Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVEN ULF S SØN JARL I DANMARK
13
Fodfeste i Danmark til at det kunde nytte Sven at bekrige ham med de
Stridskræfter, der stode til hans Raadighed, besluttede han at forsøge sin Lykke ved
List og Forræderi. Han opsøgte derfor Magnus, da denne ved sin Tilbagerejse
til Norge om Høsten, efter at han var bleven hyldet i Dänmark, laa ved
Konge-helle, for derfra siden at fortsætte Rejsen langs Kysten nordefter, og opbød alle
sine Overtalelseskunster for at vinde hans Yndest og Tillid. Hvis det virkelig
forholder sig saaledes, som vi ovenfor have omtalt, og som han i det mindste selv
senere berettede Mag. Adam af Bremen, at han faa Maaneder i Forvejen havde
forsøgt at hindre Magnus fra at komme i Besiddelse af Danmark, havde denne al
Grund til at modtage ham med Uvilje og mistænke hans fagre Ord. Men desto
fuldkomnere maa hans Fiinhed og Forstillelse have været, thi det lykkedes ham ganske
at indsmigre sig hos Magnus, og komme i Besiddelse af hans Tillid. Han søgte,
heder det i en af Kongesagaerne, at erhverve Magnus’s Venskab, og bad om at
maatte faa et Len i hans Rige, tilbød ham sin Troskab og lovede at ville gaa ham
til Haande; han talte om, hvor mægtige hans Frænder havde været, medens han
derimod ingen Besiddelser havde, og forsikrede Kongen, at han i eet og alt skulde
vise ham ubrødelig Troskab. Og Kongen, vedbliver Sagaen, troede hans fagre
Ord, fordi han selv ikke kjendte til Svig, og gjengjeldte den Oprigtighed, han
forudsatte hos ham. Efter flere og lange Samtaler, som han havde med ham i
Een-rum, besluttede han, som det synes, uden engang at have hørt Einar eller andre
Raadgivere, at modtage hans Hylding og Troskabsed: det var maaskee endog hans
Princip, ikke at ville høre dem uden i de Anliggender, der vedkom Norge. Een
Dag, da han og hans Mænd sad om Drikkebordet, erklærede han derfor, at han vilde
give Sven Jarlsnavn og et Len i Danmark, forærede ham en ny, prægtig Purpur
-kaabe, og lod ham række et Bæger Mjød for at drikke en Mindeskaal derom. Sven
modtog Kaaben, men han kunde dog saa lidet dølge den Modbydelighed, han
følte ved at erkjende sig for Magnus’s Vasal, at han, højt rødmende, strax gav
den til en af de tilstedeværende, og selv kun tog en Graafeld paa. Det synes dog
at byde ham Tribut og udnævne ham til sin Arving: alt dette er ligefrem Opspind, som Sven har
faaet Mag. Adam til at tro. Snorre, Magnus den godes Saga Cap. 23, skildrer Sven som «smuk,
høj og sterk, en stor Idrætsmand, forstandig og udrustet med alt, hvad der pryder en god Konge»;
han kalder ham ligeledes «den vennesæleste Mand», og reflekterer ikke synderligt over hans
Tvetunget-hed; men i de ældre, vidtløftigere Kongesagaer (Magnus den godes Saga Cap. 26) staar der
udtrykkeligt at han «foor med fagre Taler, og skaffede sig saaledes i Venskab med Kong Magnus», at
denne «lyttede til hans Venne tale, fandt at han var forstandig og smuk at see til, og troede at han
var lige saa ordfast som fagertalende, lige saa paalidelig og tro, som han var skjøn at see til».
Dette røber noksom, at Sagaens Forfatter eller Sagnberetteren har sat hans Troskab og Redelighed
meget lavt. Dette Træk i Svens Charakteer maa man vel merke sig og have for Øje, for ret at
forstaa de følgende Begivenheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
