Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAFN RUTFIRDING
39
det, løb de sin Vej saa fort de kunde, af Frygt for at Drabet skulde tillægges dem.
Rafn lyste Drabet paa sig, gik op til Ketils Gaard, og fortalte hans Kone og
Datter, hvad der var skeet. De beklagede det, men undskyldte ham, gave ham Mad
og Klæder, og sagde at han havde mere at frygte af Kongens Vrede end af dem.
Derpaa flygtede han til Skogs, og holdt sig skjult.
Kort efter kom Kongen til Gaarden, og hørte alt dette. Han blev vred og sagde:
«det er dog alt for galt at Islendinger skulle komme hid og dræbe vore
Ombudsmænd eller Sysselmænd: den Mand, som har gjort dette, skal lyses utlæg». Einar
Naumdøling, som just var hos Kongen, indvendte dog at der kunde være dem, som
selv havde forskyldt sin Død. Kort efter var Kongen paa Jagt med Høge og
Hunde. Følget fordeelte sig, saa at han blev ene. Da traadte en høj Mand,
indhyllet i en lodden Kappe, frem af Skoven, og bad ham om Bistand. Kongen spurgte,
hvad Forpligtelse han havde dertil. «Den», svarede Manden, «at mine Frænder
ere dine Venner; derhos kjender jeg din ædle Tænkemaade, idet du ej negter at
bistaa nogen, som beder dig derom». Kongen anede vel at dette var Rafn, men han
var ene med ham, og Rafn var en stor, haandfast Karl. Han holdt derfor gode
Miner, og sagde: «jeg skal sende dig hen til Kol i Thauskadal1, hvor du indtil
videre kan opholde dig; men hvo er du da?» «Hidtil har jeg været en Ulykkesfugl»,
svarede Rafn, «og er derfor udsat for Efterstræbelser, af hvilken Grund jeg beder
eder om Bistand; men vil I sende mig til Kol, maa I og medgive mig tydelige
Jerteiner, at han skal modtage mig; da forbliver jeg der i Vinter». «Gjør saa»,
svarede Kongen, «jeg kommer selv derhen en Uge efter Paaske»; derpaa tog han
en Guldring af Fingren, satte den paa Spydodden og rakte den til Rafn, der ej
vilde træde nærmere. Kongen spurgte derpaa: «hvor tror du at Rafn, den utlæge,
gjør af sig?» «Han søger vel hen til eders Ven Einar Naumdøling», svarede Rafn;
«der kunne I strax faa ham fåt»; med disse Ord tog han Guldringen af Spydet,
og ilede ind i Skoven igjen. Da Kongens Mænd siden kom til, sagde han: «Nu
kan I tro, at Rafn har spillet mig et godt Puds».
Rafn kom til Kol, viste ham Ringen, og blev godt modtagen, skjønt Kol undrede
sig over, at han kunde have Jerteiner fra Kongen, medens denne var ham saa
vred. Rafn blev der om Vintren, og alle syntes godt om ham; men da Paasken
kom, rejste han bort, da han ej vilde oppebie Kongen. Da denne kom, spurgte
han strax efter Rafn. Kol sagde, at han nu var borte. «Det er ilde», sagde Kongen,
«thi det skulle alle vide, at han nu er utlæg og fredløs; hvad jeg anseer for langt
værre end Drabet, er at han har haanet og spottet mig, og derfor sætter jeg en
1 Hvor Thauskadal er, vides ej; det synes at maatte have været etsteds søndenfor Throndhjem, siden
Kongen taler om at sende Rafn «syd i Thauskadal»; det synes ogsaa ej at have været langt fra Kysten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
