Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
MAGNUS DEN GODE
aldeles uafhængig Kilde. Hans Fremstilling lyder saaledes: «Da Harald, efter
sin Broders (St. Olafs) Død, ikke troede sig sikker i sit Fædreland, flygtede han
til Byzantium. Her blev han af Kongen dømt til Døde for Manddrab, og det blev
bestemt, at han skulde kastes ned til en Drage, der holdtes i Huset, for at
sønderrives af den. En tro Tjener fulgte ham i Fængslet. Fangevogteren slåp dem begge
ned i Hulen, ubevæbnede og nøje ransagede. Tjeneren var ganske afklædt, Harald
fik Lov til at beholde sit Linned paa. Men da Vogteren hemmelig havde faaet
en Armring af Harald, kastede han en Deel Smaafisk ned i Hulen, for at Dragen
kunde have noget at stille sin første Hunger paa, og for at Glandsen af
Fiskeskjellene skulde udbrede lidt Lys i den belgmørke Hule. Harald samlede nu nogle
Been af de Lig, han forefandt dernede, og bandt dem sammen saa at de dannede
en Art af Kølve; og idet Dragen styrtede graadigt frem, sprang han op paa dens
Ryg, og ståk en Ragekniv, han havde skjult hos sig, ind i dens Bug ved Navlen,
det eneste Sted, hvor den kunde saares. Dragen snappede efter ham og slog med
Halen, men kunde ikke faa ham fat eller ramme ham. Imidlertid bearbejdede
Tjeneren dens Hoved med Kølven, indtil den døde. Da Kongen erfoor dette,
forvandledes hans Hevngjerrighed til Beundring; han benaadede Harald, og
skjenkede ham endog et Fartøj, paa hvilket han rejste bort». Saxo ledsager
Fortællingen med den særdeles merkelige Oplysning, at Kong Valdemar af Danmark,
der satte megen Priis paa at kjende og eftergranske hvad der havde tildraget sig
i Verden, ejede den selvsamme Kniv, Harald havde benyttet ved Dragekampen,
og fremviste den ofte for sine Venner, fortæret af Rust og neppe længer tjenlig
til at skære med. Der er saaledes vist ikke nogen Tvivl om, at den Fremstilling
af Begivenheden, Saxo her meddeler, er den som Kong Valdemar selv plejede at
give, naar han foreviste Kniven1; Saxo har maaskee endog selv seet Kniven og
med egne Øren hørt Kongen fortælle Historien. Da vi nu vide, at Valdemars
Moder Ingeborg var en Datter af Mstislav, Sønnesøn af Vsevolod, Jaroslavs Søn,
bliver det højst rimeligt, at saa vel Kniven, som den dertil knyttede Fortælling
om Haralds Kamp, er kommen til Valdemar gjennem hans Moder, og at vi her
have den Tradition derom for os, der sandsynligviis lige siden Haralds egen Tid
var gængse ved det russiske Hof. Der er endog den største Rimelighed for at Harald
selv har skjenket Kniven, som et merkeligt Erindringstegn, til en af sine Svogre,
og at han selv har fortalt ham sit Æventyr omtrent paa den af Saxo gjengivne
Maade. Thi ej alene stemmer denne i det væsentligste med Sagaernes Fremstilling
af Kampen, men den er tillige den i sig selv mindst overnaturlige Beretning derom.
1 Saxo, Ilte Bog, S. 549. Valdemar herskede fra 1147—1182, og levede saaledes kun 100 Aar efter
Haralds Død.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
