Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
MAGNUS DEN GODE
du til mig, Rafn, om jeg just ikke kan hjelpe dig saa godt som min Broder, og gaa
strax ombord, thi vi ere netop sejlfærdige, og Vinden er god». Da de kom ombord,
spurgte Sigurd, hvilke Frænder i Norge det var, hvorom hans Moder havde talt.
Rafn svarede, at Sighvat Skald var hans Morbroder. «Det skal komme dig til
Gode hos mig», sagde Sigurd. Derpaa stødte han fra Bryggen, Ankeret blev
lettet, og Skibet gled fra Land. I samme Øjeblik kom Thorgrim ned til Stranden,
raabte ud til Kjøbmændene, og sagde at de ej havde holdt sit Ord. «Viis dig nu,
Rafn», sagde Sigurd; «Thorgrim er tilbørligt nær». Rafn løb op paa Bulken med
de Ord: «hvis min Øxe kunde naa ham, var han tilbørligt nær». Bjarne, den anden
Skibsejer, sagde at man burde sætte Rafn i Land. Sigurd svarede, at det ikke
skulde skee med hans gode Vilje, eller bekomme dem vel, som gjorde det, men
at det for øvrigt nu var nødvendigere at hejse Sejl. Det skede: de fik god Vind,
og kom til Throndhjem. Da Kjøbmændene forlode Skibet og hver gik til sit, sagde
Einar Naumdøling til Rafn, at om han end ikke i Førstningen havde taget sig
saa ivrigt af ham, som Sigurd, vilde han dog nu vise ham alt muligt Venskab,
og tilbød derfor at tinge ham i Kost hos en Mand i Byen. Rafn takkede ham
for Tilbudet, og lovede at holde sig stille og fredelig, naar Ingen veltede sig ind
paa ham. Einar lejede ham ind hos en Ketil Riip, der, som det siges, havde
Kongens Syssel i Byen, eller vel, med andre Ord, var Gjaldkere, altsaa den samme
hvorom der ovenfor er talt. Ketil havde en smuk Datter, ved Navn Helga. Med hende
fandt Rafn Behag i at tale, medens han ellers var stille og tilbageholden. Den
mistænkelige Ketil syntes ikke om disse Samtaler, og klagede for sin Kone og Datter
derover. Disse forsvarede Rafn, og sagde, at han gjorde ham stor Uret, naar han
beskyldte ham for at overtræde Sømmeligheden. Ketil ærgrede sig derover, lagde
Rafn for Had, og kvad Spotviser om ham. Rafn lod som om han ej hørte det.
Men til sidst gik det saa vidt med Ketils Ondskab, at han en Dag, uden at Rafn
havde Anelse derom, gik ned til nogle Kjøbmænd, der laa rejsefærdige til de
vestlige Farvande, og tilbød at sælge dem en Træl, hvilken han foregav at have hjemme
hos sig; Trællen, sagde han, var baade løgnagtig og ondskabsfuld, saa at de i
Førstningen maatte tage ham haardt for at tæmme ham. De kjøbte Trællen ubeseet;
men Trællen var ingen anden end Rafn, hvilken Ketil nu under Paaskud af en
Lystvandring lokkede ned til Skibet. Her sprang Kjøbmændene til og vilde gribe
ham. Rafn spurgte, hvad dette skulde betyde, satte sig til Modværge, og holdt
sig dem fra Livet. De sagde at denne Træl var alt for kaad. Nu merkede Rafn
Sammenhængen, og med de Ord: «mit kjæreste Trællearbejde er at brydes», greb
han en af dem og slog for sig med ham, saa at han tabte Besindelsen. Ketil skyndte
sig bort, men Rafn ilede efter ham, og gav ham Banesaar: da Kjøbmændene saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
