Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik II, 1534-88, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Biografer vide at lægge ham til Last. I Korthed sammentrængt:
en djærv, sund og heftig Natur, uden glimrende Evner, men med
Kjendskab til sin egen Begrænsning og Sans for at vælge og underordne
sig sine Raadgivere.
Syvaarskrigen (1563-70) giver os et klart Billede af Kongens
Karakter. Hans store Kongetanke er Sveriges Erobring og
Fornyelsen af Unionen. Han begynder da Krigen imod Rigsraadets
Vilje, uden tvingende Grunde, selv leder han det første Felttog,
men siden holder han sig tilbage og overlader Anførselen til andre.
Med enkelte Undtagelser er han heldig i Valget af sine Mænd, en
Herluf Trolle, en Daniel Rantzau, en Frands Brockenhuus. Nu
overtager han selv den indre Styrelse, men da Vanskeligheder fra alle
Sider taarne sig op imod ham, da Pengenøden bliver uoverkommelig,
da Misfornøjelsen i Landet stiger, og dunkle Rygter om Oprør dukke
frem, kalder han Peder Oxe, den frygtede og hadede, men utvivlsomt
dygtigste af Datidens danske Statsmænd tilbage fra Landflygtigheden,
og i hans Hænder lægger han hele Ansvaret og Styrelsen.
Henimod Krigens Slutning lader han sig forlede af sin heftige
Stemning til at true med at nedlægge Regeringen, men det bliver kun
ved Trusler, og han opnaar ikke derved nogen Forøgelse af Kongemagten.
I hans private Liv møde vi de samme heftige Tilløb, som
ende i Sandet. I saa Henseende er hans Forhold til Anna Hardenberg
betegnende. For hendes Skyld kommer han ikke til Faderens
Dødsleje; han ophøjer den gamle Eiler Hardenberg til Rigshofmester,
men lader ham igjen falde, som det synes i Unaade og paa Grund
af hans Modstand mod Kongens Giftermaal med Broderdatteren; imod
sin Moder viser han en kold og uvenlig Holdning, thi hos hende
tjener Anna, og hun modarbejder Forbindelsen mellem Kongen og
hans elskede. Men han vover heller ikke det dristige Skridt at
tage Anna til sin Hustru, og endelig falder han til Føje. Efter
mange lunkne og utvivlsomt halvt modvillige Forsøg paa at finde
en Hustru blandt Evropas Fyrstinder ender han med – som 37aarig
Mand – at formæle sig (20. Juli 1572) med sin Fasters Datter, den
15aarige Sophie af Meklenborg. At denne Forbindelse ikke er
fremkaldt af Kjærlighed, men at han her har givet efter for sin
Slægts Tilskyndelser, turde tydelig fremgaa af den store Forskjel
i Alder mellem ham og Sophie og af den pludselige og uventede
Maade, hvorpaa Forlovelsen fandt Sted. At Ægteskabet ikke desto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
