Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
OLAF HARALDSSØN
sig derfor selv som hans Sønners Frænde, og da han merkede at de vare meget
forstandige, spurgte han om der ej var noget, som de især havde lagt sig efter.
Sigurd sagde at han forstod sig paa at udtyde Drømme, og bestemme Dagens
Tider uden at see Himmellegemerne; Dag derimod, at han, ved ret at betragte
en Mand, skulde kunne skjønne hans Dyder og Lyder. Kongen bad ham til en
Prøve at fortælle ham hans ,egne Lyder, og da Dag nævnte dem, sagde han at
han havde Ret. Han bad ham nu at sige sin Mening om Bjørn. Dag sagde at
han var en Tyv, og at det ikke var nogen anden end ham, der havde begaaet alle
hine Tyverier den forrige Høst: til Beviis vilde man endnu paa Bjørns Gaard
kunne finde de stjaalne Dyrs Been, Horn og Huder. Da Kongen efter de tre Dages
Forløb forlod Rauds Gaard, fik han ved Afskeden store Vennegaver, og Rauds
Sønner fulgte med ham. Han lod strax anstille Undersøgelser paa Bjørns Gaard,
og Levningerne af de stjaalne Dyr bleve ganske rigtigt fundne. For Dronningens
Skyld lod Kongen Bjørn slippe derfra med Livet, men han jog ham ud af Landet1.
Paa Hedemarken havde den unge Thore, en Søn af Ølve paa Egg, Stifsøn af
Kalf Arnessøn og Systersøn af Thore Hund, nys nedsat sig. Han havde nemlig
gjort et godt og rigt Giftermaal, og derved erhvervet Besiddelser der i Egnen.
Han var stor, sterk og smuk, meget vennesæl, og betragtedes allerede som en
vordende Høvding. Ogsaa han indbød Kongen til sig med hele hans Følge, og
Kongen modtog Indbydelsen. Gildet var meget herligt, og paa Gaarden fandtes
saa megen Pragt og Rigdom, at Kongen og hans Mænd ikke vidste hvad de meest
skulde beundre, Husebygningerne, Bohavet, Bordtøjet, Bevertningen eller Verten
selv. Ogsaa til Dag udtalte Kongen sin Beundring. Dag sandede Kongens Ord,
men svarede dog noget undvigende. Kongen, som nu oftere havde haft Anledning
til at sætte Dags dybe Menneskekundskab paa Prøve, og havde fattet den største
Tillid til ham, bad ham udtale sig bestemtere, og sige, hvad han havde at udsætte
paa Thore. Dag svarede at han nok skulde sige det, hvis Kongen ogsaa vilde
overlade ham at bestemme Straffen for Thores Fejl. Derpaa vilde Kongen ikke
indlade sig, da han, som han sagde, ej vilde henskyde sine Domme under andre;
men fordrede dog at Dag skulde besvare hans Spørgsmaal. «Dyrt er Drottens
Ord», svarede Dag; «jeg faar da ud med Sproget: det gaar Thore som saa mange,
at han er alt for begjærlig efter Gods». «Er han da Tyv eller Ransmand», spurgte
Kongen. «Ingen af Delene», svarede Dag. «Hvad er da paafærde med ham», spurgte
Kongen. «Han har», sagde Dag, «for at faa Gods og Guld lovet at svige sin Herre,
1 Olaf den heil. Saga, Cap. 159, 160, Snorre, Cap. 173, 174. I Flatøbogen staar der en vidtløftig
Fortælling om Kongens Besøg hos Raud, der og kaldes Raudulf eller Ulf, om hans Drømmeudtydninger og
underlige Kunster (Fornm. S. V, 1) men den bærer Præget af at være senere udsmykket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
