Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
SVEIN JARL
mere end almindelig ivrig, og jeg vilde blot ønske, at hun kunde følge sin Søn
af Gaarde med lige saa stor Stolthed som hun nu fører ham ind: men jeg aner,
at hvis det skal ske, da maa de, der lægge sig ud for den Sag, hverken spare Gods
eller Liv, thi Olaf binder an mod en stor Overmagt, og udsætter sig baade for
Danekongens og Sviakongens Vrede, om han holder saaledes ved. Sigurd satte
sig nu ned, lod Skoene drage af sig, og tog i deres Sted Karduans- Støvler paa med
gyldne Sporer; Kappen og Kjortelen ombyttede han med Silkeklæder og en
Skarlagenskaabe, omgjordede sig med et prægtigt Sverd, satte en forgyldt Hjelm
paa Hovedet, og steg til Hest. De fleste Arbejdsfolk sendte han bort i Bygden,
men tog med sig 30 blandt de meest velklædte og red hjem, ledsaget af dem.
Da han red ind paa Gaarden foran Stuen, saa han Olafs Merke eller Banner nærme
sig paa den anden Side; Olaf selv red lige efter det, ledsaget af 120 vel udrustede
Mænd. Paa Gaardspladsen mellem Husene stode ogsaa Mænd opstillede. Sigurd
hilsede allerede fra Hesten sin Stifsøn Olaf og bad ham ind til Drikkegilde; Aasta
gik ud til ham, kyssede ham, bad ham at forblive hos dem, og sagde at alt det
Land og alle de Folk, hun kunde skaffe, stode til hans Tjeneste. Kong Olaf takkede
hende for hendes venlige Tilbud: hun tog hans Haand og førte ham ind i Stuen
til Højsædet. Kong Sigurd gav Befaling til at tage vare paa deres Klæder og
fodre deres Heste; derpaa gik han til sit Højsæde, og der holdtes nu et prægtigt
Gjestebud.
Olaf havde ikke været længe hos Sigurd, førend han en Dag kaldte ham, Aasta
og Rane til Samtale og Raadslagning. Han forestillede dem, hvorledes han nu i
lang Tid havde ligget paa Tog i fjerne Lande, uden at have andet at holde sig selv
og sine Mænd med, end hvad de ved Sverdet kunde vinde; derimod havde
udenlandske Høvdinger underkastet sig hans fædrene Besiddelser, uden at bryde sig
synderligt om Harald Haarfagres Ætlinger. Hans Hensigt, som han længe havde
næret, var nu den, at gjøre Paastand paa sin Fædrenearv, uden enten at spørge
Danekongen eller Sviakongen derom; han vilde vinde den ved Odd og Egg, og
i dette Øjemed forlange sine Frænders og Venners Hjelp; enten skulde han komme
i Besiddelse af hele det Rige, Olaf Tryggvessøn havde behersket, eller falde paa
sin Fædrenejord. Almuen, meente han, vilde nok gjerne afkaste fremmede
Høvdingers Aag, naar kun de, som den havde Tillid til, satte sig i Spidsen. Hans
Bøn var nu til Sigurd, at han vilde staa ham bi med Raad og Daad; han havde
hidtil ikke aabenbaret denne Sag for nogen anden, thi ingen var forstandigere
end Sigurd og kunde bedre raade ham, hvorledes han skulde tage Sagen fat, om
han nemlig strax skulde træde frem for Mængden, eller først i Stilhed føie sig
for hos enkelte af de fornemmere og visere. Han haabede og, at det nu skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
