Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Så ser hun Kaja Grøndals lyse kjole dække
busken; en stor buket og parasol i fuglenes
sted; en ung man i marine-officers uniform med
hænderne fulle af blomster? Hun kænte ham
ikke. Nu fik Kaja øje på henne, og enten
Tora inbilte sig det, eller Kaja virkelig sa:
»der er hun!« — marine-officeren så nu på
Tora. Siden holdt han øjnene ufravendt
heftede i hennes; disse øjne lo og stak. Kaja
Grøndal vilde holde ham tilbake og sakkede
agterut; men han gik bestandig fræm, stansede
ikke engang ved trappen, men gik op på den
og videre, uten at hans øjne et eneste blink
slap hennes. Hun kunde ikke røre sig. Den
store støj ved vinduet, kaste-bygen, som
løftede fru Grøndals slør og truede med at krænge
hennes parasol, bøjningen af buskene, susenen
i trærne, . . . hun så det, hun hørte det, men
fjærnt. Hun kunde ikke rigtig fatte det, ikke
føre det tilsammen; en besynnerlig mathed kom
over henne, især i knærne; de vilde ikke bære.
Da skrek pigerne forskrækkelig op og kom
i flok styrtende mot døren; så støtte lian
døren helt op med foten. Dette kænte hun som
frisk luft; som om nogen tok og støttede under
henne. Men så længe han stod der, kunde
hun ikke komme bort, skønt hun havde lyst;
hun måtte stå.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
