Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
OLAF HARALDSSØN
at han ej vilde tage Grette i sin Tjeneste, da han, som han sagde, var en til Ulykke
bestemt Mand. Grette maatte rejse tilbage til Island, hvor de indebrændtes Fader,
Thore Skeggessøn, fik ham paa Althinget gjort til Skogarmand eller fredløs, og
i henved 20 Aar fristede nu Grette et saadant omflakkende farefuldt Liv, som
Gisle Surssøn og andre slige fredløse Mænd, der ej vare heldige nok til at kunne
slippe fra Landet. Hvis han havde kunnet holde sig i 20 Aar, vilde hans
Fredløshed derved være ophævet, men netop i det 20de Aar blev han, vanfør af et
Saar, han selv var kommen til at tilføje sig, lumskeligen overfaldt paa Klippeøen
Drangø i Skagafjorden, og dræbt. Hans Drabsmand maatte dog forlade Landet,
og begav sig til Constantinopel. Men Grettes Broder Thorstein, der levede i Norge,
fulgte ham i Hælene, for at tage Hevn over ham. De lode sig begge optage i
Væringernes Skare, men desuagtet fandt Thorstein Lejlighed til at dræbe ham, uden
Hensyn til den Fare han derved, ifølge Væringernes strenge Love, udsatte sig for.
Han blev ogsaa fængslet, men det lykkedes ham dog at komme paa fri Fod, efter
hvad der fortælles, ved en fornem Kvindes Mellemkomst, der havde fattet Godhed
for ham1.
Foruden de allerede omtalte offentlige Gaver, som Olaf sendte til Island, og
foruden den Venlighed, han i Almindelighed viste Islændingerne, naar de besøgte
ham, sendte han ogsaa Høvdingerne enkeltviis store Foræringer, som Beviis paa
sit Venskab for dem, og skjenkede flere af dem Tømmer til de Kirker, som de
paa egen Bekostning vilde lade opføre paa deres Gaarde. De sendte ham da ogsaa
slige Gaver til Gjengjeld, som de især troede at han fandt Behag i. Men, siges
der, under disse Venskabsbeviser, der saaledes fra Kongens Side bleve
Islændingerne til Deel, boede der mangt og meget, som siden aabenbarede sig. Dette
viste sig i Aaret 1024, da Olaf formodentlig har anseet Gemytterne tilstrækkeligt
forberedte paa, hvad han nu agtede at komme frem med. Til at overbringe sit
Budskab valgte han Thorarin Nevjulfssøn, paa hvis Hengivenhed og Paalidelighed
han kunde stole, og som, selv Islænding, maatte have lettere for at virke paa
sine Landsmænd. Thorarin fulgte Kongen fra Throndhjem, da denne om
Sommeren 1024 drog sydefter for at rejse til Viken. Fra Møre satte Thorarin ud til
Havs, og fik en saa ypperlig Vind, at han allerede efter fire Dage landede ved
1 Se Grettes Saga. Maaden, paa hvilken Thoretein reddedes, er i Sagaen saa romantisk fortalt, og ligner
saa ganske, hvad der ellers fortælles i Romanen eller Visen om Tristan og Isolde, at man neppe kan tvivle
om at det er taget herfra; dog hindrer dette ikke Sandfærdigheden af det væsentlige i Beretningen, nemlig
at Thorstein virkelig hevnede sin Broders Drab i Constantinopel, og frelstes paa en ualmindelig Maade.
Ved Sagaens Slutning heder det udtrykkeligt, at den berømte Lagmand Sturla Thordssøn kaldte Grette
den eneste Islænding, som blev hevnet i Constantinopel. Vi have ogsaa ovenfor (B. III. S. 415) seet
hvorledes Thorstein Vigastyrssøn søgte at hevne sin Fader i Constantinopel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
