Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MANIAKES’S KRIG PAA SICILIEN
67
fars nye Frafald1. Han lod sig dog ikke derved afskrække fra at udføre sit
Foretagende, men søgte kun, som man seer, yderligere at forsterke sin Hær. Her traf
det nu belejligt for ham, at Gaimar af Salerno just, som vi ovenfor berettede,
var i Forlegenhed for at blive sine nordmanniske Lejetropper kvit paa en
lempelig Maade. Maniakes anmodede ham i Kejserens Navn at gjøre dem de meest
glimrende Løfter, hvis de vilde træde i hans Tjeneste, og de modtoge med Glæde
dette Tilbud. Deres Antal angives af nogle til 500, af andre kun til 300 Mand2,
kun en ubetydelig Skare, men, ligesom Væringerne, med et Ry for Tapperhed
og Krigsdygtighed, der blandt de blødagtige Sydboer gav dem en Vegt og
Indflydelse, langt over hvad deres blotte Talstyrke ellers vilde have formaaet. I den
græske Hær traf de nu for første Gang sammen med Væringerne som
Krigs-Stal-brødre. Uagtet den Generation af Nordmanner, hvortil de hørte, allerede, hvad
Sprog og Leveskik angaar, var bleven fransk, saa at de af Grækerne kaldtes Franker,
og neppe i Almindelighed kunde gjøre sig forstaaelige for Væringerne, eller
forstaaes af dem, uden for saa vidt enkelte af disse paa tidligere Rejser havde lært
det franske Sprog, saa satte dog Nordmannerne saa megen Stolthed i deres nordiske
Herkomst og opbevarede saa omhyggeligt Minderne om deres Forfædres
Udvandring3, ligesom ogsaa Nordmændene paa deres Side vidste saa vel Besked om
Nord-mandiets Erobring og Bebyggelse ved Gange-Rolf og hans Krigerskarer, og om
den nordmanniske Jarle-Æts Slægtskab med Norges Høvdingestammer, at man
ikke kan tvivle paa, at Nordmannerne og Væringerne have søgt hinanden,
ud-vexlet gjensidige Erindringer og Sagn om svundne Tider, udregnet indbyrdes
Slægtskabsforhold5, og i det hele taget betragtet hinanden indbyrdes som Lands-
1 Kedrenos fortæller først (S. 738), at da Abulafar havde anraabt Kejseren om Hjelp, sendtes Georg
og Stephanus med en Hær og Flaade til Longibardien. Derpaa (S. 740) tales der om Abulafars
Nederlag «fordi Georg endnu ej var kommen ham til Hjelp», om hans Flugt til Léon, og dennes Felttog paa
Sicilien. Endelig (S. 741) siges der, at han landede paa Sicilien, hvor de forenede Brødre gjorde ham
Modstand, men nedenfor (S. 755) «at Maniakes var kommen for at hjelpe Abulafar». Altsaa har Hæren været
under Udrustning, og Maniakes maaskee allerede undervejs, da Léon gjorde sit Felttog. At Væringerne
vare med paa dette Tog, siges ej af Kedrenos, men derimod erfares det af Leo Marsic. (Pertz Mon. Germ.
IX. 676), hvor det siges, at Væringerne (Guarani) i 1041 kæmpede i Italien; desuden er jo dette Tog i
vore Sagaer Haralds og Væringernes fornemste Bedrift. Til Landingen i Longibardien (Italien) sigter
maaskee Thjodolf (Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 3), hvor han siger: «han (Harald) som modig betraadte
Langbardernes Land». Dette er siden af enkelte Sagaskrivere misforstaaet som om han skulde have rejst
gjennem Longibardien til Constantinopel.
2 Kedrenos (S. 755) nævner 500, Leo Marsicanus (Pertz IV. 675) 300. 3 Galfred I., Cap. 7.
4 Se f. Ex. Indledningen til Galfred, ej at tale om Villjam af Jumiéges.
5 I Olaf den helliges Saga, Cap. 38 staar der udtrykkeligt: «de Frænder (Jarlerne i Nordmandie og
deres Slægt) regnede længe deres Frændskab med Norges Høvdinger, og satte megen Priis derpaa,
ligesom de altid vare Nordmændenes Venner». Dette siges i Anledning af Olaf den helliges Ophold i
Nordmandie 1014, kun 23 Aar før de her beskrevne Begivenheder. Endnu senere, i 1066, gjorde Villjam
Erobreren meget Væsen af sin Nedstammen fra Norge, se Edward Confessors Love, Cap. 34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
