Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALD FORBINDER SIG MED SVEN MOD MAGNUS 109
for at de ved fælles Hjelp kunde vinde hvad enhver af dem kaldte sit Arverige,
Harald Norge og Sven Danmark1. De udrustede sig i Sverige efter bedste Evne,
og fik betydelig Hjelp, thi alle Sviar, siges der, var Svens Venner, fordi han havde
udbredt Slægtskab der i Landet; derfor bleve alle Sviarne ogsaa Haralds Venner
og Hjelpere, saa meget mere som han ogsaa selv var besvogret med mange
Stormænd i Landet2. Blandt dem, der ved denne Lejlighed, maaskee ogsaa tidligere,
stode Sven bi, nævnes Jarlen Tove, neppe nogen anden end den fra Olaf den
helliges Krig i Danmark bekjendte Tove Valgautssøn, der fulgte sin Fader som Jarl
i Gautland3. Ogsaa Kong Anund selv understøttede som sædvanligt, sin Frænde
Sven. Hans Systerdatter Ellisifs Mand, Harald, havde neppe mindre Krav paa
hans Hjelp. Dog sees det tydeligt, og ligger i Sagens Natur, at al den
Understøttelse, Sven og Harald fik i Sverige, nærmest gik ud paa at skaffe den første
Herredømmet i Danmark, og det forholder sig derfor vistnok rigtigt, hvad der af en
enkelt Forfatter siges, at Harald hyldede Sven og tog Norge til Len af ham4. Det
vil sige, at Harald paa Forhaand maatte erkjende Sven for sin Overherre i Norge,
om det lykkedes ham at vinde dette, og at han maatte forpligte sig til, først og
fremst som Svens Lensmand at bidrage til Gjenerobringen af Danmark, for at
faa Løfte om Understøttelse af den svenske Hær, naar han siden vendte sig mod
Norge.
1 Saaledes Fagrskinna, Cap. 167, samt Morkinskinna (og Flatøbogen). Thjodrek, Cap. 25, lader Harald
strax drage til Norge, og Sven følge efter, samt der slutte Forbund med ham. Dette er saa usandsynligt,
især naar man betænker at Magnus selv agtede sig hjem til Norge, at man nødvendigviis maa antage at
Thjodrek her har misforstaaet sin Kildes Ord, eller henført Haralds Norges-Rejse til en urigtig Tid.
Val-gards Vers (se nedf.) bestyrker ogsaa at Haralds Besøg i Norge først indtraf senere.
2 Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 18.
* Se ovenfor B. IV. S. 265. Det er Mag. Adam, der omtaler dette (III. 11). Han siger at Sven,
understøttet af Kong Jakob og Jarlen (dux) «Tuph», fordrev Magnus fra Danmark. Dette sidste er nu en af hans
sædvanlige Unøjagtigheder i Fortællingen om Magnus’s og Svens Konflikter; men hvad der ellers siges
om «Tuph» kan lige fuldt være rigtigt. Langebek (Ser. rer. Dan. III. S. 282, Tab.) tror at «Tuph» er
fejl-skrevet for «Ulf», og at denne Ulf er Søn af Ragnvald Jarl i Aldegjeborg; men Ulf omtales ellers
ingensteds paa denne Tid, hvorimod det i sig selv er højst sandsynligt, at Tove blev Jarl efter sin Fader
Val-gaut, og levede 1045. Vel staar der i Legenden om ham, at han faldt i Stiklestadslaget, men derom nævnes
intet Ord i den historiske Saga; der tales ej engang om at han var med i hiint Slag. Derimod staar der
udtrykkeligt, endog i den legendariske Olafssaga, Cap. 55, at Tove tog Riget efter sin Fader og blev en saare
berømmelig Mand, hvilket tyder paa at han skulde have levet temmelig længe.
4 Mag. Adam, III. 12. Uagtet det ej udtrykkeligt siges i vore Sagaer, sees det dog af Harald
Haardraades Saga, Cap. 34, hvor Sven udtrykkelig siger at ligesom han selv var «Niding» (felo) for Magnus,
saaledes var Harald det for ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
