Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAFN RUTFIRDING
43
har gjort dig imod, skal jeg give dig Helga Ketilsdatter til Egte med meget Gods».
Rafn takkede Kongen, og modtog med Glæde hans Tilbud, men sagde dog at han
først og fremst maatte ud til Island, for at faa sin Fredløshed ophævet; men strax
dette var skeet, skulde han komme tilbage igjen. Heri samtykkede Kongen.
Sig-hvat fortalte nu denne, hvorledes han havde anraabt hans Fader om Bistand.
Kongen sagde: «min Fader maa sætte stor Priis paa dit Venskab, siden han
opfylder dine Bønner lige saa vel nu, som da han levede»1. Rafn rejste ud til Island,
fik Fredløshedsdommen ophævet paa Althinget, og begav sig derpaa tilbage til
Norge med sin Moder2. Siden egtede han Helga, og Kongen gav dem store
Ejendomme. Rafn forblev siden hos Kongen, saa længe denne levede og viste sig
stedse som en rask og dygtig Mand3.
De her meddeelte Fortællinger vise os vel, hvor stor Indflydelse Magnus’s
fornemste Raadgivere havde hos ham, men tillige, at denne Indflydelse havde en
Grændse, og at Magnus, ogsaa efter at han ved Sighvats Forestillinger i
Fritalenheds-Viserne4 havde ladet sig bevæge til at forlade det Haardheds- og
Strengheds-System, han begyndte at indføre, dog fremdeles med Alvor og Myndighed stod
paa sine Rettigheder og Værdighed, ja stundom med en Heftighed, for hvilken
endog Einar Thambarskelve ansaa det raadeligst at give efter. Magnus var
saaledes ingenlunde det viljeløse Redskab i Stormændenes Haand, som man af
hans Tilnavn «den gode», og de overdrevne Beskrivelser over hans «Godhed»,
Sagaerne indeholde, letteligen skulde formode. Hans Godhed maa i alle Fald som
oftest have haft sin fornuftige Indskrænkning; og da han derhos, som man maa
formode, traadte i sin Faders Spor, og søgte at overholde hans Love og
Indretninger, maa Magnus’s Regjering snarere have udmerket sig ved Kraft og
fornuftig Strenghed, end ved Svaghed. Han vilde heller ikke kunne have udrettet saa
meget mod Venderne, Sven Ulfssøn og dennes Tilhængere, som han virkelig ud-
1 Hvad der her fortælles om Kongens Drøm og St. Olafs Aabenbarelse klinger vistnok noget
fabelagtigt: Det er upaatvivleligt ogsaa noget udsmykket af de senere Sagafortællere. Men man maa her
nøje lægge Merke til, at der slet ikke siges at Aabenbarelsen virkelig fandt Sted. Fortællingen anfører
Kongens Ord, og at denne enten kan have haft eller foregivet at have haft en saadan eller lignende
Drøm, er, fornemmelig naar vi have de Tiders religiøse Forestillinger for Øje, slet ikke usandsynligt:
end mindre, at Sighvat virkelig har gjort en saadan Bøn som den omhandlede.
2 I Sagaens Beretning heder det, at Rafn endnu samme Sommer vendte tilbage til Island, kom just
ved Althingstid og fik her sin Dom ophævet, hvorpaa han strax vendte tilbage til Norge, saa at han,
som det hed, foor tvevejs (tvivegis) den Sommer. Da Venderslaget stod den 28 September, var dette
umuligt. Men Sagaens Ord slutte sig her til den oven angivne Fejltagelse, hvorved Slaget siges at have
fundet Sted mod Danerne, og at Kongen strax begav sig tilbage til Skibene. Da Magnus tilbragte
Vintren i Danmark, under idelig Krig med Sven, er det ej sandsynligt at Rafn har forladt ham; han har
rimeligviis fulgt med ham til Norge om Vaaren 1044, og det er denne Sommer, i hvilken han har gjort
den dobbelte Rejse.
3 Magnus den godes Saga, Cap. 46—51. 4 De saakaldte Bersöglisvisur, se ovf. B. IV. S. 369—370.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
