Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORLIG MELLEM MAGNUS OG HARALD
117
kom der op et Guldstøb saa stort som et Menneskehoved. Harald tog det op og
sagde til Magnus: «hvad Guid har du at sætte op mod dette Knaphoved?» Magnus
svarede: «vi have haft saa megen Ufred at vi have udgivet alt det Guld og næsten
alt det Sølv, som vi toge i Landskyld eller havde i vort Gjemme, og der er ikke
mere Guld tilbage end denne Ring, jeg bærer her paa Armen». Han tog Ringen af
og rakte Harald den. Harald saa paa den og sagde: «dette er visselig lidet Guld,
Frænde, for en Konge over to Kongeriger, især da en og anden endog tvivler paa,
hvor vidt denne Ring tilhører eder eller ej». Magnus svarede noget stødt: «hvis
jeg ikke ejer denne Ring med Rette, da veed jeg ikke, hvad der med Rette tilhører
mig, thi denne Ring gav min Fader mig ved vor sidste Afsked». «I har vist Ret
i det, Herre», svarede Harald leende, at Kong Olaf gav eder Ringen; men denne
samme Ring tog han fra min Fader for en ringe Sag, og ikke var det godt for
Smaa-kongerne i Landet, da din Fader var paa det mægtigste». Dermed endte denne
Samtale, der vel førtes i Spøg, men hvor Harald dog tydeligt nok gav at forstaa,
hvilket Sindelag han nærede mod Magnus. Naar han ellers talte om at
Smaakon-gerne ikke havde det godt under Olaf, da sagde han kun hvad der tjente til Olafs
Roos, og havde han været Konge i Stedet for Olaf, eller havde der været
Smaakon-ger, da han selv blev Konge, vilde de ikke været bedre farne under ham.
Da Gildet var til Ende, aflagde tolv af de fornemste Mænd paa begge Sider
Ed til Bekræftelse af Forliget1, hvorefter Kongerne skiltes venskabeligt ad, og
droge hver til sit. Saaledes var da Kongedømmet i Norge for første Gang deelt
mellem to Konger. Dog var derfor ikke Riget selv deelt, Kongerne havde ikke
hver sin særskilte Part at herske over, men begge regjerede i Fællesskab, og for
saa vidt en Deling fandt Sted, da vedkom den, som man af det følgende vil see,
kun de kongelige Indtægter af Kongsgaardene og Bøndernes Præstationer. Heller
ikke gjaldt Overeenskomsten Danmark anderledes, end at Harald skulde hjelpe
Magnus at forsvare det, saa vel som Norge; men Fællesskab i Regjering vedkom
kun det sidste Rige2. I det hele taget kunde man næsten sige at Magnus havde
vundet ved Overeenskomsten, idet han derved ej alene fik berøvet sin Medbejler
Sven en mægtig Bundsforvandt, men ogsaa selv fik en klog og krigserfaren
Medhjelper ved sin Side, medens tillige hans udtømte Skatkammer fyldtes ved den
af Harald modtagne Skat, om hvis Størrelse man kan gjøre sig en nogenlunde
anskuelig Forestilling, naar man veed, at Haralds Deel, da den 20 Aar efter,
neppe synderligen forøget, faldt i den engelske Konges Besiddelse, var saa vegtig,
at der maatte tolv unge, sterke Karle til at bære den3. Ved Hjelp af disse Penge
1 Dette siges kun i Fagrskinna Cap. 174, saa vel som Morkinskinna og Flatøbogen.
2 Dette siges udtrykkeligt hos Thjodrek Munk, Cap. 27. 3 Schol. 84 til Mag. Adam III. 51.
9 —Munch: Det norske Folks Historie. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
