Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann, Bernhard Severin, 1789-1862, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endte han ogsaa sin Forfatterbane med et ligeartet, nemlig Æventyrdigtet
«Guldæblet», der udkom 1856.
Faa sin 70aarige Fødselsdag, 28. Maj 1859, modtog den gamle
Digter de smukkeste Beviser paa den Yndest, hvori han stod hos
hele det danske Folk. Unge Kvinder overrakte ham et skjønt
forarbejdet Guldhorn, der var prydet med Figurer fra hans mange
Digterværker. At Kvinderne her vare de mest fremtrædende, som
Mændene ved Oehlenschlagers Jubilæum, turde være ret karakteristisk;
thi skjønt den danske Poesi ikke udmærker sig ved særlig
Virilitet, er der dog faa Digtere, der i den Grad have forstaaet at
udvikle Folkets Smag for det kvindelige i Poesien og i Livet som I.
Denne takkede i et smukt «Jubeloldingsdigt» for den Hyldest, der
var vist ham, og satte «den Krans», Folket havde rakt ham, atter
paa Folkets Hoved; thi det var dettes Kjærlighed, som havde forgyldt
hans Harpes Strænge, og «dens Sangbund havde været udspændt
over Folkehjærtets Dyb».
Fra nu af skrev I. med Undtagelse af et Sørgedigt over C. H.
Bredahl, for hvem han (uagtet den dybe Differens i deres Verdensanskuelse)
altid havde vist sig som en trofast Ven, meget lidt af
Poesi, men arbejdede med Interesse paa sine Livserindringer,
«Levnedsbogen», der, hvis den var bleven færdig, maatte være
bleven et bindstærkt Værk. Nu udkom kun Begyndelsen, der
indeholder Barndoms- og Drengeaarene, efter hans Død, 24. Febr.
1862. Til sin Bortgang fra Verden var I. sikkert forberedt som
faa. Ikke længe før den indtraf, oplæste han for en af Husets
Veninder Digtet «Den hemmelighedsfulde Port». Det skildrer,
hvorledes Menneskelivet kan sammenlignes med den mørke Stue,
hvori Forældrene efterlade Børnene, naar de paa Juleaften gaa
ind for at tænde «Træet», og slutter med følgende Vers:
«Gik Fader alt ad Døren ind,
gik Moder ind med Slør om Kind,
gik Søster selv og Broder,
forsvandt de alle uden Lyd,
de smaa dog véd, der bliver Fryd
hos Fader og hos Moder.
Og aabnes Døren helt til sidst,
saa véd de, Jesusbarnet vist
har bragt dem Julegave,
saa se de – hvad de troede før –,
vidunderlig bag aabne Dør
staar Juletræets Have.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
