Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 MAGNUS DEN GODE
deren. Desuden havde de nu først prøvet, hvad det var at have en udenlandsk
Konge. Vore gamle Skrifter tale vel ikke om nogen saadan overmodig Ferd
fra de Nordmænds Side, der ledsagede Magnus, som den, Knut den mægtiges og
Sven Alfivesøns danske Ledsagere viste i Norge. Men efter de Tiders politiske
Begreber og paa det daværende Kulturtrin var det utænkeligt, at ikke de fleste
Nordmænd skulde betragte den nye Tingenes Orden, som om Danmark var
blevet underkastet Norge, og som om Tiden nu var kommen til at gjengjelde Danerne
deres forhen udviste Insolens1. Man kan derfor antage som temmelig afgjort, at
mange af de Nordmænd, der ledsagede Magnus paa hans Hyldingsrejse, have
opført sig paa en Maade, der saarede Danernes Nationalfølelse, for hvilken endog
deres blotte Nærværelse i Danmark som Kongens nærmeste Omgivelser maatte
være stødende; og at Stemningen i Danmark slet ikke var saa gunstig for Magnus
ved hans Bortrejse om Høsten, som da han kom der om Sommeren for at modtage
Indbyggernes Hylding. Det bidrog maaskee meget til at sætte ondt Blod mod
Magnus, at hans Svoger Ordulf, strax efter sit Giftermaal, om ikke efter Magnus’s
Ønske, saa dog for at gjøre ham til Behag, lod den fra en Pilegrimsrejse til Rom
hjemvendende Harald Thorkellssøn Jarl uforskyldt dræbe i Holsten; alene, som
det siges, fordi han var af den danske Kongeæt, og saaledes kunde ansees nærmere
Tronen end Magnus2. Hvorledes det nu end forholdt sig hermed, maatte derved
i det mindste Haralds mægtige Slægtninger, og mange andre, hvis Troskab hidtil
var vaklende, bestemmes til at erklære sig mod Magnus. Sven benyttede sig ogsaa
paa det bedste af Magnus’s Fraværelse til øjeblikkeligt, og med Held, at bearbeide
Gemytterne til sin Fordeel. Endnu samme Vinter rejste han om i Landet, og søgte
at gjøre sig til Ven med Høvdingerne, ligesom han ogsaa vandt Almuens Yndest3.
trykkeligt i et Vers af den samtidige Thjodolf Skald, der paa alle tre Steder anføres. Dette er af megen
Vigtighed, thi det indeholder et paalideligt Vidnesbyrd om Hyldings-Akten, der hverken omtales af Saxo
eller Mag. Adam: det kunde heller ikke passe med hele det øvrige Opspind, som Sven forebragte denne,
at erkjende at nogen Hylding havde fundet Sted. — Det er ellers vistnok en Misforstaaelse af Snorre,
naar han antager Sven at have været udnævnt til Befalingsmand over hele Danmark. Han havde vel
maaskee Forleninger der, men hans egentlige Embede var at forsvare Jylland; han var et Slags
Markgreve, og hans Stilling svarede til de første jydske Hertugers.
1 Man bør her ogsaa erindre hvorledes Danerne under Knuts Herredømme, og siden Nordmannerne
efter Villjams Erobring opførte sig i England. I Magnus den godes Saga Cap. 27 lægges ogsaa
udtrykkeligt disse Ord i Munden paa Sven Ulfssøn: «os Daner bliver det byrdefuldt at tjene Nordmændene»; hvilke
Ord, om de just ej virkelig ere udtalte, dog altid røbe den da herskende Forestilling, at den norske
Konges Herredømme ansaaes for eenstydigt med «Nordmændenes Herredømme».
2 Mag. Adam, II. 75. Dagen (13 Nov.), der saaledes ogsaa omtrent antyder Giftermaalstiden, nævnes
i det lüneburgske Nekrologium. At Harald var Jarlen Harald Thorkellssøn, siges vel ej udtrykkeligt,
men det kan dog ej betvivles. Egentlig var han, saa vidt vides, ej selv af Kongeæt, men hans Hustru
Gunnhild var Knut den mægtiges Systerdatter.
3 Dette fortælles af Snorre (Magnus den godes Saga Cap. 24), der her synes at have haft andre eller
flere Kilder, end de større Kongesagaer, vi nu kjende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
