Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14 MAGNUS DEN GODE
som om Kongen ikke saa det; i alle Fald ensede han det ej. Men Einar
Thambar-skelve saa det, og udbrød ærgerlig: ofjarl, ofjarl, fostri (for stor Jarl, for stor Jarl,
Fostersøn)! Kongen tog disse Ord meget ilde op, og svarede vredt: «I tiltro mig nok
ingen Skjønsomhed eller Menneskekundskab; jeg veed ikke hvad det skal betyde,
at I ansee nogle for alt for store Jarler, andre for slet intet». Det blev ved
Bestemmelsen. Dagen efter, da Messen var sungen, lod Kongen fremtage et
Relikvieskrin, og opfordrede Sven til at lægge sine Hænder paa dette og sværge ham
Troskabsed. Sven aflagde Eden ufortøvet efter den Formular, Magnus forestavede
ham, nemlig «at han skulde være Kong Magnus tro, stedse søge at forøge, og aldrig
at formindske hans Rige, og i alle Dele være ham underdanig, saa længe de begge
vare i Live». Kongen tog derpaa et Sverd og festede ved hans Side, hængte et
Skjold om hans Hals, satte en Hjelm paa hans Hoved, og gav ham Jarlsnavn,
tillige med de Forleninger i Danmark, hans Fader Ulf Jarl havde haft. Derhos
bekjendtgjorde han, at han overdrog ham at forsvare Jylland, der laa fjernest fra
Norge, og var meest udsat for Angreb af Saxer og Vender.
Magnus ledsagede selv Sven tilbage til Jylland, og indsatte ham i hans nye
Embede1. Han vilde dog vel neppe have gjort denne Omvej om Jylland, hvis
ikke et andet vigtigt Anliggende havde kaldet ham. Dette var et paatænkt
Giftermaal mellem hans Halvsyster Ulfhild og Ordulf, den ældste Søn af den mægtige
saxiske Hertug Bernhard. Efter et i vore Kongesagaer meddeelt Sagn, som dog
ikke i sin Heelhed er synderlig paalidelig^, skal Ordulf i egen Person have
indfundet sig allerede i Norge, for at bejle til Ulfhild, og der have faaet Løfte om hende.
Men om det end forholder sig saaledes, hvad der ej er usandsynligt, maa dog Mag.
1 Det forholder sig neppe saaledes, som et Par Sagaer fortælle, at Jarlsnavnet først blev overdraget
til Sven under dette korte Ophold i Jylland. Jarlsnavnet har Sven vistnok allerede faaet, da han
hyldede Magnus, thi det betragtedes vel snarest som en Hæderstitel, der tilkom den Sprakaleggske Æt, og
var neppe knyttet til hans Stilling i Jylland, som om dette indrettedes til et særskilt Jarledømme for ham.
* Dette Sagn meddeles i Magnus den godes Saga Cap. 30. Ordulf kaldes her, som ellers i vore Sagaer,
Otto, og siges allerede at være Hertug. Det heder at Otto og Saxlands Kejser (maaskee herved menes
Ordulfs Fader Bernhard), enedes om at Ulfhild var et ønskeligt Parti for ham, og at Otto derfor begav
sig til Norge for at bejle til hende i Kejserens Navn, at han kom til Viken, men ikke traf Magnus, kun
hans Moder Alfhild, der udgav sin egen hæslige Datter, Magnus’s Syster, for Ulfhild; at Otto derfor ej
vilde indlade sig paa noget Frieri, men vendte tilbage med uforrettet Sag; at Kejseren dog sendte ham
atter op for at henvende sig til Magnus selv, og bejle til den foregivne Kongedatter i sit eget Navn, ej
i Kejserens: at Otto nu traf Magnus, fik den virkelige Ulfhild at see, bejlede til hende i eget Navn,
og fik hende, samt at Brylluppet stod i Norge. Siden (i Cap. 35) tales derom hvorledes Kejseren fik
Ulfhild at see efter Giftermaalet og ærgrede sig over at han ej havde faaet hende. Her maa dog Mag. Adam
meest staa til Troende, da Saga-Beretningen i det Hele taget har et usandsynligt Præg. Men det er dog
nok muligt, at Ordulf foreløbigt har indfundet sig i Norge, maaskee i Kongehelle; han kan endog have
været i Følge med Kongen og Ulfhild tilbage til Slesvig. Fulgte Ulfhild med Magnm til Slesvig, maa
hun og have været med ham i Kongehelle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
