Liv,
han maatte føre, og rettede, rimeligvis under et nyt
Ophold i Clairvaux (1174-76), en Anmodning til Paven
om at maatte nedlægge sit Embede, men fik Afslag. I
Begyndelsen af 1176 indskibede han sig i Frankrig og
landede efter en stormfuld Overrejse i Ribe, hvor
han fik Besøg af sine Dattersønner Carl (III, 365)
og Knud. Disse havde under Bedstefaderens Fraværelse
indladt sig i en Sammensværgelse om at rydde Kong
Valdemar af Vejen og fik nu, medens de vare i Ribe,
Budskab om, at deres Foretagende var røbet for Kongen,
hvorefter de flygtede til Sverige. E., som holdt meget
af dem, blev i høj Grad bedrøvet over deres Flugt;
det fortælles endog, at han fik et Slagtilfælde og
mistede Mælet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
