Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALDS SIDSTE ÆVENTYR I CONSTANTINOPEL
101
kunde være tænkelig1. Harald, der under sit hele Ophold i Constantinopel har
været betragtet som en Russer, kunde, efter at have opsagt sin Tjeneste som
Væring, ikke undgaa at regnes blandt de sig i Constantinopel opholdende Krigeres
eller Kjøbmænds Tal, og hans Opsigelse af Væringe-Tjenesten maatte paa denne
Tid blive dobbelt mistænkelig. Det er i og for sig heller ikke usandsynligt, at Ulyst
til at kæmpe mod Jaroslavs Søn, hvis Syster han haabede at faa til Egte, har været
en virksommere Bevæggrund for ham til hiin Opsigelse, end Efterretningen om
Magnus den godes forøgede Magt.
Imidlertid synes det heller ikke saa ganske ugrundet, hvad der fortælles om
Haralds Forbindelse med Maria. Ikke at hun, som Sagaerne sige, kan have været
Zoes Sønnedatter, Broderdatter eller Systerdatter, thi Zoe havde hverken nogen
Søn eller Broder, og hendes Syster Theodora var ikke engang gift. Men hun kan
have været en nær Paarørende eller Adoptivdatter af Zoe eller af Kejseren, eller
staaet under hendes nærmere Beskyttelse. Thi ogsaa den engelske Forfatter
Vil-jam af Malmsbury, der skrev allerede omkring 1115, og sandsynligviis har faaet
sin Underretning af hjemkomne angliske Væringer, fortæller om Harald2, at han
i sin Ungdom havde staaet i Krigstjeneste hos Kejseren i Constantinopel, og var
der paa hans Befaling, til Straf fordi han havde vanæret en fornem Dame, bleven
kastet for en glubende Løve, hvilken han dræbte uden Vaaben, idet han kvalte
den alene med sine kraftige Arme3. Dette Udsagn er merkeligt ej alene fordi det
bestyrker Sagaernes Fortælling om Haralds Forhold til Maria, men ogsaa fordi
vi deraf erfare, at Sagnet om Haralds Kamp med et glubende Dyr, saa utroligt
det end synes, allerede har været til, og det i England, paa den Tid Viljam skrev,
kun et halvt Aarhundrede efter Haralds Død. At Viljam nævner en Løve, medens
Sagaerne nævne en Orm, maa her ansees for en Bisag. Viljam er heller ikke den
eneste ikke-norske Forfatter, som taler derom. Ogsaa den danske Forfatter Saxo
fortæller Sagnet udførligt, men saa forskjelligt, saa vel fra Sagaernes, som fra
Vil jams Beretning, at det er tydeligt at see, at han maa have benyttet en af hine
1 Se f. Ex. Anna Komnena II, 7, S. 62, hvor der tales om de Tropper, der besatte Constantinopels
Mure 1081, og som Alexios Komnenos, der belejrede Staden, søgte at vinde. Disse vare do^ls de saakaldte
«Udødelige», et græsk Korps, deels Væringerne eller Øxebærerne, deels Nemitzerne (d. e. Tydskere, af det
slaviske njemzi); Cæsaren Johannes fraraadte Alexios ganske at forsøge paa at bestikke eller vinde de
Udødelige, da disse vare Kejseren ubrødeligt hengivne; ligesaa fraraadte han ham at vove noget med
Væringerne, «thi disse havde fra deres Fædre modtaget, ligesom faaet i Pant og arvet Troskaben mod
Kejserne og deres Bevogtning, hvilken de derfor altid udførte med den største Omhyggelighed, og ikke
engang vilde taale den mindste Hentydning til Forræderi». Nemitzerne derimod lode sig bestikke.
2 Willielmus Malmsbury, III. 260, Saviles Udg., S. 106, Hardys II. S. 436.
3 Denne Fortælling er igjen, som man tydeligt kan see, benyttet af Alberich af Troisfontaines, se
Leibnitzs Udgave, II. S. 107. Man gjenkjender f. Ex. endog den samme Talemaade nudo laeertorum
nisu suffocavit.
8 — Munch: Det norske Folks Historie. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
