- Project Runeberg -  Det norske folks historie / V /
134

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

134 MAGNUS DEN GODE OG HARALD SIGURDSSØN

under hans femaarige Ophold i Rusland. I Striden mod Thorfinn viste han sig
vel efter vore Begreber haard og grusom, idet han forsøgte at brænde ham inde
med hele hans Følge, men det var nu engang Skik og Brug i den Tid, hvor der
førtes en Kamp paa Liv og Død, og Thorfinn viste sig paa sin Side endnu langt
grummere. Ragnvald kan ved sin Død ej have været meget over 35 Aar gammel.

Thorfinn underkastede sig nu alle Øerne, og ingen vovede at gjøre ham
Modstand. Kong Magnus fik vel tidligt den næste Vaar Budskab om Ragnvalds Drab,
der gik ham haardt til Hjerte, og som han lovede at ville hevne, saa snart han fik
Tid dertil; men for Øjeblikket var han saa beskjeftiget med sine Udrustninger
mod Sven Ulfssøn og Harald, der herjede i Danmark, at han ej kunde ense de
orknøiske Anliggender. Den følgende Høst og Vinter optoge Forhandlingerne
med Harald ham; i al denne Tid havde Thorfinn saaledes frie Hænder, og herskede
uafhængigt1.

12. Magnus’s sidste Tog til Danmark og Død.

Vintren fra 1046 til 1047 var usædvanlig haard i hele Nord-Europa. Især
indtraf en heftig Frost i Februar Maaned, som tillagde Havet mellem Norge og
Danmark, saa at Ulvene løb over Isen mellem begge Lande2. I den vestlige Deel
af England faldt der saa megen Sne, at Træernes Grene knækkedes, og ikke engang
de ældste Folk kunde erindre at have oplevet en saadan Kulde, der tillige
ledsagedes af frygtelige Uvejr. Derved opstod Hungersnød og Sygdomme blandt
Mennesker og Kvæg, endog Fugle og Fiske døde af Frost og Hunger3. Denne
Frost kom ellers belejligt saa vel for Thorfinn Jarl, som især for Sven Ulfssøn i
Danmark, der med det første kunde vænte Angreb af Magnus, thi derved hindredes
denne fra at foretage Udrustninger og tiltræde Toget saa tidligt, som han ellers
vilde have kunnet, og Sven fik saaledes længere Frist end der ellers vilde være
blevet ham til Deel. Denne Frist lader det til at han har benyttet saa godt han
kunde, til at indlede Underhandlinger med England og søge Hjelp derfra, især
da hans Yndest hos Danerne selv nu stod paa svage Fødder. Det er ovenfor
berettet, hvorledes Magnus havde gjort Fordring paa England, men, efter hvad
vore Sagaer fortælle, ved Edwards Forestillinger ladet sig bevæge til at opgive

1 Orkn. Saga, S. 58—80. Harald Haardraades Saga Cap. 43.

* Islenzkir annalar v. 1047. (Udg. S. 44). Her anføres udtrykkeligt Sæmund frode som
Hjemmelsmand. Flere have villet forklare dette Udsagn, som om alene Farvandet mellem Halland, der dengang
tilhørte Danmark, og Hisingen i Norge var tillagt, men en saadan Frost vilde ej have haft saa meget at
betyde; det charakteristiske og sjeldne er unegteligt, at hele Havet, enten mellem Skagen og Agder, eller
mellem Skagen og Viken, var tilfrosset.

» Chron. Sax. og Florents af Worcester ved 1046, 1047. Mon. hist. Br. I. S. 436, 602.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:52:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/5/0150.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free