Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAFS FLUGT GJENNEM VALDALEN OG OVER FJELDET
285
Fjeldet, hvor de kunde tage Natteleje. Bruse sagde at der var en Sæter ved Navn
Grøninge, men at ingen kunde være der om Natten formedelst Trolde og
Meen-vætter, som havde sin Gang der. Kongen sagde, at han lige fuldt vilde overnatte
der, og gav Befaling til Opbrud. Da kom Madforstanderen til ham og sagde,
at der nu var Overflod paa Mad, men at han ej vidste, hvorfra den var kommen.
Olaf takkede Gud for denne Sending, og lod Mad uddele til de Bønder, der nu
forlode ham for atter at drage ned ad Dalen. Kongen tilbragte Natten paa Sæteren.
Midt om Natten hørte man en forfærdelig Røst raabe udenfor: «Olafs Bønner
brænde mig saaledes, at jeg ikke længer kan forblive her i mit Hjem, men maa
flytte og aldrig komme tilbage til denne Stødl». Om Morgenen, førend Kongen
drog til Fjelds, sagde han til Bruse: «her skal man nu bygge en Gaard, og den
Bonde, som bor her, skal altid have Fremgang, thi Kornet her paa Gaarden skal
aldrig fryse, om det end fryser baade ovenfor og nedenfor». Og vist er det, at
Kornet paa Gaarden Grøning i Valdalen sjælden lider Skade af Frosten1. Derpaa
satte Kongen over Fjeldet. Hvorledes han kom frem, nævnes ikke, men det maa
have været med usigelig Møje, eftersom Rejsen foregik i Hjertet af Vintren, og
i en af Norges vildeste og uvejsomste Fjeldegne. Han har neppe engang taget
Vejen lige over til Flat mark i Raumsdalen, hvorved han kun vilde have haft en
virkelig Fjeldrejse af et Par Mils Længde, men synes at have fulgt Valelven opad
og derfra at have taget den tre til fire Mile lange Vej over Brøstefjeld og forbi
Ulvevand lige ned til Les jeskogen. Det heder nemlig, at han kom frem i Einbu;
denne Gaard ligger paa Lesjeskogen, og har sandsynligviis i hine Tider været
den eneste Gaard i hiin Skovegn2. Her tilbragte han Natten, og drog den
følgende Dag til Lesje, og derfra videre gjennem Gudbrandsdalen ud til Hedemarken.
Her viste det sig, heder det, hvo der vare hans sande Venner, thi disse bleve ham
tro, medens de andre, der med mindre Troskab havde tjent ham, forlode ham,
og tildeels endog, som det siden viste sig, bleve hans Uvenner og aabenbare Fiender.
Man merkede tydeligt, tillægges det, at Oplændingerne vare meget utilfreds over
1 Strøm, II. 267. Sagnet i Egnen veed ej alene at fortælle herom, men tilføjer og, at Olaf, da en
kjølig Vind svalede ham paa Sæteren, lovede, at Gaarden Grøning aldrig skulde fattes Vind, hvorfor der
stedse blæser paa dette Sted. Hvad der ovenfor nævnes om Meenvætterne paa Sæteren, har sit Sidestykke
i utallige Sætersagn, der endnu fortælles rundt om i Landet, ja endog fremdeles opstaa fra nyt af. At
enkelte Sætre ofte hjemsøges af Vætter, enten Huldre, Bjergfolk eller andre lignende, er en fastgroet Tro,
som neppe nogensinde lader sig rokke, og vist er det, at endog Folk, der ellers ere sanddrue og troværdige,
fortælle Historier af det Slags, der vanskeligt lade sig forklare paa nogen naturlig Maade. Hvad der siges
om Madens pludselige Tilvæxt, er, som det synes, en reen Mirakel-Legende, for hvilken endog Christi eget
Mirakel med Brødet og Fiskene har været Mønster.
2 Dette ligger deels i Navnet «Einbu», deels ogsaa i den Omstændighed, at de øvrige Gaarde der i
Bygden, som «Nystuen», «Klevstuen» o. s. v. øjensynligt have nyere, og om senere Oprydning
vidnende-Navne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
