Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAGET PAA LYRSKOVSHEDE 23
mod Hedninger. De fleste af hans Omgivelser fraraadte ham at indlade sig i Kamp
med Overmagten. Men Ordulf, der sandsynligviis kjendte bedre til Venderne og
deres Maade at kæmpe paa end de øvrige, opmuntrede ham til at vove en Dyst.
Den forsigtige Einar Thambarskelve bad Magnus, før han indlod sig i Slag, i al
Stilhed at udforske Danernes Sindelag, hvor vidt de vare at lide paa, eller ej.
Dette Raad fulgte Magnus. Natten skulde Magnus’s Mænd tilbringe kampfærdige,
liggende under deres Skjolde og ventende paa Fienden. Det var temmelig seent
paa Aaret — Dagen før Mikkelsmisse-Aften — og det blev saaledes tidligt mørkt.
Da Aftenen kom, forklædte Magnus og Einar sig, og vandrede ukjendte gjennem
Krigernes Rækker, for med egne Øren at høre deres Samtaler og lære deres
Stemning at kjende. De hørte en dansk Kriger spørge sin Kammerat, om han vidste
hvor Slaget vilde komme til at staa. «Her lige ved Aaen», svarede den anden.
«Da ønskede jeg heller», sagde den første, «at jeg fik min Plads her ved Skoven,
hvor vi nu ligge, thi da kan jeg stride, om jeg vil, eller søge Skjul om jeg
foretrækker det». «Der hører I, Herre», sagde nu Einar, «hvad denne danske Mand siger:
han udtaler kun de Flestes Ønske, og raader jeg Eder derfor til at stille Eders
Fylkinger saaledes, at de ikke have saa let for at komme til Skoven». I Nærheden
laa en liden Gaard. Did bad Einar Kongen om at gaa med ham for at see til at
Krigerne ej gjorde Bonden nogen Skade. Kongen gjorde saa, blev godt modtagen
og bevertet af Bonden, og besluttede at tilbringe Natten der tilligemed Einar.
Bekymret og ængstelig, som han var, kunde han længe ikke faa Søvn, men tilbragte
den meste Tid af Natten i Bøn. Henimod Dagen sov han ind, og skal nu i Drømme
have seet sin Fader, Kong Olaf, der sad paa en hvid Hest og sagde ham disse
opmuntrende Ord: «staa strax op og fylk din Hær: du har Folk nok til at stride mod
Hedningerne, og jeg skal selv komme dig til Hjelp; saa snart du hører min Ludr
skal du begynde Kampen». Kongen vaagnede, styrket ved denne opmuntrende
Drøm, og fortalte Einar at hans Fader havde lovet ham Sejren. Derpaa vendte
han tilbage, lod strax Hæren vække og fylke, og forkyndte Drømmen. «Nu
kunne I», sagde han, «vide med Vished, at den hellige Kong Olaf selv vil komme og
staa os bi i Kampen». I samme Øjeblik, forsikres der, hørte man ligesom
Klokkeklang oppe i Luften, og saa vel Kongen som alle de øvrige Nordmænd troede
at gjenkjende Lyden af Klokken Glad, der hang i Klemenskirken i Nidaros, og
som Kong Olaf havde skjenket dertil. Under den Stemning, hvori Nordmændene
her befandt sig, kan man let forklare hvorledes Kongens Opmuntring og hans
Fortælling om hiin Drøm, — hvilken han, om han end, hvad der ej er usandsynligt,
virkelig har haft den, dog sikkert efter den kloge Einars Raad har udsmykket og
forskjønnet, da han berettede den — kunde udøve en saadan Virkning paa Nord-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
