Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
MAGNUS DEN GODE
og Georg som Anfører. Anekdoter om disse Tog optage i vore egne Sagaer næsten
den hele Beretning om Haralds Bedrifter udenlands. Med Vidtløftighed fortælles
der om Haralds Tapperhed og Snedighed, og med Velbehag dvæles der ved de
Puds, han spillede den græske Anfører, Georg Maniakes. Maa vi nu end ansee
meget af dette for Overdrivelse, og kunne vi end (se nedf.) paavise at flere af
de Exempler, der anføres paa Haralds Krigslist, ere hvad man kunde kalde
staaende Sagn eller Anekdoter, der ogsaa fortælles om mange andre, saa vel
ældre som yngre Krigshøvdinger: saa kan det dog vist ikke betvivles, at Harald
her maa have udmerket sig i høj Grad og grebet saa betydeligt ind i
Begivenhedernes Gang, at hans Navn ogsaa vilde have været nævnt hos de byzantinske
Forfattere, der behandlede denne Tid, hvis de havde skrevet med en Anna
Kom-nenas Nøjagtighed og Fuldstændighed, i Stedet for kun at levere magre, dunkle
og ufuldstændige Notitser. Men ogsaa i en anden Henseende er denne Krig
merkelig. Det er første Gang, at Harald, eller overhoved norske Krigere, kom
i Berørelse med Nordmannerne, ej alene som Venner, men og som Fiender, og
saaledes fik Anledning til at erfare, hvad de senere Væringer endnu bedre fik
prøve, at Ætlingerne af deres forrige Landsmænd, Gange-Rolfs Krigere, endnu
ikke havde vanslægtet fra deres Forfædre, og at de, skjønt de havde forandret
Sprog, dog endnu vare Nordmænd i Kraft, Tapperhed, Skikke og Sæder. Det
var tillige i og ved denne Krig, at Nordmændene grundfestede den Magt i
Nedre-Italien, som satte dem i Stand til, ogsaa her at oprette et Rige og indføre
nordiske Institutioner. Det er derfor nødvendigt, her nærmere at dvæle ved disse
Begivenheder, og hvad der med dem staar i Forbindelse.
Nedre-Italien bestod ved det lite Aarhundredes Begyndelse af to Hoveddele,
af hvilke man kunde kalde den ene den græsk-romerske, for saa vidt den stod
under den græsk-romerske Kejsers, eller græske Høvdingers Herredømme, og den
anden den langobardiske, da den adlød langobardiske Fyrster, og var den sidste
uafhængige Levning af det gamle langobardiske Kongerige, hvis største Deel
erobredes af Karl den store, og siden, i det mindste af Navn, tilhørte det
gjen-oprettede vestromerske, siden tydske Kejserdømme. Men af den græsk-romerske
Deel var det, som ovenfor nævnt, ikkun Apulien og Kalabrien, der stode i
fuldstændigt Afhængighedsforhold til den byzantinske Kejser, der lod dem bestyre
ved en Statholder; tilsammen kaldtes de af Grækerne efter deres forrige
langobardiske Herrer «Longibardien» eller «det longibardiske Thema». Stæderne Neapel,
Gaeta og Amalfi med tilhørende, ej ubetydelige Distrikter, stode vel under græske
Hertuger, men disse Hertuger vare i Virkeligheden uafhængige af Kejseren. Den
langobardiske Deel bestod af de tre Fyrstendømmer Benevent, Capua og Salerno,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
