Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDMANNER OG VÆRINGER I MESSINA
69
Erobringen egentlig var at tilskrive, og nævner endog om «den dorske, ukrigerske
Mandsling, der var langt borte, da Krigslynets Svinger (Harald), erobrede sig
det underbare Land». Dette have, som det synes, allerede de, der nedskreve
Haralds Saga, henført til Maniakes, men det er langt rimeligere at antage, at
Thjodolf dermed har meent Kejser Michael selv1. Imidlertid samlede Omar en
ny og større Hær i Afrika, satte med den atter over til Sicilien, og opslog sin
Lejr paa Sletterne ved Traina. Maniakes drog imod ham, men indskerpede først
Flaadens Anfører, Stephanos, at han endelig maatte passe paa, at Omar, hvis
han blev slagen, ikke undkom til Afrika. Da Hærene nærmede sig hinanden,
skal Villjam Thankredssøn i Spidsen for sine Nordmanner have ilet langt forud
for den græske Hær, og med saadan uimodstaaelig Heftighed have angrebet
Saracenerne, at de strax grebe Flugten, og at de bagefter følgende Græker ikke fik
andet at bestille end at plyndre Fiendens rige Lejr, medens Nordmannerne vare
beskjeftigede med at forfølge de flygtende2. Over 50 000 Saraceners Lig skulle
have bedækket Valpladsen, og Omar undkom med Nød og neppe, paa en liden
Baad, paa hvilken Stephanos’s Kystvogtere ikke gave Agt. Forbitret herover,
udbrød Maniakes siden i de heftigste Bebrejdelser mod Stephanos, skjeldte ham
ud for en skjødesløs og fejg Forræder, og slog ham i Hovedet med sin Stav. For
at hevne denne Fornærmelse skrev Stephanos strax hjem til sin Svoger Johannes,
og beskyldte Maniakes for oprørske Planer. Beskyldningen fandt alt for villig
Tiltro; Maniakes blev i Lænker sendt tilbage til Constantinopel, hvor han kastedes
i Fængsel, og til hans Eftermand udnævntes Protospatharen Michael Dokianos,
en uduelig Mand, medens den midlertidige Overkommando indtil hans Ankomst
betroedes den ligesaa uduelige Stephanos og Eunuchen Basil (1039). Disse
tilintetgjorde i kort Tid ved deres Skjødesløshed næsten alle Frugterne af Maniakes’s
Anstrengelser. De befestede Steder overvældede deres Besætninger; der kom
Forsterkning fra Afrika, og ved dens Hjelp bleve Grækerne uddrevne fra hele
Sicilien, paa Messina nær, der holdt sig, forsvaret af Protospatharen Katakalon
hovedsmykkede Mø», d. e. det Land, hvis Tinde omsuses af Hagl: han har maaskee tænkt paa det høje,
op i Skyerne ragende, Ætna, ligesom han ogsaa maaskee har haft Ætna for Øje, hvor han i samme Vers
kalder Landet «underbart».
1 I al denne Tid, siger Kedrenos, S. 744, opholdt Michael sig for det meste i Thessalonike ved
Martyren Demetrius’s Stad uden at beskjeftige sig med nogen Forretning, undtagen i den aller yderste
Nødvendighed.
2 Saaledes fortæller Galfred I. Cap. 7. Men deé maa altid erindres, at Galfred, ligesom Dudo, er mere
Sagamand end nøjagtig Historiker, hvor det gjelder fjernere Tider. Thankreds Sønner og Æt ere for ham
Hovedpersonerne i Fortællingen, og derfor anviser han dem og, neppe altid med Rette, Hovedrollen i
Begivenhederne. Paa samme Maade give vore Sagaer Harald Hovedrollen, som det nedenfor vil vises.
Kedrenos veed intet af denne Thankreds Heltedaad.
6 — Munch: Det norske Folka Historie. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
