Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
MAGNUS DEN GODE
og understøttet af Harald, kunde Magnus nu, naar Tiden kom, med fordoblet
Kraft og Iver ruste sig mod Sven, der vel roste sig af at have fordrevet Magnus
fra Danmark1, men desuagtet neppe uden Ængstelse imødesaa det Angreb af
Magnus og Harald i Forening, som han maatte vide at næste Sommer vilde bringe
ham. «Gavmilde Fyrste», siger Bølverk Skald i sit Kvad til Kong Harald, «det
grønne Land blev dit med Rette, da du mødte Magnus, og bød ham Guld.
Forliget sluttedes fredeligen mellem eder to Frænder, men Sven havde nu
Krigstummel at vænte»2.
1 «Ved Hjelp af Kong Anund og Jarlen Tove», siger Mag. Adam III. 11, «fordrev Sven Magnus fra
Danmark». Paa denne Maade har altsaa Sven, da han fortalte Mag. Adam om alt dette, forklaret Magnus’s
Tilbagetog fra Danmark.
* Haralds Saga Cap. 90, Snorre Cap. 24, Fagrskinna Cap. 174, Morkinskinna og Flatøbogen. Her
bliver det nu belejligst at kaste et Blik paa Snorres, saa vel som Hryggjarstykkes og Hrokkinskinnas
Fremstilling af den hele Række af Begivenheder, fra det Øjeblik af, da Harald kom til Svithjod fra Rusland.
De lade, som oven nævnt, Harald strax slutte Forbund med Sven og herje i Sjæland o. s. v. (Harald
Haard-raades Saga Cap. 17, Snorre Cap. 18, 19). Derpaa lade de Magnus udbyde Leding og drage sydefter mod
hiin. (Harald Haardraades Saga Cap. 18, Snorre Cap. 20), men førend han møder Harald, lade de hans
Mænd faa Betænkeligheder, og ham selv hemmeligt, ved Hjelp af danske Mænd byde Harald Forlig (Harald
Haardraades Saga Cap 18, Snorre Cap. 21); hvorefter da Bruddet mellem Harald og Sven finder Sted ved
den ovenfor omtalte List af Harald (Harald Haardraades Saga Cap. 19, Snorre Cap. 22). Harald drager
da hurtigt nordefter til Magnus, hvor denne laa med sin Hær, altsaa vel et Sted i Viken, og aftaler et
foreløbigt Forlig med ham. Til Bestyrkelse anføres et Vers af Thjodolf, der dog ikke siger andet end at Harald
hurtigt sejlede fra Danmark^ og at Magnus siden bød ham det halve Rige, samt at der blev et glædeligt
Møde mellem Frænderne; dette passer lige saa godt eller bedre paa den ovenfor fulgte Fremstilling. Lige
saa henføres hertil hiint ovenfor meddeelte Vers af Valgard om Haralds Sejlads. Nu beskrives da det
formelige Forlig, og Gildet m. m. (Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 23, 24). Da Harald
her kommer søndenfra, Magnus nordenfra, kan der, som det lettelig vil sees, ej engang blive Tale om noget
Tog af Harald gjennem Gudbrandsdalen, og om nogen foreløbig Udnævnelse til Konge. Derfor nævnes
ogsaa Thore og Kongeudnævnelsen, samt de Gaver, Harald gav denne, først ved Forligsmødet mellem
Harald og Magnus. Her tilføjer Snorre saa vel som Hryggjarstykke: «Thorgils Snorressøn, en forstandig
Mand, siger at han saa det Alterklæde, der blev gjort af Kappen, og Gudrid, Datter af Guthorm,
Steigar-Thores Søn, sagde, at hendes Fader Guthorm havde ejet Bollen, og at hun saa den». Hrokkinskinna siger
det samme, men nævner kvm Odd Helgessøn i Stedet for Thorgils Snorressøn, og Gudrun i Stedet for Gudrid.
Anderledes siges dette dog i Fagrskinna Cap. 174, saa vel som i Morkinskinna og Flatøbogen: «Saaledes
fortæller Thorgils Snorressøn, en forstandig Mand, og siger at han har hørt dette af Gudrid, Datter af
Guthorm, Steigar-Thores Søn; han (Thorgils) sagde og at han selv havde seet Masurbollen og Kappen,
som Harald havde givet Thore, og som da var skaaren til et Alterklæde». Dette tilføjes ikke strax paa det
Sted, hvor Haralds Gave til Magnus omtales, men derimod ved Slutningen af den hele Beretning om disse
Transaktioner. Det indeholder saaledes et Øjevidnes Hjemmel for denne Beretning, medens derimod just
den Omstændighed, at det findes ved Slutningen, gjør det rimeligt at Snorre eller Hrokkinskinnas
Nedskriver kunne have kommet paa den Tanke, at ogsaa Gaven selv var at henføre til Forligsgildet. At
Tillægget, saaledes som det findes i Fagrskinna og Morkinskinna, falder langt naturligere, og derfor ogsaa
hele den Beretning, der bekræftes derved, faar størst Sandsynligheds Præg, medens den anden temmelig
tydelig viser sig tillempet efter en uheldig Kritik, kan ej negtes. Dertil kommer og, at alene Fagrskinnas
og Morkinskinnas Fremstilling gjør det begribeligt, hvorledes Sven kunde rose sig af at have fordrevet
Magnus fra Danmark. Thi ifølge Snorre og Hrokkinskinna var Magnus dragen fra Danmark førend Sven
kom. Men Fagrskinna og Morkinskinna lade netop Sven blive tilbage i Danmark, medens Magnus
skyndsomt rejser hjem. — Den ovenfor nævnte Thorgils Snorressøn synes at have været den Mand af dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
