Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
MAGNUS DEN GODE
tinske Kejser1. Snarere maa man antage, at Mængden af disse saakaldte Angler
vare Daner, der udgjorde Hovedbefolkningen i det nordlige England, og af hvilke
endnu en Mængde fornemme Familier vare blevne tilbage og havde udøvet stor
Indflydelse under Edward Confessors Regjering2. Dog er det vist, at i det mindste
fra denne Tid af mange Angler indtraadte i Korpset, saaledes at flere Skribenter
endog benævne det efter dem3.
Væringernes fornemste Vaaben var den nordiske langskaftede Øxe, hvorefter
de og kaldtes «Øxebærerne»4, Sverd og et langt Skjold5. Det blev nøje paaseet,
at deres Vaaben vare i god Stand; saa ofte de rykkede ud i Krigen, holdtes der
Vaabenthing, hvorved Enhver maatte fremvise sine Vaaben6. Deels til Fornøjelse,
deels vel og for at holde sig i Aande og hærde sine Legemer, plejede de dagligt
at anstille Kamplege, med Bry den og lignende Legemsøvelser; men for at
fore-bygge, at Nogen i Legens Hede og Heftighed skulde gaa for vidt, var den oven
omtalte Bestemmelse foreskreven, at hvo som under Legen stod den anden efter
Livet, skulde straffes med Døden7. Hvilken streng Tugt Væringerne for øvrigt
overholdt, sees af en Fortælling, den byzantinske Forfatter Kedrenos meddeler
netop fra den Tid, vi her nærmest have for Øje. Om Vintren 1034 til 1035 laa
en Deel Væringer i Vinterkvarteer i det saakaldte thrakesiske Thema (i den vestlige
Deel af Lilleasien). En af dem greb en Kvinde og vilde bruge Vold for at vanære
hende, men hun var rask nok til at gribe hans Sverd og gjennembore ham
dermed. Og saa langt fra at Væringerne vrededes over denne raske Handling, eller
søgte at hevne den, vakte den derimod deres højeste Beundring. De forsamlede
1 Ordricus Vitalis, 4de Bog, (S. 508), 7de og 9de Bog (S. 641, 725). Jvfr. den tildeels opdigtede St.
Edwards (Edward Confessors) Saga.
2 Det maa her nøie merkes, at da de Danefamilier, der havde erhvervet Magten i England, nærmest
hørte til de Familier, der i sin Tid omgave Sven Tjugeskegg og Knut, og der altsaa maa antages at
have staaet i et Slags Opposition mod dem, der nu ved Sven Ulfssøns Tronbestigelse fik meest at sige
i Danmark, kunde det maaskee, naar de forlode England, være dem mindre behageligt at vende tilbage
til deres gamle Fædreland, saa at de foretrak at gaa til Constantinopel.
3 Saaledes kalder allerede Galfred Malaterra, i sin Beskrivelse over Robert Viskards Krig (III. 27),
dem «de Angler, der kaldes Væringer» (Angli quos Varingos adpellant). Kodinos (Cap. 7, P. 90), lader
dem ved Julefesten ønske Kejseren mange Leveaar paa deres Fædrenesprog, nemlig Engelsk (fyxhviOTi).
4 Paa Græsk neXexvcfOQOi. Galfred (l.c.) kalder deres Øxer caudati bidentes, hvorved han ogsaa sigter
til deres lange Skaft; ved Udtrykket bidentes tænker han paa den dobbelte Spids. Anna Komnena kalder
Øxene éregoxora £icf r], Niketas Choniata eteqootojuoi nekéxeig eller éteqottjxtci £t<pr]; disse Udtryk,
saa vel som Galfreds, har man urigtigt fortolket ved «dobbelte Øxer», med dobbelte Blad; men
dobbelt-bladede Øxer, der ej vare usædvanlige, kaldes ellers å/u(pi0T0jii0i, og Sammensætningen med ezeçoç viser
netop, at der kim var een Egg. Det er de lange Øxer, der i Norden selv kaldtes «norske Øxer», og som Kong
Knut bestilte hos Kalf under dette Navn (se ovenfor B. IV. S. 355); i Syden derimod oftere «danske Øxer»,
håches danoises. St. Olafs og Magnus’s Øxe «Hel» var en saadan.
s Det lange Skjold {7ieQijJ.rjxvç åoTliç) nævnes udtrykkeligt af Niketas, Joh. Komn. Cap. IV.
• Grettes Saga, Cap. 89. 7 Se ovenfor B. III. S. 415.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
