Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høegh-Guldberg, Ove, 1731-1808, Statsmand og historisk og theologisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Christian VII’s tiltagende Aandssvaghed kunde kaldes Statens Regenter,
Arveprinsen og Enkedronning Juliane Marie. Vistnok ere
Forholdene i den Guldbergske Styrelse endnu ikke tilstrækkelig
oplyste. Han har selv senere undertiden let af, at man gav ham
Ansvar for Beslutninger, hvori han slet ingen Del havde haft, og
han har i sine Breve talt om Forholdsregler, han gjærne havde
villet sætte igjennem, men uden at det var lykkedes ham. Vitterlig
raadede A. P. Bernstorff for den udenrigske Styrelse fra 1773-80;
Schack-Rathlou havde i mere end én Retning meget at sige; den
ældre Schimmelmann, om hvem en samtidig Statsmand, Grev Osten,
i Aaret 1776 skrev, at han nu «var det store Hjul», havde indtil
sin Død 1782 den afgjørende Mening paa det finansielle Omraade,
og G. følte selv, at der maatte tages stærkt Hensyn til hans Ønsker.
Det vilde under slige Forhold være meningsløst at opstille G.s Magt
som jævnbyrdig med den, Struensee havde udøvet. Men det var
dog fuldt berettiget, naar man allerede snart efter dennes Fald
mente, at den, som det synes, ubegrænsede Tillid, G. fandt hos
Enkedronning Juliane Marie og Arveprinsen, i det hele og store
gav ham mere Indflydelse end nogen anden enkelt Mand, og det
var ved Siden deraf umuligt at tage fejl af, at han spillede en
vigtig Rolle i de forskjellige Direktioner og Kommissioner, hvori
han havde Sæde. Allerede 1773 omtalte Grev Osten ham i et Brev
som den, der raadede for «Regn og Solskin», og Schimmelmann
betegnede ham et Par Aar senere som en Mand, hvis Venskab
nødvendigvis maatte kultiveres; men han fik stedse større og større
Raaderum. Han angav selv senere i et Privatbrev, at han først
fra Sept. 1783 «indflød med fuldstændig Virksomhed», d. v. s. blev
eneraadende paa det finansielle og økonomiske Omraade; men i
andre Retninger var han det vitterlig allerede tidligere. Bernstorffs
Fald i Nov. 1780 (s. II, 146) var et slaaende Vidnesbyrd derom.
Paa flere Punkter var der store Modsætninger imellem dem, blandt
andet netop ogsaa, hvad den ydre Politik angaar. Hvor stor Betydning
Bernstorff end tillagde Ruslands Venskab, holdt han dog
tillige et godt Forhold til England for nødvendigt, G. derimod mente
i den Grad at maatte anse Rusland for den vigtigste Forbundsfælle,
at han udtalte: «Danmark trænger ej til England». Medens Bernstorff
derfor i Aaret 1780 kun nødig gik ind paa en væbnet Nevtralitet
i den Form, som Rusland vilde have, fordi Venskabet med
England let kunde bringes i Fare derved, fandt G. intet betænkeligt
derved, og han gav paa denne Tid endog bag Bernstorffs Ryg den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
