Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FEMTE AFSNIT
Selvstændighedstideii indtil Kirkeforfatningens Organisation
og Tronstridighedernes Begyndelse.
1. Magnus’s Vælde. Einar Thambarskelves Indflydelse.
Magnus’s Fordringer paa England.
Vi forlode i forrige Afsnit Magnus den gode som Konge ej alene i Norge, men
ogsaa i Danmark, eller som den erkjendte og lovlige Arving saa vel af den gamle
danske Kongeæts Besiddelser som af dens Fordringer. Kunde det end ansees som
en tilfældig Omstændighed, der nærmest skyldtes Lykken, at Hardeknut døde
førend Magnus, og at denne saaledes blev hiins, ikke hiin dennes, Arving, saa var
det dog at tilskrive St. Olafs utrættelige Virksomhed, at Magnus saa vel af
Harde-Knut selv, som af Danernes Høvdinger kunde erkjendes som dennes Ligemand,
der var berettiget til at slutte en Arvepagt med ham. Thi Olafs Bestræbelser for
Norges politiske Konsolidation havde gjort dette Kige lige saa mægtigt som
Danmark selv, medens hans Helgenglands hævede Ynglinge-Ætten op paa
Lodbroke-Ættens Side. Dette følte ej alene Magnus, men ogsaa hans Efterfølgere meget
vel under deres Stridigheder, baade med udenlandske Konger og med
indenlandske Tronprætendenter og Oprørsflokke. De værnede stedse om Olafs
Helligdom, og plejede om hans Minde som den Talisman, hvilken de skyldte deres Magt,
og hvorved de bedst kunde bekæmpe deres Modstandere. Strengt taget kan man
næsten sige, at St. Olaf betragtedes som Norges egentlige Konge1, og de selv kun som
hans Statholdere. Denne Betragtningsmaade maatte vel paa den ene Side bidrage
saare meget baade til at ophjelpe og bevare Christendommen, saa vel som Olafs
øvrige geistlige og verdslige Foranstaltninger, og til at værne om Kongens egen
Magt og Anseelse. Men paa den anden Side var den ogsaa meget skikket til at
fremkalde et Hierarchi, naar Geistligheden i Norge havde faaet sin rette
Organisation og lært sine Kræfter at kjende. Thi det var da at befrygte, at dens Overhoved
vilde ansee sig nærmere berettiget til at repræsentere Landets Nationalhelgen,
end Kongen selv, og de Stridigheder, som deraf nødvendigviis vilde opstaa mellem
1 Olaus, perpetuus rex Norvegiae, kaldes han i Historia Norvegiae p. 12.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
