Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
MAGNUS DEN GODE
nemmelighed for den opofrende Troskab, Harald havde viist St. Olaf, burde sikre
ham en venlig Modtagelse; men at ogsaa Magnus’s egen Fordeel bød det, da Harald
var en klog og krigserfaren Mand, og i Besiddelse af store Rigdomme. Da det
udsendte Fartøj kom tilbage til Flaaden med denne Underretning, erklærede
Magnus sig strax villig til at modtage Harald med aabne Arme, eftersom han havde
al Grund til at vænte sig den bedste Hjelp og Støtte af en Frænde, som ham. Med
denne Hilsen lod han Fartøjet atter ro ud til det fremmede Skib, som da roede
ind til Kysten. Det viste sig nu, at hiin høje Mand, der havde udgivet sig for en
Udsending af Harald, ikke var nogen anden end Harald selv. Han gik i Land
med sit Følge, og mødtes af den, ligeledes af sine fornemste Mænd omgivne Magnus,
der modtog ham paa det venskabeligste1.
Efter faa Dages Forløb udbad Harald sig en Sammenkomst med Magnus, for
nærmere at fremsætte sine Fordringer, og raadslaa om dem. Kongen indfandt
sig med syv af sine fornemste Raadgivere, hvoriblandt Einar Thambarskelve.
Magnus aabnede selv Forhandlingerne ved at fremsætte det Ønske, at Harald
skulde staa ham bi i at forsvare Besiddelsen af Danmark. Harald svarede, at han
først vilde vide om Magnus vilde erkjende hans Arveret og dele Riget med ham.
Magnus svarede büdt, at han heri ganske vilde rette sig efter sine Stormænds
Raad og Nordmændenes Ønsker. Sagen blev da forelagt Raadgiverne. Men nu
rejste Einar sig og sagde, at hvis Magnus skulde afstaa Harald Halvdelen af Norge,
var det heller ikke mere end billigt, at Harald deelte sine hjembragte Rigdomme
med Kongen, der i højeste Maade trængte til Penge efter sine mange og
vedholdende Krigstog. Dertil svarede Harald, at han ikke i Udlandet havde trodset
Farer og samlet Penge, for dermed at berige Magnus’s Mænd. Da sagde Einar:
«du, Harald, var langt borte, da vi vandt Landet tilbage fra Knytlingerne, og
ingen Lyst have vi til at tveskiftes mellem Høvdinger. Hidtil have vi kun tjent
een ad Gangen, og saaledes skal det endnu være saa længe Kong Magnus lever og
regjerer. Jeg vil gjøre alt hvad jeg kan, for at hindre at du faar nogen Deel af
Riget». De øvrige Raadgivere erklærede sig omtrent paa samme Maade: de vilde
kun have een Konge2. Forbitret og krænket ved dette Afslag vendte Harald strax
tilbage til Svithjod og opsøgte Sven, med hvem han nu forbandt sig paa det nøjeste,
1 Flatøbogen (og Morkinskinna?) saa vel som Ägrip lade her, højst urigtigt, Magnus’s Ordfører og
Sendebud være Ulf Stallare. Ulf Stallare, den ovenfor omtalte Ulf Uspakssøn, var Haralds Stalbroder,
og blev først af ham udnævnt til Stallare.
2 Denne Samtale findes deels hos Thjodrek, Cap. 26, deels i Fagrskinna, Cap. 167, samt Morkinskinna.
Thjodrek lægger Einar hine Ord i Mund om Skattens Deling, hvilke det er saa meget mere sandsynligt
at han virkelig har udtalt, som denne Deling senere blev en af Hovedbetingelserne ved Regjeringens
endelige Deling mellem Magnus og Harald. Ligeledes er det Thjodrek, der lader Einar love at han altid skal
være en Modstander af Harald: Ord, siger han, der siden bleve Aarsagen til hans og Sønnens Død.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
